Den Kaukasiske Kridtcirkel på Republique.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Den Kaukasiske Kridtcirkel på Republique.

Første teaterbesøg efter endnu en nedlukning. Med forventninger helt oppe i skyerne gik jeg  i den gamle kanonhal på Østerbro til “Den Kaukasiske Kridtcirkel”, som i den grad har været offer for corona-nedlukninger.

Brechts ”Den Kaukasiske Kridtcirkel” står og falder med Grusche. Med Fanny Louise Bernth i rollen som den fattige, opofrende og snusfornuftig Grusche er forestillingen på Republique langt hen ad vejen ”reddet”. For Fanny Louise Bernth står fast og spiller smukt og redeligt igennem hele halløjet uden dumme teatergebærder. Endnu en triumf i Fanny Louise Bernths korte skuespillerkarriere.

Med Anja Behrens som instruktør skal jeg ikke gå i rette med fortolkningen. For hun ved afgjort bedre  og mere om Brecht, end jeg gør. For jeg har aldrig været brechtianer, heller ikke i 1970erne, hvor alle mine medstuderende vist var det. Men jeg kan nu ikke lade være med at savne teaterpolitiet. I 1980erne var det endnu ”forbudt” at lave alt for meget om i Brechts tekster m.m. Det sørgede datteren og svigersønnen for via deres agenter.

Men her hos den tyskfødte instruktør Anja Behrens og dramaturgen Karen-Maria Bille er der skåret godt ind til benet i historierne og teksten, og det er kun i nogle få momenter, at Brechts enestående  evne til at indlægge kulde og varme parallelt i scener og personerne får lov at titte frem. Det er de små scener imellem Grusche og hendes soldat, spillet af en meget præcis Anton Hjejle. Her bliver man varm om hjertet, for i næste sekund at tænke koldt. Og det var, hvad Brecht ville have publikum til. Vi må ikke lulle os ind i underholdningens svøbe, men standse op, tænke, reflektere og måske gå ud i verden og udrette noget.

Skuespillerne agerer, som var de med i Ubu Roi, Alfred Jarrys absurde spil fra 1896. Men det er jo fremragende skuespillere, som desværre skal hive dramaskolemanererne frem: dygtige Tina Gylling Mortensen, der endnu engang må kæmpe i en rolle med råb, skrig og kasten sig på gulvet, Benjamin Kitter, der kan karikere alt, hvad det skal være, mens Camilla Lou ikke helt magter de hurtige og stramme stemningsskift.

Kridtcirklen er ikke naturalisme, men et lærestykke, der skal vise os om livets uretfærdigheder, men også om at det gode kan sejre, i hvert fald i de små situationer. For hvem ”ejer” barnet: hende, der uden egoisme på bedste vis har taget den efterladte dreng til sig og passet og plejet ham – eller kvinden, der fødte drengen, men glemte ham i sin iver efter at pakke kufferter med store rober. Loven siger en ting, mens fornuften og hjertet mener noget helt andet.

Problemet i den tyske instruktør Anja Behrens’ iscenesættelse og iscenesættelser generelt er ikke mindst det visuelle og så den evige hang til det kropslige. Hvorfor skal Grusche være nøgen i flere minutter med strømpebukserne nede om haserne – når alt andet er ”teater”? Så behøves denne naturlighed slet ikke at snige sig ind, hvis det ikke er, fordi instruktøren har andre og ukendte dagsordener.

I Behrens’ visuelt smukke og stramme opsætning af ”Ordet” forrige sæson på Aarhus Teater var der også en overflødig nøgenhed indlagt, men heldigvis overdøvet af en visuel underskøn ramme skabt af scenografen David Gehrt.  Dette sammenstød imellem grimt og smukt kunne den begavede og som oftest suveræne scenograf Karin Betz sagtens have skabt til ”Den kaukasiske Kridtcirkel”. Men hun er tilsyneladende blev ført på vildveje og har i stedet kreeret  kostumer inspireret af japansk Butoh dans, men uden at bruge parallellen i øvrigt, for dertil kræves tillige en både koreografisk og musikalsk side.

Men ser man bort fra det visuelle og beskæringerne er der tilbage en kort og uhyggelig historie om krigens rædsler og menneskelig griskhed. Den går aldrig af mode og er tilsyneladende så bundfældet i menneskeheden, at vi gang på gang kan tage historien frem og blive ramt af den.

Bertolt Brecht sad i eksil i USA i 1940erne, Anden Verdenskrig var ikke overstået, og han skrev ”Den Kaukasiske Kridtcirkel” hen over en kinesisk fortælling. Det var rigtigt set også at lægge historien i eksotiske rammer, i et bjergområde i et russisk grænseområde. Og mon ikke Brecht har villet have, at vi som publikum gerne måtte føle blandingen af eksotisme og genkendelighed?

Oprindelig skrev Dessau musik  til Kridtcirklen. Hans navn står på creditlisten, men det var svært at finde tonerne i opsætningen.

Teater Republique er lige nu et af de ”moderigtige” teatre i Danmark. Det er helt fint, men for min skyld må teater godt udspringe af hjertets nødvendighed og ikke partout passe ind i en for tiden chic æstetisk ramme. Dertil er både de klassiske tekster og skuespillerne faktisk for gode.

Tekst / Bertolt Brecht

Instruktion / Anja Behrens

Scenografi og kostumer / Karin Betz

Bearbejdelse /  Karen-Maria Bille og Anja Behrens

Oversættelse / Carl Nyholm

Medvirkende /

Fanny Louise Bernth, Tina Gylling Mortensen, Benjamin Kitter, Anton Hjejle, Camilla Lau, Casper Højslet Lunøe / Adrian Bundgaard

 

Plus 25 yderligere navngivne personer back stage.

www.osterbroteater.dk