Matilda, the musical – på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Matilda, the musical – familiemusicalen på Det Kongelige Teater beskriver en tid, hvor den sorte skole herskede, og onde forældre pinte deres børn.

Flot show over en meget sørgelig historie om en lille pige med masser af superkræfter, men ENSOM og isoleret i det forkerte miljø.

Selvfølgelig er det et handikap, når man som jeg ikke hører til den generation, der er flasket op med Roald Dahls børnebøger, som blev skrevet i 1960-erne og 1970-erne. Men sådan ligger landet, så det er med ganske nøgterne øjne, at jeg oplever både ”Charlie og Chokoladefabrikken”, der gik på Aarhus Teater sidste år og snart rammer København i Østre Gasværk og nu ”Matilda, th musical”, som Det Kongelige Teater spiller  – og sandelig på Gamle Scene. Men man skal vist ikke være forarget over, at Det Kongelige Teater i den grad for tiden gør det udi musikforestillinger (og altså ikke opera). Det er et politisk krav, og teaterchefen, Kasper Holten makker mere end ret.

RSC

”Matilda” havde i øvrigt urpremiere på Royal Shakespeare Company i Stratford upon Aven, så det er altså guldrandet teater, vi har med at gøre. Musicalen opnåede i åbningssæsonen i 2010 7 priser i England, og der var begejstring, da showet indtog Broadway i 2013.  Det siger noget, men mon ikke det også skyldes, at det er vaskeægte engelsk/amerikansk showbiz bygget på en historie, som vel også ligger lidt væk fra os nordboere, selv om forfatteren har norske aner.  I øvrigt er første replik i “Matilda” direkte citeret fra Charles Dickens ”To Byer”: ”Det var den bedste tid. Det var den værste tid. Det var visdommens århundrede, det var ….”.

Historien

Det ”guldrandede” kan ellers være svært at se og høre i begyndelsen af den tre timer lange forestilling(!). Men som anden akt træder frem, kommer der mere styr på historien, der ender lykkeligt, sådan da. Den lille, kloge Matilda har nogle snotdumme forældre, der ikke forstår, at hun læser bøger i stedet for at se TV. Forældrene forandrer sig ikke, men lille Matilda kommer til at leve med ligesindede, den søde lærerinde og den menneskelige biblioteksdame, og så er vi vist tilbage i et Dickens-miljø.

Den danske produktion

Denne danske produktion er en co-produktion med Malmø Operaen. Elisabeth Linton, den nye operachef i København, har været instruktør på begge produktioner med Palle Steen Christensen som scenograf, Astrid Lynge Ottosen som kostumedesigner samt Ulrik Gad som lysdesigner. Flot ser det ud, selv om det hele vel er lidt pappet med bogstakke i hvidt og beige overalt, og bænke, der kan skubbes rundt, samt små lokaliteter, som foldes ud som pop-up-bøger.

Showet fungerer velsmurt med underholdende skuespillere, veltrimmede dansere hentet udefra og så en hær af velfungerende børn i alderen måske 8-12 år. Det er vel også kunsten at finde så mange velafrettede og talentfulde børn, for der er flere end lille Matilda, der skal agere. Og da jeg overværede Matilda, den anden spilledag, – var de små meget professionelle og næsten nuttede. Det må have kostet af arbejdsindsats.  Programmet fortæller da også, at man ligefrem har haft matildaskole i månedsvis for at afpudse de små, så de både kunne synge, danse og sige replikker.

Da “Matilda the musical”  blev undfanget , var det en bestillingsopgave. Derfor er både tekst og musik faktisk effektive på den glatte, professionelle måde, men jeg kan ikke genkalde mig tonerne.

Typecastingen er lige i skabet

Der er masser af snak i forestillingen, og med de indforskrevne skuespillere fungerer det flot, og alle er typecastet på kornet.

