∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Stormfulde højder II på Odense Teater. Romantisk teaterføljeton.
En sjov idé er allerede halvvejs ved mål. Odense Teaters føljetonforestilling med den engelske tåreperser ”Stormfulde Højder” spilles over tre aftener, men ikke lige efter hinanden. Det er som fload-TV i gamle dage, da man måtte vente en uge eller mere på det følgende afsnit.
Klogeligt nok er valgt en sentimental og detaljerig fortælling fra England: Stormfulde Højder, skrevet i 1847 af Emily Brontë. Her er jeg langt fra på hjemmebane, men det gik fint at hoppe ind i anden del.
Historien handler om kærlighed: Ulykkelig kærlighed, uopnåelig kærlighed og forbudt kærlighed. Og selvfølgelig klasseskel og penge. Følelserne er i kog, og galskaben sniger sig frem hos alle, når livet ikke makker ret.
Forestillingen er underskøn at skue, det er virkelig lykkedes at skabe en mærkelig blanding af inde og uderum via projektioner, der åbenbarer gobeliner og romantisk have. Som inventar er det lille rum fyldt med sjove forkrøblede jugendornamenter. Kjolerne og kostumer peger tilbage i det 19. århundrede. Flot gået af scenografen Peter De Neergaard og kostumedesigneren Lauréline Gormsen Démonet.
For instruktion og bearbejdning står Vibeke Wrede, der har smurt tykt på samtidig med at ensemblet spiller flot sammen.
Der råbes og skriges i det lille rum, men på mærkværdig vis lykkes det alle skuespillerne at honorere kravene. De er faktisk alle fremragende, men jeg er lidt luren ved den kraftige volumen. At hele ensemblet kan tale og artikulere, som var de hoppet ud af det engelske aristokrati, er lidt af et særsyn og langtfra hverdag på en dansk scene for tiden.
Så al mulig ros til Odense Teater, der med ny direktør prøver anderledes kræfter og langt hen ad vejen lykkes med det. Men der må gerne være flere informationer om forfatter m.m. i det gratis program. Her til ”Stormfulde højder” er der trykt et nærmest uforståeligt resumé. Det går altså ikke for en landsdelsscene. Alle detaljer skal være i orden.
Føljetonteater i Odense er en god idé og et anderledes bud. Men der er langt og dyrt at tage til Odense fra hovedstaden. Jeg overnattede i Kerteminde, for der er så smukt og ikke så dyrt som i Odense.
Hvis teatret vil fortsætte med serieteater, som vist allerede har vist sig at være en succes, kun man måske prøve kræfter med Alan Ayckbourn, den britiske dramatiker, som alle boulevardteatre og Det Kongelige Teater elskede at spille i 1980erne. Tiderne og sæderne skifter, så prøv Ayckbourns moderne menneskers kvababbelser næste gang, men husk at introducere dramatikeren/forfatteren.
Tredje del følger snart – og jeg er sikker på, at alle kan hoppe med og forstå handlingen.
Frit efter romanen af
EMILY BRONTË
Manuskript og iscenesættelse
VIBEKE WREDE
Scenografi
PETER DE NEERGAARD
Kostumer
LAURÉLINE GORMSEN DÉMONET
Komponist
Alexander Wrede Elung
Lys- og lyddesign
Kisser Rosenquist
….
Medv.
Catherine Earnshaw / Cecilie Gerberg
Heathcliff / Alexander Mayah Larsen
Joseph / Gerard Carey Bidstrup
Nelly / Isa Marie Henningsen
Doktor Kenneth / Lars Simonsen
Edgar Linton / Kristoffer Helmuth
Hindley Earnshaw / Niels Skovgaard Andersen
Isabella Linton / Laura Skjoldborg
www.odenseteater.dk