∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Lazarus David Bowie musical på Det Kongelige Teater.
Så genåbnede også Skuespilhusets store scene.
Med to års forsinkelse får David Bowie-musicalen ”Lazarus” endelig københavnerpremiere. Forestillingen er et samarbejde med Aarhus Teater, hvor den spektakulære musical fra 2015 høstede en stor og velfortjent succes i efteråret 2019. Både iscenesættelsen og ensemblet, der var de faste skuespillere fra Aarhus Teater, imponerende dengang.
Københavnerversion er pæn og nydelig, men kommer slet ikke op at svinge, desværre. Forestillingen synes lidt utilpasset og fremmedgjort i Skuespilhuset.
Ikonet David Bowie
David Bowie et ikon og fænomen inden for flere populærmusikalske genrer og svær at sætte i bås. I dag, 5 år efter hans død kort tid efter premieren på ”Lazarus”, er hans flirten med det androgyne og udflydende kønsgræns mere aktuel end nogen sinde. Englænderen David Bowie var på flere måder en frontløber.
Det mærkes nu ikke så meget på ”Lazarus”, som i øvrigt blev skrevet sammen med forfatteren Enda Walsh. For ”Lazarus”, i denne version af instruktøren Heinrich Christensen, passer mere ind i genren ”Teaterkoncert”, selv om der er en sammenhængende, men egentlig uinteressant forsat fortælling hentet fra romanen og filmen” The man who fell to Eath” af Walter Tevis.
For ikke at gentage mig selv citerer jeg lid fra min anmeldelse i 2019:
Aarhus versionen 2019
Da det britiske pop-ikon David Bowie døde i foråret 2016 var der sorg blandt midaldrende musikelskere i store dele af den etablerede, vestlige verden. Selv den britiske forhenværende premierminister David Cameron skrev mindeord.
Kort tid før, i slutningen af 2015, havde Bowies første og eneste musical premiere: ”Lazarus”, med gamle og nye numre.
Med instruktøren Heinrich Christensen, scenograf Christian Albrechtsen og lysdesigner Mathias Hersland har Aarhus-versionen valgt sit eget, lidt abstrakte, farvemættede, udtryk. Det er fascinerende og overrumplende hvordan billederne skifter takket været det evigt roterende lysdesign, mens sætstykker hejses ned fra loftet, og spillere går den modsatte vej: mod himlen og tilbage til jorden. Farver og også former ligger i smuk forlængelse af de seneste årtiers musikteater med behørig buk for Robert Wilson og vore hjemlige feminister i bl.a. ”Sort Samvittighed”. Også nycirkus-elementer blandes i, men det hele går op i en højere, selvstændig, ikkeplagierende enhed, mens musikken og skuespillerne jager det sande og rene.
Det visuelle er tindrende flot. Et imponerende teamwork må stå bag, og Aarhus Teater har vist haft gode sponsorer, der har hjulpet til med super ny teknik. Wow.
Problemet er historien. Og det er der åbenbart ikke noget at gøre ved. Bowie valgte jo selv at tage denne gamle film, han selv havde medvirket i, som forlæg. En mand stiger ned på jorden for at gøre gode gerninger, (Som Strindbergs Indras datter i ”Et Drømmespil” – og musen i ”Mød mig på Cassiopeia”), men han bliver opslugt af verdens dårligdomme, druk og trivialunderholdning. Med den blå ginflaske klistret til hånden kæmper han sig igennem. Han er god, det onde mødes hos personen Valentine, som er en mefistofigur, med horn i panden, og hele tiden ude på at gøre handler. Der er mange lag – og besynderligheder igennem hele forestillingen. Tre kvinder, som Shakespeares hekse i Macbeth, i udstyr som hos ”Sort samvittighed”, med blondinerottehaler og læbestiften tværet ud, er sjove og driver handlingen frem, men til hvilken nytte?
Sangene er på engelsk, mens de mange talescener er på dansk.
Mange af Bowies sange er med, bl.a. ”Changes”, ”Heroes”, ”This Is Not America”, ”Life on Mars” og svanesangen ”Lazarus”.
Lazarus og Bibelen
For bibelkyndige er der nok at tage fat på. To steder optræder en Lazarus: henholdsvis i Johannesevangeliet, hvor Lazarus genopvækkes af Jesus efter at have været død i fire døgn. I Lukasevangeliet er Lazarus en fattig mand, som ved sin død af engle bliver båret til Abrahams skød, hvorimod den rige mand får et usselt efterliv.
