Menu Luk

Lars Noréns ægteskabsdrama Sandhed og Konsekvens på Teatret ved Sorte Hest.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Lars Noréns ægteskabsdrama “Sandhed & Konsekvens” på Teatret ved Sorte Hest.

De fire skuespillere er fænomenale i ”Sandhed & Konsekvens”, som dog ikke er et af Lars Noréns mesterværker.

Dramaet er fra 1989, hvor Lars Norén (1944-2021) havde høstet stor anerkendelse for sin fornyelse af familie- og ægteskabsdramaet i slægt med og på skuldrene af August Strindberg, Eugene O’neill, Edward Albee og måske også Ingmar Bergman. Norén var nået til et punkt, hvor alle dialoger på en måde var brugt op, han kunne næppe drive mere ud af sin egen fortid og timerne på briksen hos psykologen. Med lidt drys af S/M i endnu et par skuespil formåede Norén dog at holde den dramatiske damp oppe, før han ændrede kurs og blev mere samfundskritisk i værkerne: ”Personkreds 3:1” og ”Drengene i Skyggen”.

Sandhed og konsekvens. Teatret ved sorte hest. 2021. Foto: Robin Skjoldborg.

I ”Sandhed & Konsekvens” er håndværket dog stadig i orden. Replikkerne flyder forbi hinanden. En voksende ondskab imellem de fire personer, to søstre og deres mænd, alle omkring de 50 år, rejser børster og gør mødet med dem ganske ubehageligt. Netop fordi det sker på Teatret ved Sorte Hest’s lille scene, i Marianne Nilssons fremragende grå sofascenografi, er vi som publikummer faktisk part i selskabet. Det viser sig at være en 50 års fødselsdag for Elisabeth, som lidt efter lidt afsløres som alkoholiker. Desværre er hun typen, der nægter at se virkeligheden i øjnene og derfor blot drikker videre.

Sandhed & Konsekvens af Lars Norén på Teatret ved Sorte Hest. Sarah Boberg. 2021. Tegning af Claus Seidel.

Det har kostet både jobbet og en datter på en semilukket afdeling. Manden er lærer og har holdt ud i 30 år, og økonomien har det ikke godt. Hos det andet par, den lidt mere bly lillesøster og hendes bulderbasse af en businessman, er der penge nok.  Det viser sig hurtigt, at ikke kun Elisabeth har problemer. Lillesøsteren har ikke fået børn, men det har været tabu som samtaleemne. Og for at få spændingen til at stige, mens alle drikker gin i flaskevis, afdækkes selvfølgelig nye sider af lillesøsterens sex- og samliv. Det er her, Noréns tekst kommer lidt til kort og bliver banal, lige efter Sigmund Freud, ved at personernes sprog pludselig ændres til også at rumme gadens værste gloser.

Sandhed & Konsekvens af Lars Norén på Teatret ved Sorte Hest. Anette Støvelbæk. 2021. Tegning af Claus Seidel.

Instruktøren Maria Vinterberg har i den grad forstået Norén og fået alle nuancer med i persontegningerne.

Vi ler uafbrudt i den første halve time for så at sidde stumt afventende på, hvad der skal ske af grusomheder. Med både pinterske pin-pon dialoger, henvisninger til Strindbergs “Dødsdansen”, hvor Edgar og Alice danser en rituel dans for fætteren, Albees “Hvem er bange for Virginia Woolf med ”tag gas på gæsterne” har Vinterberg givet skuespillerne de bedste kort på hånden. Og alle fire griber dem: Sarah Boberg er bevægende som den tæmmede alkoholiker, mens Anette Støvelbæk giver den nuanceret som den bly søster, der nedenunder har nogle udækkede behov, som bulderbassen til mand, spillet af Peter Oliver Hansen, honorerer. Samtidig opfører han sig som hele kvindekønnets værste fjendebillede. Det bliver næsten for meget. Så dum kan en mand da ikke være anno 2021.

Sandhed & Konsekvens af Lars Norén på Teatret ved Sorte Hest. Peter Oliver Hansen. 2021. Tegning af Claus Seidel.

 

Niels Ellegaard er den stilfærdige mand, der til sidst sætter grænser, men alligevel falder tilbage som den barmhjertige samaritan og sandelig også prøver at bede til gud. At han også helt i Strindberg og Frøken Julies ånd æder hovedet af sin elskede kanariefugl, viser nok blot, at Norén på dette tidspunkt i sit forfatterskab var lidt i panik og hev alt muligt og umuligt ned fra de hylder, der var fyldt med de store dramaer fra verdenslitteraturen.

Sandhed & Konsekvens af Lars Norén på Teatret ved Sorte Hest. Sarah Boberg, Anette Støvelbæk, Peter Oliver Hansen og Niels Ellegaard. 2021. Tegning af Claus Seidel.

Men teamet på Teatret ved Sorte Hest klarer de svære skær superbt og serverer en fuldgyldig og moderne version af  et ægteskabsdrama anno 2021 – byggende på Noréns 1989-tekst. Fint klaret af også oversætteren Vibeke Bjelke, der selv har stået for en række Norén-iscenesættelser herhjemme år tilbage.

Er man allerede gift,  er forestillingen måske ikke så overraskende, men trods alt beskæmmende.

For dem, der går og drømmer om tosomhed og ægteskab, kan Norén være den rene gift.

Er man til gengæld single, er forestillingen blot en bekræftelse: gift dig aldrig.

“Sandhed og Konsekvens” er kort sagt for alle, uanset civilstand, men rart er der sandelig ikke derude på Teatret ved Sorte Hest. 

læs også gerne mine mindeord ved Lars Noréns død i januar 2021:

https://www.kulturkupeen.dk/lars-noren-mindeord/

MEDVIRKENDE

Niels Ellegaard, Anette Støvelbæk
Sarah BobergPeter Oliver Hansen

Instruktør: Maria Vinterberg
Scenograf: Marianne Nilsson
Lysdesigner: Lasse Svarre
Skræddersal: Mikael Jensen
Oversættelse: Vibeke Bjelke  
Producent: Teatret ved Sorte Hest
Arrangør: Teatret ved Sorte Hest
Grafiker: Mike Tylak
Fotograf: Robin Skjoldborg

www.sortehest.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *