Af Ulla Strømberg.
Mindeord om Mogens Pedersen, sceneinstruktør, skuespiller og tidl. teaterchef.
Mogens Pedersen er gået bort i alder af 90 år. Hans energi og glæde ved teaterkunsten var altid smittende. Det moderne teater og dansk teaters udvikling igennem mere end 60 år har været hans følgesvend.
Mogens Pedersen var i 1960-erne ansat på Aalborg Teater og i samme periode med til at stifte Jomfru Ane Teatret. Siden spillede han på Gladsaxe Teater i dets folkelige dage og derefter på Folketeatret. Snart tog instruktøropgaverne over, og som kronen på værket blev det til ni spændende år som chef på Aalborg Teater, fra 1985-1994.
Uanset om man mødte Mogens Pedersen som teaterdirektør eller måske bare som publikummer, var det opmuntrende, for han var levende engageret i teater – også kollegernes, og det er slet ikke almindeligt. I de år, hvor Mogens Pedersen sammen sine kone Bodil Sangild residerede på Aalborg Teater, var der en særlig stemning på den nordlige landsdelsscene. Man måtte til Aalborg, for både repertoiret og skuespillerne var så spændende, og desuden følte man sig velkommen. Måske hedder det ejerskab. Jeg husker aldrig sure miner, heller ikke, hvis man ikke var lige begejstret for alle forestillinger. Men allermest bemærkelsesværdigt i de år var belægningsprocenten. Nogle år var den nærmest 102%. Der skal både talent og tæft til for at opnå det.
Det var nok også Mogens Pedersens instruktørevner, der kom ham til gavn i de år. For var der gæsteinstruktører, og en forestilling ikke lige sad ”i skabet” – kunne han i opløbet nå at tune hele ensemblet på plads. Den forestilling, publikum siden mødte ved premieren, var derfor næsten altid på et kunstnerisk højt plan. Kunsten var målet.
Det lykkedes også over al måde med ”Hamlet” på Det Kongelige Teater i begyndelsen af 1980-erne med Søren Spanning som en uforlignelig og smukt talende Hamlet. Det var en logisk og klar fortolkning, der som et særsyn i øvrigt rykkede op på Kronborg til sommerspil.
I 2005, hvor Teatermuseet skulle vise en Ibsen-udstilling i hundredåret for Henrik Ibsens død, henvendte jeg mig til Mogens Pedersen, fordi han i flere omgange bl.a. havde iscenesat ”Peer Gynt”. Det skulle være ”moderne”, så jeg ville faktisk blot aftrykke den mail, som kunstnerne sendte til mig. Fra Mogens Pedersen fik jeg til min store glæde en meget personlig beskrivelse af en instruktørs arbejde og overvejelser. Mogens Pedersen havde i flere år gerne villet iscenesætte Ibsen, men manglede nøglen. En sommerdag ved vestkysten var Mogens og Bodil af strømmen blevet drevet for langt ud, og de måtte kæmpe for at komme i land. Alt endte lykkeligt, men de tanker om livet og døden, som fløj igennem hovedet i de farlige minutter i Vesterhavet, blev nøglen til det eksistentielle læsedrama Peer Gynt på Aalborg Teater i 1993. Åbningsscenen blev derfor skibbruddet fra 5. akt, og derfra rullede historien tilbage. Sådan er teaterhåndværk af en særlig kaliber og ikke kun noget udtænkt ved et skrivebord.
Siden blev Mogens Pedersen hidkaldt til Betty Nansen Teatret midt i forløbet, hvor teatret eksperimenterede med stand-up’ere, som skulle spille ”Peer Gynt”. Mogens Pedersen fik sat skik på det hele, og resultatet blev vildt, men alligevel tæmmet og ganske begavet.
Mogens Pedersen vil blive savnet meget, men tak for de mange forestillinger, som hver og en har båret præg af engagement og tro på teatrets helt særegne evne til at fortælle noget væsentligt om livet – og om døden.
Mogens Pedersen var en gigant i dansk teater – med et enormt overskud, også mentalt.
Det sidste, han fik mig til at le højt af, var, da pressen jagtede ‘sandheden’ om Ghita Nørbys anekdote om, at Birgitte Federspiel på indspilningen af ‘Charlies Tante’ – efter stadig at have kæmpet imod i længere – brød sammen af latter over Dirch Passer og lo så meget, at hun måtte på hospitalet.
En journalist fandt så på at ringe til Mogens P, der havde haft en birolle, for at få sagen opklaret. Desværre for den unge mand var svaret, at han slet ikke kunne huske, han havde været med i den film. 😀