Annette Heick, der snart har prøvet det meste, spiller og danser indlevet den usympatiske blondinemor, der her i musicalen er til standarddans og en latin-loverboy, flot vrikkende af den professionelle danser Morten Kjeldgaard.

Bilforhandlermanden i mokkasiner og grønt hår spilles også dansende let af Rasmus Botoft, der faktisk trådte sine ungdomssko på Det Kongelige Teater, før Rytteriet brød igennem.

Mads Rømer Brolin-Tani har den krævende rolle som den onde, onde kvindelige rektor med lægget nederdel, slips og jakke og godt polstret ud til for og bag. Han har nogle svære numre og må bl.a. nærmest gå i spagat oppe i luften. Imponerende. Et monster af en lærerinde, men faktisk i det ydre meget lig flere af mine gamle lærerinder på pigeskolen. Men de slog ikke og var vist holdt op med at hive i ørerne, og nogle var ligefrem søde. Men slips havde de og nederdele til jorden.

Som de sympatiske og kulturelle sjæle i Matildas lille verden spiller Ulla Henningsen smukt den varme bibliotekar, som har let til tårer. Amalie Dollerup viser et rent og uskyldigt portræt af den søde lærerinde og synger flot. Og så kan man høre, hvad hun siger.  Ærgerligt, at der ikke var en sang til Ulla Henningsens gode stemme.

Matilda-pigen var upåklagelig med armene i vejret og benene godt plantet i gulvet. Flot spillet af Mia Ellen Kjær. Helt utroligt. I alt er der tre hold børnestjerner, og de er sikkert lige dygtige alle sammen. Bare de også i privatlivet når at få en barndom, siger jeg. For personligt er jeg imod børn på en scene, fordi det kan være usundt i det lange løb. Men sådan er det altså med ”Matilda”, for man kunne næppe lade en voksen spille hende, da hun skal være en kloge-Åge, lille pige, der starter i første klasse!

Rent sangligt var forestillingen ikke så interessant, men showet kørte afsted, og sådan må det vel være, når vor nationalscene skal leve op til alle de krav, der stilles af regering og folketingets kulturudvalg.

Overflod

“Matilda” er et værk kreeret til et overflodssamfund, hvor man gerne vil have børn til at gå i teatret. Derfor er denne forestilling som skabt til, at bedsteforældre køber de ganske dyre teaterbilletter og inviterer små poder i teatret, så de kan opleve et rigtigt show, hvor der midt i en gymnastiktime brydes ud i dans og sang. Men er det egentlig teaterkunst?

Det kan synes mærkeligt, at man her i denne produktion har råd til så mange skuespillere, dansere, børn for ikke at nævne et velfungerende orkester, når flere skuespil ofte barberes ned til kun at have få medvirkende. Men ikke her. I ”Matilda” er der fuld skrue på. Skuespillerforbundet m.fl. må være salige, det er en ren jobbank.

Konklusion: Flot show for børn og voksne med stærke nerver.  

www.kulturkupeen.dk

Forfatter: Roald Dahl

Manuskript: Dennis Kelly

Musik og sangtekster: Tim Minchin

Orkestrering og ekstra musik: Chris Nightingale

Iscenesættelse: Elisabeth Linton

Scenografi og videodesign: Palle Steen Christensen

Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen

Lysdesign: Ulrik Gad

Lyddesign: Avgoustos Psillas

Koreografi: Miles Hoare

Musikalsk ansvarlig: Joakim Hallin

Kapelmester: Johan Bergman

Oversættelse: Marie Degener Troelsen

Annette Heick/ Fru Wormwood

Rasmus Botoft/ Hr. Wormwood

Jeff Schjerlund/ Michael Wormwood

Ulla Henningsen/ Frøken Phelps

Amalie Dollerup/ Frøken Honey

Mads Rømer Brolin-Tani/ Rektor Agatha Trunchbull

Morten Kjeldgaard/ Rudolpho

Joachim Knop/ Udbryderkongen / rektor Agatha Trunchbull,

Dansere, børn og orkester

www.kglteater.dk