∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Operaen Faust på Det Kongelige Teater.
Endelig synges “Faust” igen på Det Kongelige Teater og bliver en sejr for Sofie Elkjær Jensen i det kvindelige hovedparti.
Operaafdelingen har ”købt” en opsætning fra 2013 hos operaen i Zürich, instrueret af den tyske teater- og operainstruktør og i dag tillige skuespilchef på Staatstheater Nürnberg: Jan Philipp Gloger.
Opsætningen er stor, elegant i sort/hvide farver og har gang i hele det dyre teatermaskineri. Det kongelige operakor, ekstra statister og dansere hentet i Tivoli er på scenen, som scenografien har ladet skrumpet lidt ind. Men det vigtigste er og bliver sangerne og kapellet.
Under ledelse af den franske dirigent Marie Jacquot spillede kapellet smukt de ind imellem også lystige og charmerende toner af Gounod. For det er bl.a. pointen og baggrunden for operaens store popularitet siden urpremieren i Paris, 1859: musikken bevæger sig imellem det tragiske og det lette underholdningsteater for bl.a. at illustrere tiden omkring 1860, hvor et nyt borgerskab var ved at vokse frem.
Denne aften kunne Operaens egne solister også leve op til de største forventninger hos publikum efter en lang coronapause, hvor salen kun har været en tredjedel fuld. Sofie Elkjær Jensen blev inkarnationen af Marguerite, hos Goethe Gretchen, den unge pige som ledes i fordærv. Hun sang ikke kun smukt og bevægende, men også storslået, aftenens største glæde. Niels Jørgen Riis fyldte fint Faust-partiet ud, men hos Goethe og hos Gounod er og bliver han en skidt karl. Niels Jørgen Riis agerede desværre ikke så meget, men det gjorde de andre sangere til gengæld og skabte fine og også frastødende portrætter: Hanne Fischer som Marthe, nabokonen, koblersken og Kari Dahl Nielsen som Siebel, Marguerites fattige tilbeder, en bukserolle, smukt sunget.
Det specielle ved premieren var en sygemelding fra sangeren, der skulle have sunget Mefistofeles’ parti. Det blev flot klaret ved at instruktørassistenten, Manuel Schmitt, på forbilledlig vis agerede på scenen som en flabet spirrevipagtig Mefisto, mens sangeren Tadas Girininkas med få timers forberedelse sang barytonpartiet ude fra scenekanten. Dybt professionelt – og passede faktisk godt til den verfremdungseffekt hele opsætningen vist bygger på, ved at flere scener foregår på nogle mindre spillescener, så det alligevel var tænkt som teater i teater og blev så ekstra i teatret. Derfor helt ok, at nogen hopper rundt og lokker, mens andre tager sig af det musikalske ude på sidefløjen.
Men selve grundiscenesættelsen er problematisk. Den er udtænkt i 2012, eksekveret i 2013 i Zürich, flere år før den vestlige verden blev rendt over ende af op til flere bølger af #Metoo og tillige en accept af kønnenes mangfoldighed etc. Det sidste er dog mere end nok repræsenteret på scenen med fire mandlige skæggede can-canpiger – og ligeså et hav af halvafklædte mandlige prostituerede med obskøne bevægelser. Men handlingen er altså henlagt til anden halvdel af 1800-tallet. Åh. Var der virkelig så mange villige og ”sultne” kvinder dengang, som nu ses på scenen for at minde Faust om en verden, han gerne vil være en del af, men ikke har kendt til? #Metoo, som allerede har kostet flere politikere livet og vel snart også andre, må også afspejles i bl.a. teateriscenesættelser. For her i “Faust” bliver det sådan, at mænd og kvinder er lige gode om det – og faktisk også Marguerite, der ikke kan modstå Faust’s ihærdige tilnærmelser. Den går vist ikke i 2021 i DK?
Pointen ved iscenesættelsen er, fortæller instruktøren i et interview, der måske er 8 år gammelt, trykt i programmet, at Faust hos Gounod ikke nødvendigvis er en ensom forsker, der ikke kan finde svar på livets spørgsmål og derfor indgår en pagt med djævelen. Hos Gounod, i instruktøren Glogers opfattelse, er Faust en almindelig mand, måske 40 år gammel med en god familie, der bare ikke tilfredsstiller hans skjulte behov. Det er faktisk ikke særligt interessant – og den unge uskyldige Marguerite, som han bliver forelsket i og besvangrer, passer slet ikke ind i dette billede, synes jeg.
Hos Gounod bliver den unge Maguerite efterfølgende udsat for omverdenens spot og spe, da hun venter barn og ligeså, da hun off stage myrder det – og må betale prisen på skafottet(?). Det bliver ganske ulogisk, at de mennesker, i samme kostumer, som har været komparseri igennem forestillingen og udstillet seksuelle drifter, på et splitsekund, da hovedet er trillet af, ophøjer hende til evig frelse. Så kan Faust gå hjem til familien. Men hvad der venter ham, når døden indtræder, siger denne version intet om.
Hos Gounod slutter operaen vel med en fornemmelse af, at de gode trods alt opnår frelse, mens helvedet venter på de andre. Sådan slutter denne opsætning bare ikke rigtigt.
Iscenesættelsen står i vejen for de fine sangere og kapellet – ærgerligt nok, og ikke første gang en fortænkt operaopsætning ikke giver plads nok til sangen og musikken. Og i øvrigt måtte operadramaturgen(?) gerne have været på arbejde og justeret denne gammeldags macho-opsætning.
Gounods Faust (1859)
Instruktør: Jan Philipp Gloger
Genopsætningsinstruktør: Manuel Schmitt
Dirigent: Marie Jacquot
Scenograf: Ben Baur
Kostumedesign: Karin Jud
Koreograf: Ramses Sigl
Koreograf ved genopsætning: Per Lundsgaard
Lysdesign: Franck Evin
Niels Jørgen Riis/Faust
Tadas Girininkas/Mefistofeles
Kyungil Ko/Mefistofeles
Sofie Elkjær Jensen/Margarethe
Luthando Qave/Valentin
Kari Dahl Nielsen/Siebel
Hanne Fischer/Marthe
Lasse Christian Bach/Wagner