Menu Luk

Hvem bliver årets nye dramatikertalent?

 

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Hvem bliver årets nye dramatikertalent?

Online kåres årets nye dramatikertalent af Teater V og Vendsyssel Teater.

Det sker på søndag d. 9.1. 2022 kl.12-18.15. Vi kan alle være med, hvis vi altså køber en billet til kr. 40,- (se link nedenfor).  

Riget fattes ikke dramatikere, men riget fattes gode dramatikere. Det tør jeg godt sige højt efter at have set, hørt og analyseret en hel del debutstykker i de seneste år for kulturkupeen.dk og såmænd i de seneste årtier for DR og via dramaturgiatet i Radioteatret.

Det er ikke spor nemt at skrive dramatik. Der hænger ikke en Kjeld Abell eller en Lars Norén på hvert et gadehjørne – endsige på hver en årgang fra dramatikeruddannelsen i Aarhus. Desværre.

Til gengæld er der mange, der håber på at blive opdaget, at få deres ord sat på scenen.  I det seneste år har det primært været monologer, som nye dramatikerspirer er rystet op med, og nogle gange ”monologdialoger”. Dvs. personerne på scenen er ikke i stand til (eller dramatikeren evner ikke) at gennemføre en dialog. Det kan være ret kedsommeligt at se flere personer på en scene stå og tale ud i luften. Derfor hilser jeg denne jagt på nye dramatikertalenter meget velkommen.

For det er al ære værd, at Teater V i flere år har systematiseret jagten på nye talenter, så det ikke kun har været muligt at komme frem, såfremt man kendte nogen, der kendte nogen.

I øvrigt er markedet også blevet vanskeligere, efter at DR for få år siden myrdede det gamle Radioteatret – siden Radio Drama. Her var en god og vigtig måde at afprøve kommende talenter på – uden de helt vilde omkostninger, og der skulle i øvrigt heller ikke sælges billetter.

I år er det meste som bekendt anderledes. Teatrene er lukkede, coronaen lurer overalt, og det er også nyt, at Teater V er gået i kompagniskab med Vendsyssel Teater. En brilliant idé.

Der er blevet arbejdet i kulisserne på de to teatre med en jury bestående af :

Teaterinstruktør Anders Lundorph, (forperson), scenograf Rikke Juellund, skuespiller Marie-Lydie Melono Nokouda, dramatiker Simone Isabel Nørgaard, skuespiller Jørgen Bing, kunstnerisk leder af Danskdansk, samt instruktør og manuskriptforfatter Sandra Yi Sencindiver og dramaturg på Vendsyssel  Teater Ditte Bladt-Hansen.

Juryen har efter ukendte kriterier udvalgt tre finalister:

Tor Lind med manuskriptet: ANNE FRANKENSTEIN

Sandra Mahmoud Lindquist med manuskriptet: OPRAH WINFREY HAR ALT, MEN INGEN BØRN

Henriette Katrine Lund med manuskriptet: AFBRUDT SAMLIV

 

Selv skriver teatrene følgende om konkurrencen og afslutningen søndag  d.9.1.2022 kl.12.

Mens teatrene endnu engang står tomme, holder Vendsyssel Teater og Teater V fast i at afholde
den planlagte manuskriptkonkurrence Dramatisk Debut 2022 d. 9. januar. Finalen skulle have
fundet sted i begge ender af landet, men bliver nu online. Meget er anderledes, men én ting har
ikke ændret sig: De 130.000 kr. til debuterende talenter skal uddeles!
Selvom Dramatisk Debut kommer til at være online, er konceptet det samme: Professionelle skuespillere opfører læsninger af de tre manuskripter live for publikum, og der findes en vinder og
uddeles en publikumspris, en 2. og en 3. plads med en samlet pengesum på 130.000 kr.


Konkurrencens førstepræmie er 100.000 kr. samt en professionel produktion af den forestilling, som vinderen har skrevet – med professionel debut på Vendsyssel Teater og herefter en spilleperiode på Teater V. Derudover er der både en anden- og en tredjepræmie at hente på hhv. 10.000 og 5.000 kr.,
samt en publikumspris på 15.000 kr.

Så har man mod på at se og være med til at vælge publikumsfavoritten, er der ikke andet at gøre end bestille billet, så sendes link  til den direkte streaming.  Og lad os håbe, at der i år dukker et nyt,  stort talent op – en person, der kan skrive dialog og fange vores opmærksomhed.

Tak til teater V og Vendsyssel Teater for initiativet. Vi venter spændt.

Der er et begrænset antal billetter(?) . Billetter a 40 kr kan købes via teatrene hjemmesider, hvor der kan læses mere om teatrenes introduktion til søndagens konkurrence.

https://vendsyssel-teater.dk

https://www.teater-v.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *