∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En forfatters dagbog. 2010-2020. Suzanne Brøgger. Ny bog.
Suzanne Brøggers dagbogsnotater igennem 10 år med en titel, der viser tilbage til både Virginia Woolf og Dostojevskij. Egoet fejler ikke noget.
Denne dagbog-bog virker desværre som forlagsspekulation op mod bogmessen og et par måneder før jul – eller er det indirekte forfatterstøtte? Her er 400 sider, hvoraf jeg kun med nød og næppe forstår en fjerdedel, også selv om jeg gør mig umage. Name dropping, forvirrede, fragmentariske citater fra højintellektuelle ophavsmænd rykker mig tilbage til en tid i DR, hvor afdankede højskolefolk huserede og gerne ville demonstrere deres viden via citater af ”fine” forfattere og tænkere.
Her bliver det nærmest pinligt og krukket, og man må undre sig over forlaget Gyldendal, der ellers synes at være i en mainstreaming proces, hvor der helst skal udgives bøger med bred appeal. I den forbindelse må man for tiden se langt efter bl.a. kunsthistoriske udgivelser, som ellers har været et af Gyldendals gode varemærker. Heldigvis har et par mindre forlag taget over.
Gyldendal kører for tiden ofte på hjul af, hvad den mere vulgære presse kan opsnappe fra TV og showbusiness. Kort sagt: forlaget kan godt lide kendisser og servicerer måske også en mindre gruppe af forlagets yndlingsforfattere, hvortil Suzanne Brøgger grangiveligt hører. Jvf. også Jørgen Leths seneste lille bog ”Mine Film” – anmeldt her på www.kulturkupeen.dk
Disse dagbogsnotater synes underlige og diffuse. Jeg har vist læst det meste af, hvad Suzanne Brøgger har skrevet og har tidligere ment, at hun var interessant, når hun kastede sig over mere samfundsrelaterede problemstillinger, uden direkte politisk korrekte meninger. Men her er et hav af mennesker omtalt, og de gør hverken fra eller til i et større billede. Nogle navngivne eller delvis navngivne personer beskrives høfligt, ikke mindst der, hvor der også er middage eller anden komsammen med andre kendte mennesker, bl.a. hos ”Nanna og Hans Henrik”. Men så er der enkelte personer, der beskrives på en måde, der overskrider grænsen for, hvad man kan tillade sig at skrive, såfremt man er et ordentligt menneske. Suzanne Brøggers mand igennem mere end 35 år er for det meste omtalt med forbogstavet i efternavnet, dog nogle få gange med fornavn, så Z må være ham. Det er dog alt for privat til at blive trykt, har intet med Suzanne Brøggers forfattergerning at gøre, og mit håb er, at ægtemanden er holdt op med at læse, hvad hustruen får trykt.
Jeg tror også, det er afdøde billedkunstner Per Kirkeby, som optræder som henholdsvis Per og Per K. Hans sidste ægteskab får et par ord med på vejen og ligeså hans sygdomstilstand. Det burde forlaget have redigeret væk, men ok, de udgav også Per Kirkebys dagbøger i redigeret form af Erik Steffensen. Dengang skrev jeg, at bogen ”At trække en streg” om Kirkebys dagbøger, aldrig burde være hverken skrevet eller udgivet. Jeg mener fortsat, at det er forkert, når et stort, professionelt forlag understøtter den ekshibitionisme, som nogle mennesker ligger under for. For det kan vist være svært at slippe af med den afhængighed, som offentlighedens søgelys på et tidspunkt har indkapslet én i. Og når man så pludselig står i periferien på grund af alder og/eller manglende kunstneriske frembringelser, må noget nyt opfindes: ”Se mig, se mine dagbøger”.
Det danske Akademi har vist betydet meget for Suzanne Brøgger, dog uden at hun vil indrømme det. Her omgikkes hun Klaus Rifbjerg, her mødte hun Per K, og ikke mindst på Rungstedlund til møderne var hun nær Karen Blixens ånd, som hun igennem adskillige år nok har været påvirket af. I Det Danske Akademi har Brøgger netop kunnet være sammen med mennesker, som var om ikke kendte, så i hvert ”nogen”, og det har været vigtigt.
Som det er fremgået af dagspressen midt under Coronakrisen fulgte Det Danske Akademi op på den triste krænkelsessag fra Det Svenske Akademi, hvor det endte med, at en ægtefælle til et medlem ligefrem fik fængselsstraf for voldtægt m.m.
Det udløste en intern diskussion i Det Danske Akademi, men efterfølgende kom historien ud, og ikke mindst Weekendavisen refererede til uroen i Rungsted. Interessant, nej ikke spor for udenforstående. Men for den lille loge med 20 selvsupplerende medlemmer, ovenikøbet understøttet af Kulturministeriet, var det som om verden gik under, da der opstod uenighed. Tre medlemmer gik, selv om de kunne være medlemmer af logen på livstid. Suzanne Brøgger meldte sig som passivt medlem, og på Det Danske Akademis hjemmeside står hendes navn stadig. Det virker lidt for nemt, men hvorfor også sige farvel til noget så ”betydningsfuldt”.
Med den måde, som Suzanne Brøgger i denne trykte dagbog omtaler flere af medlemmer på, bl.a. Marianne Stidsen, Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, tror jeg ikke, det vil blive behagelige møder fremover, hvis Brøgger møder ”Handskedukken”, som er Stidsens øgenavn, mens de to andre bl.a. kaldes for Gøg og Gokke. Meget barnagtigt og viser måske tilbage til nogle af de offentlige bataljer, som bl.a. Klaus Rifbjerg år tilbage kastede sig ud i.
Men det er hverken høfligt eller for den sags skyld interessant. Det er plat og udtryk for voksenmobning.
Også en hel del ikke så kendte bliver omtalt enten ved fornavne eller hele navne og en bekendt betegnes bl.a. som hjemløs. Naturligvis går Suzanne Brøgger også på middage hos ”fine” folk, som blot omtales ved fornavne. Og her møder hun andre kendte og skriver deres navne fuldt ud. Også på de danske godser kommer fruen, som en anden H.C. Andersen. Men ak og ve, datteren kom hjem fra et bryllup på et slot, hvor der havde været nyrige uden manerer.
Og så er der de mange rejser. Ikke at man bliver klog på stederne, men igen skal vi vel blive imponerede, eller skal vi tænke, hvor må hun være rig, eller hvor må hun have gode forbindelser, der betaler for ophold i New York, Grækenland, Paris etc.?
Havde det været en ægte dagbog, kunne det vel have været et interessant dokument for litteraturanmeldere, dansklærere og andre med hang til at grave i kunstneres privatliv. Men mod slutningen af dagbogen, i foråret 2020, hvor vi alle husker datoerne, fordi Danmark lukkede ned, mærkes en tydelig efterrationalisering. Og til allersidst følger et umotiveret, men velskrevet efterskrift, som slet ikke hænger sammen med de foregåede sider.
Det er altså ikke en dagbog, og vi læsere er blevet narret. Bogen er derimod et miskmask af politisk korrekte synspunkter, name dropping og abrupte sentenser hentet fra enten hukommelsen eller en citathåndbog.
Jeg kan desværre ikke bruge bogen til noget. På vegne af nogle af de omtalte personer, levende som døde, blev jeg også ked af det, flov og lidt trist til mode. For bogen er og bliver en uklar runddans om ikke mindst døden, men samtidig en hoveren over at være i live. Det er ikke særligt sympatisk!
Må slutte med et par citater, der kan underbygge min påstand om den nyttesløse læsning:
””Eliten bliver mindre og mindre” udtaler DF glad. Fordi vi er ved at uddø” ( 2013, 24. nov., s. 180.)
Note af US: Citatet taler vist for sig selv.
” Philip Roths The Dying Animal et mesterværk – om transformationen fra eros til agape.
Her lå jeg og ventede i al min stads på et skjold mod omverdenen”. 2015, 2. januar, s. 247
Note af US: Agape betyder menneskelig kærlighed – fra Gud til mennesker – eller fra mennesker til Gud.
”Urets mystik
Fini trak aldrig uret op igen efter A. døde. I morges var begge mine ure på natbordet gået i stå samtidig. ” 2016 16. januar, s.280
Note af US: Jeg ved ikke hvem Fini er.
Måske skulle bogen alene have koncentreret sig om døden og døden som begreb, for imod slutningen, hvor der er mere kød på sætningerne, kommer denne klare melding:
”Vi er ifølge Rilke født med døden indvortes, som en lille ”kerne”, der bare vokser med alderen og til sidst tage helt over”. s.425
En forfatters dagbog. 2010 – 2020. Af Suzanne Brøgger.
426 sider
Tak for anmeldelsen, har ikke læst bogen, men blot et uddrag fra dagbladet Information. Sjældent har jeg hørt tilsvarende giftigheder, hverken fra børn eller voksne. Det er rigtigt, som du skriver at Gyldendal har svigtet sin opgave som forlag.
Tak for din reaktion. mh ulla