Menu Luk

Familien Jul og Nissehotellet

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Julefilm for hele familien..

Det er ikke så tit, at vi ser danske film om nisser. Der er ligesom en tradition for, at nisser snarere hører til i TV’s julekalender univers. Filmserien om Familien Jul er en undtagelse. Familien Jul og Nissehotellet er den tredje film i serien. De to foregående Familien jul har en nisse i skjul(2014) og Familien Jul-i nissernes land (2016) blev begge publikums succeser.

I Familien Jul og Nissehotellet er Hugo(Pelle Krusbæk) nu blevet 12 år. Han bliver mobbet af skolekammeraterne, fordi han stadig tror på nisser. Så meget, at han selv kommer i tvivl om, de virkelig eksisterer. Han beslutter derfor, at det er på tide at lægge sin barnetro bag sig.

Foto: SF Studios

Hugos farbror har købt et gammelt hotel i provinsen, og i år skal familien Jul holde jul der. Hugos forældre opfordrer ham til at tage derover et par dage før resten af familien. Snart opdager Hugo, at der rent faktisk bor nisser på det gamle hotel. Han møder nissepigen Sne, som passer sine søskende, babyen Minili og hendes 220 år gamle bror dovenlarsen Dvaski. Nisser bliver som bekendt meget gamle. Sne vil gerne hjem til nisseland, men har ikke lært at trylle endnu. Hvor mon nøglen til rensdyrenes magiske seletøj befinder sig? Og hvordan er det lige, at hun kan få rensdyrene til at flyve? Måske kan Hugo, med sin erfaring med nisser hjælpe hende på vej?

Familien Jul og Nissehotellet er, som de to tidligere Familien Jul film, både sjov og underholdende. Pelle Krusbæk, som også har spillet Hugo i de tidligere film, er i dag 15 år og måske nok lidt for gammel til rollen, men han gør de godt. Man fornemmer, at han føler sig rigtigt godt tilpas i dette univers.

Foto: SF Studios

Kombinationen af virkelige og digitaliserede billeder fungerer også. På trods af, at der sker meget i filmen, er tempoet i forhold til mange andre børnefilm, ikke mindst tegnefilm roligt.

Overordnet fungere filmen således rigtigt godt. Den er sjov og charmerende og skal som sine forgængere nok også blive en publikums succes. Og så er det altså ret hyggeligt at besøge provinsen ved juletid.

Foto: SF Studios

Filmen er instrueret af Carsten Rudolf, der også har skrevet filmens manuskriptet. Han har en lang karriere bag sig som ideudvikler og forfatter til tv-serier som DR´s Nicolai og Julie, TV2`s Anna Pihl og TV3´s 2900 Happiness.

Familien Jul og Nissehotellet følger mønsteret på den traditionelle julefilm med nisser, rensdyr, julemarked og iørefaldende julemusik.  Alt i alt en fin børnefilm her op til den tilstundende højtid.

Trailer: SF Studios

Instruktør: Carsten Rudolf

Varighed: 91 min.

Censur: Frarådes børn under 7 år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *