∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Konrad Mägi, ny bekendtskab i Kunstforeningen på Gl. Strand.
Jo ældre man bliver, jo færre kræfter er der til at stifte nye bekendtskaber eller venskaber. Alligevel er det sjovt en gang imellem at møde en kunstner, man ikke kendte til.
Sådan er det med Kunstforeningen Gl. Strands nye præsentation: Konrad Mägi. Kendte du til ham? Det er faktisk Estlands fremmeste billedkunstner, som bedst herhjemme kan sammenlignes med Willumsen og i udlandet måske med Munch, Gauguin, Matisse og mange andre franske kunstnere.
Konrad Mägi (1878-1925) er kolorist og nærmer sig symbolismen, men er altid ganske figurativ uanset om det er landskaber, portrætter eller opstillinger, der er målet.
Udstillingen er flot og fint serveret i salene på Gl. Strand, der klæder billederne. Udstillingen er blevet til via et nært samarbejde med det finske museum EMMA Espoo Museum of Modern Art og Pilvi Kalhama, direktør og kurator.
At det netop er Finland, der nu trækker denne måske oversete kunstner frem, er ikke så mærkeligt på grund af de nære bånd imellem Finland og Estland.
Konrad Mägi (1878-1925) var vist en skrøbelig sjæl, selv om hverken det gode katalog fra Finland, eller de danske tekster og katalogsupplementet ønsker at understrege det. Til gengæld gjorde han, hvad kan kunne for at suge den rigtige kunst til sig. I hans ungdom var der ikke kunstneriske uddannelsesmuligheder i Estland. Det kom først senere, og her blev Mägi en drivkraft.
Derfor drog Mägi som ung til Sankt Petersborg og fik sin kunstneriske uddannelse der. Sidenhen var han tiltrukket af Paris, hvor den store strøm af kunstnere fra mange lande påvirkede ham, ikke mindst Gauguin, men også andre som Kandinsky kan i dag genkendes i hans koloristiske malerier.
Men da han ikke kunne male eller falde til ro i Paris, søgte han nordpå, rejste bl.a. til Norge og Finland, men endte sit korte liv i Estland, hvor han var med til at oprette den første kunstskole.
Billederne er sprængfyldte med farver, som er brugt på symbolistisk maner. Dvs. det er slet ikke motivet, som er det dominerende. Mägi tænkte snarere i det samlede helhedsindtryk. Det ses bl.a. i et maleri med en kvindeskikkelse, hvor ikke mindst de engelske præraphaelitter dukker op som markant inspirationskilde.
I nogle portrætter kan Matisse ses – andre steder er det Bakst, Munch og i de senere år – er der flere Kandinsky-henvisninger – og såmænd også Tiffanys glasmosaik m.m.
På mig virker det desværre distraherende med alle de referencer i billederne og gør dem lidt upersonlige, som om han er på evig jagt efter sit egentlige forbillede. Men det er evident, at Mägi genspejler flere af de europæiske ismer i de to årtier fra 1900 – 1920. Men andre man måske glemme referencerne og bare gå på opdagelse i Mägis personlige motivverden.
En Venedig-tur affødte noget, der på mig virker som det rene turisthalløj, men måske er det synd at dømme Mägi med nutidens trætte øjne!
Men se selv – udstillingen er afgjort et besøg værd.
Til og med 29.maj 2022.