Menu Luk

Lysets Nostalgi

∗∗∗∗

Af TOM HARPØTH.

Se alt i det klare lys over Chiles Atacama-ørken.

Nogle leder efter spor af slægtninge i kalkrester i en ørken. Andre leder efter kalk i universet. Nogle leder efter spor af industrialiseringens vugge eller tidligere fortids mumificerede lig. Andre leder efter spor af Pinochets forbrydelser mod menneskeheden i Chiles bjerge. Alle har den samme drift: Fortiden har nøglen til at forstå nutiden og måske fremtiden. Det er kun perspektivets dybde der er forskelligt, fra det nyere Chiles politiske historie til det astronomiske million år gamle lys på himlen over Atacamaørkenen.

Hemmeligheder er der nok af i ørkenen, oppe og nede: fra astronomers søgen efter svar på universets gåde til sørgende enkers søgen efter spor af deres politisk myrdede ægtefæller under Pinochet-regimet.

Patricio Guzmàn har skabt en dokumentarfilm, som overhovedet ikke minder om andre dokumentarfilm. Et genrebrud, kunne man sige. Universets lys blander sig med jordnære optagelser af vandrende, gravende, sørgende kvinder. Læg dertil nogle regulære interviews med astronomer, om hvad de egentlig laver i Chile, og hvad de forventer at finde ud af ved hjælp af deres kæmpestore astronomiske kikkerter.

Der interviewes adskillige forskellige mennesker. Blandt dem er der overlevende fra de koncentrationslejre, som Pinochet oprettede i de gamle minebygninger i Atacamaørkenen. Menneske på menneske betræder de samme stier i forskellige historiske perioder, og med forskelligt resultat. Det overordnede tema bliver hukommelse overfor glemsel.

Og Guzmàn er med til at styrke hukommelsen om de alvorlige begivenheder, som han også i andre film har skildret. (The Battle of Chile (1975-79), The Pinochet Case (2001) og Salvador Allende (2004)).

Billederne i Lysets Nostalgi er flotte, poetiske, utrolige, spændende. De viser os universets uendelighed og mennesketes lidenhed, samtidig med menneskets følelsesmæssige kapacitet til at overvinde de største sorger – på forbryderisk vis at miste dem, man har kær, men ved stædigt at opsøge de fysiske spor af de savnede.

©Distribution.paradisbio.dk

En flot film i et for det umiddelbare og blotte øje goldt ørkenlandskab, som viser sig at indeholde en mængde kvaliteter. En film som tvinger tilskueren til refleksion over egne vilkår. Og musikken griber tilskueren om hjertet.

Titel: Lysets Nostalgi (2010)

Instruktion: Patricio Guzmàn

Premiere: 10. december 2015

Varighed: 90 Minutter