∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Marie Gudme Leth – en pioner i dansk stoftryk. Ny bog.
Årets smukkeste bogudgivelse, uden sammenligning. Formatet er stort og velproportioneret, og indbindingen er underskøn i lærred med påtrykt mønster med grønne blade og sjove høns. Bogen signalerer 100 %, hvad den handler om: Stoftryk! Stor ros til både forfatteren, museumsinspektør Kirsten Toftegaard og forlaget Strandberg Publishing. Her er den ultimative forening af indhold og udtryk.
Det er vigtigt, når emnet er stoftryk, og ikke bare almindeligt tryk på stof, men portrætteringen af en ener i dansk kunsthåndværk: Marie Gudme Leth (1895 – 1997).
Stoftryk er ikke lige det, som i brede kredse er in for tiden, men det er på vej tilbage og vil snart erobre de hvide og grå stuer, som findes i hobetal ude i de små, danske hjem. Men stoftryk på gardiner og møbler var på mode hos de velbjergede, hvis vi går nogle årtier tilbage, til mellemkrigstiden og de optimistiske 1950erne. I bogstavelig forstand blomstrede ikke kun stoftryk, men dansk design, og Marie Gudme Leth var en vigtig person.
For mig er det et nyt og behageligt bekendtskab, men hendes kunstneriske indsats har adskillige gange været vist på udstillinger, og hun blev fra et tidligt tidspunkt bemærket og hædret. Efter sin død er hun kommet i Brian Mikkelsens Kulturkanon.
Det tidligere Kunstindustrimuseet har erhvervet eksempler på hendes kunsthåndværk, senest i 1990 og igen i 1999 som donation, hvor museet modtog lange stofbaner og mindre eksempler på hendes kunnen og produktion. Dermed ligger Designmuseum Danmark i dag inde med det meste af Gudmes produktion. Denne samling har vist vejen for museumsinspektør Kirsten Toftegaards bog, som er en næsten arkæologisk udredning af den danske kunsthåndværkers aktiviteter. Det er en ultimativ beskrivelse med noter, værkfortegnelse, tidstavle m.m. Men teksten er nok primært henvendt til fagfolk.
En viljestærk kvinde
Det er imponerende med hvilken kraft denne kvindelige kunsthåndværker arbejdede målrettet for at perfektionere det, hun tidligt valgte som sin livsopgave: stoftrykket.
Hun blev født i 1895 i Aarhus som Marie Cristine de Hemmer Gudme. Hun drog til København som voksen og uddannede sig inden for dekorationsfaget på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder i 1919 og modtog efterfølgende også undervisning på Kunstakademiet. Et flerårigt ophold hos søsteren i Indien fra 1921-24 gav ekstra viden og interesse for batikteknikken. Hjemme i Danmark arbejder hun videre og deltog allerede i 1920erne i udstillinger. Fra 1931 underviste hun på den nyoprettede Kunsthåndværkerskolen.
I alt 135 forskellige stofmønstre har forfatteren kendskab til. Bogen går mere eller mindre kronologisk frem – mens registret med alle mønstrene er ordnet alfabetisk efter titel. Der er tilsyneladende ikke stofmønstre fra 1920erne. Men fra 1930erne og fremefter kan man fornemme den markante udvikling fra en overraskende glad og frodigt fabulerende fortællelyst om planter og genkendelige dyr og figurer – frem til 1950ernes stramme og ganske geometriske mønstre. Var det en indre drift mod noget afklaret? Eller var Marie Gudme Leth blot en dygtig håndværker, der fulgte tidens trend? Vi får ikke helt svaret.
Udviklingen kan godt genskabes rent visuelt, hvis man bladrer og bladrer i bogen og derved ser, hvordan Marie Gudme Leth under Anden Verdenskrig fortsætter sin muntre fabulerende stil, men nu ofte med genkendelige motiver fra dansk kultur: Mønstrene ”København” fra 1941 , ”Duer” – (1943), ”Engle på Skyer” (1941), “Ungkarlens Frokost” (1941) og ”Venskab og troskab” (1943).
Et særligt kapitel om begrebet ”Livets træ” giver et interessant indblik i Gudme Leths stil i forhold til et klassisk indisk forbillede. Gudme Leth er her med mønstret “Træmønster” fra 1937 stilfærdig i sit farvevalg med en fortløbende midterplaceret, bugtende træstamme med grafiske blade og charmerende, halvstore fugle. Kun grønne og brune farver på beige baggrund er valgt. Derimod sprudler det med røde frugter hos både det klassiske 1700-tals indiske tæppe og hos Josef Frank, den østrigske arkitekt, som leverede til firmaet Svensk Tenn. Hans mønster er dog fra 1943. Josef Franks mønstre er i øvrigt igen i produktion og er blevet moderne hos de mest hippe indretningsfolk i Vesteuropa og USA.
Gudme Leth var lige fra starten en succes, og hendes mønstre, der først fra slutningen af 1930erne blev produceret på hendes eget værksted, blev solgt til de fineste danske indretningsbutikker: Magasin BO, der siden blev til Illums Bolighus, den Permanente, Selskabet til Håndarbejdets Fremme, Magasin du Nord og butikker i provinsen. Oveni var der eksporten. Det udenlandske marked kunne lide Gudme Leths mønstre. I 1939 på Verdensudstillingen i New York modtog hun guldmedalje.
Marie Gudme Leth må have været en meget foretagsom kvinde med både fagpolitiske gøremål og en vis forretningssans, således var hun med til at grundlægge virksomheden Dansk Kattuntrykkeri. Men allerede i 1940 måtte hun dog efter en retssag bryde med firmaet, men fik siden eget værksted igen.
Bogen går i dybden flere steder med de teknikker og farvesætninger, som Gudme Leth benyttede. Men det står mindre klart, hvorfra inspirationen kom, og hvor tæt Gudme Leths mønstre lå på ikke mindst udenlandske kolleger, bl.a. Josef Frank og den meget ældre Morris.
Arkitekten Arne Jacobsen får et lille hak af forfatteren for sine designevner. Men Jacobsen var jøde og flygtede til Sverige i 1943 med sin hustru nr. to og måtte under landflygtigheden “nøjes” med at ernære sig ved at tegne mønstre til stoftryk – sammen med sin kone. Jacobsen var lige som Gudme Leth stærkt interesseret i blomster og natur. Derfor lå det lige for at skabe blomstermotiver.
I dag
Bogen er en imponerende bedrift og vil være KATALOGET over en af de fineste kunsthåndværkere i det 20. århundrede. Bogen lefler ikke for læseren. Derfor kunne et par opsummerende kapitler, som var mindre nøjeregnende og registrerende, have været gode at læse. Forfatteren burde måske også oplyse, hvorvidt nogle af mønstrene i dag nyproduceres eller der er ophavsretslige problemer.
Bogen havde fortjent en udstilling, men Designmuseum Danmark er jo lukket for tiden, og i øvrigt var der en udstilling i 2016, vil museumsfolket måske sige.
Men forbrugermæssigt havde det været sjovt at komme tættere på de mange stofbaner, som Designmuseet ligger inde med. Nu nøjes vi med at se os mætte på de store bogsider.
www.strandbergpublishing.dk