∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Stor sejr for ”Atlantis” – ikke mindst takket være instruktøren Thomas Agerholm og dirigenten Mikkel Rønnow, som sammen får musicalmaskinen til at spinde.
Nyopsætningen i Tivoli af den danske musical ”Atlantis” fra 1993 er på alle måder en sejr for ophavsmændene, musikken, instruktøren Thomas Agerholm, dirigenten og co-producenten Mikkel Rønnow samt hele det velsyngende hold. Den store musicalmaskine ikke alene kører, den spinder af fryd, og det kunne såmænd lige så godt have været en film, man overværede, med mange ”takes”. For ved premieren var det perfekt afleveret, levende teater med et hav af sangere, dansere og musikere live på scenen i den store koncertsal.
Materialet er godt afprøvet – oprindelig med urpremiere på Bellevue Teatret i 1993 med mange unge amatører fra Espergærde. Efterfølgende ”opdaget” af Morten Grunwald, og i en professionel opsætning på Østre Gasværk kunne alle se, at trekløveret Thomas Høg, Sune Svanekier og Peter Spies ikke kun havde skrevet en god musical, det var et helstøbt værk, som ramte noget i tiden.
“Atlantis” er vel et eventyr, der i dag skriver sig lidt ind i den Fatancy-genre, som er moderne. Atlantis er et sagnrige, som gik under for måske 10.000 år siden, men historien er mest af alt en beretning om ung kærlighed og brodne kar og magtbegærlighed.
Figurernes karakteregenskaber står tydeligt og giver mindelser om flere Shakespeare-tragedier, som ”Macbeth”, ”Othello” og ”King Lear”. Man smigrer herskeren, indtil man dolker ham for at overtage magten.
Sangerne er fremragende på den ”Fredericia-manér”, vi kom til at sætte pris på i de år, Fredericia Teater eksisterede med Søren Møller som direktør og Thomas Agerholm som en eminent instruktør, der skabte successerne: ”Shu- Bi- Dua, the musical”, ”Seebach” og ikke mindst ”Klokkeren fra Notre Dame”.
”Atlantis” i Tivoli minder på mange måde om disse opsætninger, selv om det er en helt anden historie, så er formlen den samme og yderst effektiv. Lydteknikken gør tekstforståelsen tydelig, mens der danses i et væk af både vandplanter og haremsklædte kvinder og mænd, der agerer hyrder i ørkenen eller kampklædte soldater.
Alle solister afleverer deres sange overbevisende, lige fra de unge Johanne Milland og Thomas Høj Falkenberg til de mere modne og garvede stjerner: Stig Rossen, Kaya Brüel, Kim Hammelsvang, Pernille Petersson og bassen Jakob Zethner. Imponerende at alle er 110 % på – og ligeså fungerer den lidt dystre scenografi af englænderen Philip Witcomb i bedste Westend- stil – og så er vi ”bare” i Tivoli.
Musicalmaskinen fortjener egentlig sine 6 stjerner – og faktisk også den nuancerede musik af Peter Spies og den aldrig floskelagtige tekst af Høg og Svanekier. Men hvornår lykkes det at menneskeliggøre en musicalopsætning? Dvs. at ansigterne ikke er stivnede i fastlåste grimasser, og at bevægelserne ikke synes fastlagt i et skema, men at der er den lille flig af menneskelighed og tvivl, som er så essentiel for, at vi bliver bevægede. Det kan ske i teatret, til musicals – og til opera. Men det er satsning, der betyder, at sangerne må gå et ekstra skridt og ikke blot aflevere toptrimmede præstationer.
Atlantis præsenteres i samarbejde mellem Tivoli og Mikkel Rønnow.
Dialog og sangtekster Thomas Høg og Sune Svanekier
Musik Peter Spies
Iscenesættelse Thomas Agerholm
Scenografi & kostumer Philip Witcomb
Koreografi Kim Ace Nielsen
Dirigent Mikkel Rønnow
Lysdesign Tim Mitchell
Lyddesign Malte Oscar
Orkestrering Jesper Riis og Wolfgang Käfer
Medvirkende:
abbadoor Stig Rossen
Adalena Johanne Milland
Silvan Thomas Høj Falkenberg
Miranda Kaya Brüel
Atlas Jakob Zethner
Salene Pernille Petersson
Zan-Zan Kim Hammelsvang
Koptos Jonas Rasmussen
Livilla Annalouise Gomard
Vi De Tro Atlantister, har fulgt med siden dag 1. I dag så vi forestillingen for 15. Gang. Endnu en gang en kæmpe oplevelse, dog et lille hjertesuk, 3 sange som sagtens kunne bære fuld fokus på solisten, er nu tilføjet unødig “Støj” I form af flere mennesker på scenen der enten skiftes til at bære en lampe, eller som i “Morgen på Atlantis” hvor præsterne har kæppe der løftes og sænkes ganske unødigt. Men klart godkendt herfra..
Det er jeg helt uenig i. Til gengæld syntes jeg den bedste sang “Morgen på Atlantis” er den der står svagest og o den grad mangler dobbelt op på kor. Minimum. Den skuffede mig. Ligesom 2. Del virkede som om den ikke var helt færdigøvet. Men det var jo også bare den 11/9 😊 Fem musikere mere ville også have gjort en kæmpe forskel men alt i alt absolut et par timer i godt, kunstnerisk selskab