København 2022
Tiden er gået siden 2019 og premieren i Aarhus. Vi har alle været igennem et par år med mærkelige afsavn. Derfor fortjener Det Kongelige Teater ros for at gennemføre projektet.
Men havde det været under normale omstændigheder, ville jeg nok ikke være så venlig i omtalen. For denne ”Lazarus”, der vises her i januar 2022, har mistet sin glans og aura. Det kan skyldes flere faktorer. Det er en genopsætning, noget, som jeg ellers går ind for. Skuespilhusets store scene er tilsyneladende ret umuligt at skabe en fortættet stemning på. Scenen er for bred, der forekommer et uheldigt ekkorum, og man ser ud i sidekulisserne fra mindst halvdelen af alle pladser. Derfor fungerer den oprindelig komplekse og spektakulære scenografi, og ikke mindst lysdesign af makkerparret Christian Albrechtsen og Mathias Hersland, slet ikke optimalt. Til gengæld er skuespillerne tæt på publikum i denne forestilling, men det er også krævende og fordrer et koncentreret nærvær og en evne til at komme ud over den usynlige rampe.
Ensemblet er slet ikke sammenfaldende med dem, der havde rollerne i Aarhus. Om det hele tiden har været meningen, ved jeg ikke. Men 90 procent er skiftet ud. Kun tre af de unge piger samt kapelmesteren er tilbage.
Ensemblet i København
Med Laus Høibye som hovedfiguren Newton bliver der lukket af for alle følelser. Selv om han normalt er en fremragende sanger, er der her ikke så meget tryk på. Det bliver noget introvert. Sådan er figuren måske også tænkt, denne gindrikkende næsten-døde, afdankede popsanger, der kæmper mod sine dæmoner. Men det går ikke, at vi slet ikke gribes. For historien er såmænd grum og trist, og i teatret vil vi gerne rives med, hvis det altså ikke lige er Brecht eller en anden pedant, der er sat på programmet.
De andre skuespillere slider i det. Isa Marie Henningsen som dublerer, har en god stemme som sekretæren Elly, mens det troværdige i figuren ellers er svær at hitte. Også Kristian Rossen, der tager sig af djævelen Valentine synger flot og ligeså den altid nærværende Bjørn Fjæstad. Men det bliver aldrig til samspil. Det klarer til gengæld den altid overskudsramte Pelle Emil Hebsgaard, der kun har en lille rolle. Den skuespiller kan det meste og har nærvær.
Altså en lidt blandet oplevelse med ”Lazarus”, men forestillingen har været oppe imod to års evig kamp mod coronaen, og hvem kan gennemleve det uden skrammer. Derfor kan det være, at forestillingen falder i hak, og måske skal der også skrues lidt op for lyden, så vi mærker intensiteten.
Efterskrift: Havde det være i almindelige tider, vil jeg nok have rejst spørgsmålet, om ikke Det Kongelige Teater skulle lade andre teatre tage sig af musicals og teaterkoncerter. Jeg ved godt, at der politisk er givet grønt lys til teatret om et bredt og folkeligt repertoire, men der er bare så mange teatre og spillesteder i Storkøbenhavn, hvor en forestilling som “Lazarus” ville være mere velegnet og måske også løst på en mere organisk måde.
Dramatiker og komponist: David Bowie
Dramatiker: Enda Walsh
Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Scenografi og kostumer: Christian Albrechtsen
Original orkestrering og arrangement: Henry Hey
Lysdesign: Mathias Hersland
Kapelmester: Søren Graversen
Koreografi: Rebekka Lund
Medv:
Laus Høybye / Newton
(Johanne Louise Schmidt / Elly)
Kristian Rossen / Valentine
(Sofie Topp-Duus / Girl )
Pelle Emil Hebsgaard / Ben
Mads Knarreborg / Zach
Bjørn Fjæstad / Michael
Anne Sofie Espersen / Maemi
Malin Rømer Brolin-Tani / Teenagegirl 1 /
Kristine Marie Brendstrup / Teenagegirl 2
Isa Marie Henningsen / Teenagegirl 3 / Elly
Mads Hjulmand / Understudy
Matilde Zeuner / Understudy
…
www.kglteater.dk