∗ ∗ ∗ (4 stjerner til scenografi og musik, 2 stjerner til instruktion)
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bartlebyerne – frit efter Herman Melville på teatret Får 302.
Får 302 er et spændende lille teater, der ligesom mange af de andre ikke-institutionelle teatre kæmper for at finde en egen identitet. Det er beundringsværdigt. Nogle gange lykkes det med bravur, andre gange rammer eksperimentet ikke helt skiven.
Med den nye forestilling ”Bartlebyerne” – med undertitlen: ”Jeg foretrækker at lade være” – fanger teatret på papiret noget i tidsånden, som kunne udtrykkes således: ”Stop, jeg vil af. Jeg vil ikke være med i det rotteræs, som tilsyneladende alle andre deltager i.” Her kan der også henvises til Nørrebro Teaters aktuelle forestilling: ”Jytte Fra Marketing er desværre gået for i dag.”
For at demonstrere denne attitude har Teater Får 302 fundet en spændende tekst frem fra 1857 skrevet af den amerikanske forfatter Herman Melville (1819-1891), som er bedst kendt for romanen ”Moby-Dick”.
Det er godt set af Får 302, for Melvilles forfatterskab peger på mange måder peger fremad, bl.a. på grund af en eksperimenterende skrivestil og et uortodokst emnevalg. Kortromanen ”Skriveren Bartleby” som er grundlaget for Får 302s forestilling, viser hen mod det 20 århundredes spleen og dermed også forskellige avantgardistiske eksperimenter i kunstens verden, bl.a. det absurde teater.
Handlingen er simpel. En lille mand ansættes som kopist hos en advokat. Men efter tre dage vil han ikke arbejde længere og heller ikke forlade bygningen Han er stået af! I dag vil man vel sige, at han har fået stress, har fået et sammenbrud, at han ikke kan klare rotteræset, men dengang?
For at få historien på scenen, har Får 302 sammen med den svenske instruktør Anders Carlsson bygget ”et mystisk hus” udenom, en rammehandling, om fire skuespillere etc. Får 302 har tidligere arbejdet sammen med instruktør Anders Carlsson, som vist har viet sit liv til ikke at følge strømmen.
Scenografien er absurd på alle måder. Ligner virkeligheden, men loftet er sænket, så de fire skuespillere må bukke sig, når de står på den lille spilleplads. Det er fint tænkt og peger tilbage på mange teatereksperimenter og såmænd også sceniske versioner af ikke mindst Kafkas ord. Med det greb, som i øvrigt er løst formfuldendt af scenografen Siggi Óli Pálmason, er tilstrækkeligt for at fremhæve det absurde. Men hos Får 302 bliver også spillestilen karikeres, ikke mindst hos de to kvindelige skuespillere, som i øvrigt er en del af teamet bag Får 302 og måske en del af repertoirerådet(?).
Set med mine øjne er denne karikerede spillestil et helt forkert valg og kræver en enorm præcision. Her bliver forestillingen skinger og lukker ned for enhver oplevelse. De mandlige skuespillere spiller anderledes. Peder Holm Johansen, som titelfiguren Bartleby, har fat i noget rigtigt i de stille stunder, hvor han blot dukker nakken og, med forskelligt tonefald og velmoduleret stemme, siger: ”Jeg foretrækker at lade være”.
Jesper Hyldegaard, i rollen som chefen, synes at have formet sin egen figur – advokaten, der ansætter Bartleby. Og det er fint. Med en skævt smil i starten og lav stemmeføring, og ingen gimmicks i bevægelserne, får han skabt en figur, der er spændende i det absurde miljø. Her er stemningen rigtig. Alt andet er overkill.
Bag et vindue sidder en musiker, Camilla Bang, og skaber det smukkeste og meste medrivende musikalske univers, som på forskellig vis følger den triste handling.
Det er kort sagt en forestilling, som synes rigtig tænkt, men skyder i for mange retninger, og hvor spillestilen det meste af tiden er helt hen i vejret.
Det ikke første gang på Får 302 at jeg har oplevet denne måske manglende tro på teatrets grundlæggende virkemidler. Jeg håber det engagerede teater næste gang finder en instruktør, der er mere lydhør.
Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på et interview jeg optog til DR for flere årtier siden med den store skuespiller Erik Mørk, hvor han talte om stemmens muligheder og skuespillerens redskaber. Han tog en lille tekst frem og læste op. Her var det ikke skrig og skrål eller karikeret stemme, der skulle udløse det teatralske moment. Det var lavmælthed og pauser. For sådan skabes den store kunst.
Medvirkende: Jesper Hyldegaard, Peder Holm Johansen, Birgitte Prins og Charlotte Elizabeth Munksgaard
Iscenesættelse: Anders Carlsson
Koreografi: Andriana Seecker
Tekstdramaturg: Tine Byrdal
Scenografi: Siggi Óli Pálmason
Komponist: Camilla Bang
Lysdesign: Sonja Lea
Kostumier: Amalie Aunsbjerg Jørgensen
Producent: Teater FÅR302
Foto: Søren Meisner
Støttet af: Statens Kunstfond, Wilhelm Hansen Fonden, L Zeuthens Mindelegat, Kbh Kommune, Knud Højgaards Fond & Beckett Fonden
Spilles til og med 2. april 2022.
www.faar302.dk