∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Til Grin – Jeg Malvolio på Teatret ved Sorte Hest.
Det er en flot kraftpræstation af Michael Moritzen i monologen på Teatret ved Sorte Hest. Med publikum lige op i snuden bevæger han sig ubesværet ud og ind af rollen som Shakespeares Malvolio fra Helligtrekongersaften.
Det ene øjeblik er han vel bare en vred, gammel mand, det næste øjeblik den professionelle skuespiller, som bakser med rollen og figuren Malvolio. Eller måske er Moritzen på den lille scene inkarnationen af den forsmåede Malvolio, der af den nære omverden med Tobias Hikke m.fl. er blevet stemplet som skør.
Michael Moritzen spiller ganske overbevisende og nuanceret denne lidt aggressive mand, hvor kostumet er med til at understrege derouten. Det er rent Jeppe på bjerget, som han står i snavset undertøj og med en mærkelig narrehue, halvt med horn, som var han også hanrej. På bagen en seddel: opblæst nar. Men det er ikke Jeppe, selv om denne mandsperson mod slutningen fumler med både galge og døden.
Som publikum er man dog ikke med hele tiden: Er det Shakespeare? Er det et prøvelokale? Eller måske en anstalt? Men Moritzen har styr på det. Hans sprog er flot – og det samme med oversættelsen, som han selv har stået for. Forestillingen er instrueret lydefrit af Lene Vasegaard.
Til gengæld er teksten lidt problematisk på vore længdegrader. Det er absolut British. Skrevet af 58-årige engelske skuespiller, instruktør, dramatiker og teaterproducent Tim Crouch omkring 2010. Crouch har flere stykker i relation til Shakespeare på samvittigheden. Det er jo ikke underligt, da engelske skuespillere og humanister i den grad er stopfodrede med Shakespeare. Det er vi jo ikke på samme måde, så der skal være en mening med det hele. Det må ikke blot være en udvidelse af den fiktive persons univers og et par hints til nutidsmennesket.
Adskillige dramatikere og skuespillere har forsøgt sig med den ”forberedende skuespiller” ved sminkebordet i garderoben, hvor mange indeklemte frustrationer kan få luft og den fiktive figur en snurretur.
Her i ”Jeg Malvolio” er det som om, dramatikeren går i ring. For allerede i starten er vi med på, at det er noget med ham den latterlige Malvolio, der lokkes til at tage gule strømper på og sætte båndene over kors og så SMILE et dumt smil i håb om at vinde den tilbedtes hjerte. Men så forlades han tekstmæssigt til fordel for den sure mands opstød om moderne menneskers slaskethed. Det er ok, men hvorfor lige her? Efter en halv time vender Malvolio med fuld kraft tilbage. Og så kører det videre.
Teksten havde haft godt af at blive strammet op – og forkortet. Tilbage står til gengæld, at Michael Moritzen i dag er en brandgod skuespiller, som vi børe se og høre mere til.
Gæstespil på Teatret ved Sorte Hest til og med 19.3. 2022.
MEDVIRKENDE
Instruktør: Lene Vasegaard
Dramatiker: Tim Crouch
Oversættelse: Michael Moritzen
Skræddersal: Mikael Jensen
Fotograf: Bjarne Stæhr
Producent: Scene 42
Teaterforlag: Colombine Teaterförlag
PR og studiemateriale: Ida Marie Fich
www.sortehest.dk