∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Copenhagen Summer Dance på Ofelia Plads arrangeret af Dansk Danseteater.
Sommerdans fra d. 22. – 25. juli 2021.
Alt var smukt denne torsdag aften kl. 21 ved Ofelia Plads, hvor Dansk Danseteater igen huserer efter mange år i Politigårdens indre. Nu er det et anderledes åbent ”rum”, som har hele hovedstaden som kulisse. Flot er det, alt i grå beton og stål. Det er nemlig ikke en naturoplevelse, man får derude på Ofelia Plads, og såmænd heller ikke i de tre ganske smukke og næsten klassiske balletter/danse, som er på programmet.
Det er svært at se, om denne form for kultur kan hive nye publikumsgrupper til sig, for det var vist meningen oprindelig med gratis sommerdans støttet af kommunen og div. fonde. Nu skal der købes billetter, mens et fåtal stadig er gratis.
Programmet burde nok have været vendt om. “Benched” med Uppercuts mix af modern dance og street dance sad ved slutningen lige i øjet hos publikum. De fem dygtige mandlige dansere kunne bruge tre bænke til lidt af hvert, sidde på, hoppe på, bære rundt på, og da tempoet blev skruet op, og musikken blev til bongotrommer i skarpt tempo, var publikum der med taktfast applaus. Sådan skal Sommerdans være, selv om ” Benched” måske var lige i overkanten i længden, for psykologi og indføling var lagt ude i omklædningsskuret.
Sebastian Kloborg, tidligere danser på Det Kongelige Teater, har igennem flere år udviklet sig til en habil koreograf. Her i “Once I had a Love” dansede han sammen med Maria Kochetkova i sin egen meget elegiske og ganske klassiske og sorgfulde pas de deux. Med Philip Glass toner over højtalerne er ”Once I had a love” en fin, lille, følelsesmættet, men også traurig ballet, hvor den kvindelige danser var på tåspidserne.
Afslutningen på aftenen var Dansk Danseteater egen Pontus Lidbergs ”A Summer Dance”. De 10 dansere, 6 mænd og 4 kvinder, skulle egentlig vise sammenhængen imellem de brølende 1920erne og de måske vilde 2020ere, men musikken ved Den sorte Skole (live) blev hurtigt alt for pæn og abstrakt. Så jeg tror, at intentionerne var kommet bedre til deres ret med klassisk Jazz. Men fine dansere, mainstream koreografi suppleret af stilfærdige silkekjoler fra Modefirmaet Filippa K og nogle wienerstole at flytte rundt på. Det hele var set før. Det eneste som stak af på den sjove måde i denne ballet var de fire kvinders højhælede sko, der dog blev stillet et par gange.
”A summer dance” burde nok have indledt, så publikum kunne forlade spillestedet med de vilde street-gutter fra Uppercut i både hoved og ben.
Det blev en stilfærdig kulturel oplevelse for de udvalgte. Alt var på en måde genkendeligt og oplevet før, og det er jo ingen skam. Men nu må koreograferne altså gerne begynde at bruge dansen på en mere samfundsrelateret måde. Musikken og danserne er der, nu mangler vi kun at koreograferne vågner. Tænk, hvis dansene havde handlet om byen, betonen, Amager Fælled, Fiskerhavnen i SV, Lynetteholmen eller den lydforurede storby. Der er masser af emner på tværs af alder og klasse. Brug dog kunsten så vi alle kan få et bedre liv.
Der danses fredag, lørdag, søndag og ekstra lørdag er der musikalsk underholdning, helt gratis for alle: kl. ca.22.30:
THE BATTLE – Street Dance Battle på Ofelia plads
Lørdag aften omkring kl 22.30 vil Mark Philip, den ene halvdel af Uppercuts kunstneriske ledelse, samle et par af byens musikalske genier og de største bevægelsestalenter til THE BATTLE. Et rytmetungt festfyrværkeri af street dance, hvor alle fyrer den af, men hvor kun én vinder findes. Som vært ses Mark Philip selv, der med sit charmerende entertainertalent binder hele aftenen sammen til den sprødeste urbane danseoplevelse denne sommer. Dette arrangement er gratis og kræver ingen billet eller tilmelding.
Host Mark Philip
DJ Lawand Shakur Othman aka Turkman Souljah
On live drums Simon Stenspil
Live performance Outlandish feat MAJID
Battle dancers Malthe Ørsted, Didde-Mie From, Ali Hayder, Mbaye
Info om de tre balletter:
Benched
Koreograf og koncept: Stephanie Thomasen
Dansere: Mark Phillip, Alessandro Sousa, Sebastian Skov, Jens Brøndum, Adam Tocuyo
Musik: René Aubry, Rodrigo Sánchez, Gabriela Quintero, 35th Parallel, Estas Tonne
Scenografi/bænk: Johan Kølkjær og Andrew Matthew
Once I had a love
Koreografi: Sebastian Kloborg
Dansere: Sebastian Kloborg, Maria Kochetkova
Musik: Blondie og Philip Glass (Crabtree Remix)
Kostumer: GANNI
A summer Dance
Koreograf: Pontus Lidberg
Dansere: Bradley Waller, Edward Pearce, Jessica Lyall, Joe George, Julien Guillemard,
Kristin Bjerkestrand, Lúa Mayenco, Lucas Threefoot, Lukas Hartvig-Møller, Merete Hersvik
Live musik: Nykomponeret musik af Den Sorte Skole
Kostumedesign: Filippa K Studio med fokus på bæredygtighed og upcykeling.
Skrædder: Maria Ipsen
Lysdesign: Andreas Buhl
THE BATTLE – Street Dance Battle på Ofelia plads
Lørdag aften omkring kl 22.30 vil Mark Philip, den ene halvdel af Uppercuts kunstneriske ledelse, samle et par af byens musikalske genier og de største bevægelsestalenter til THE BATTLE. Et rytmetungt festfyrværkeri af street dance, hvor alle fyrer den af, men hvor kun én vinder findes. Som vært ses Mark Philip selv, der med sit charmerende entertainertalent binder hele aftenen sammen til den sprødeste urbane danseoplevelse denne sommer. Dette arrangement er gratis og kræver ingen billet eller tilmelding.
COPENHAGEN SUMMER DANCE
Koreografer: Pontus Lidberg, Sebastian Kloborg, Stephanie Thomasen
Medvirkende: Dansk Danseteater, Uppercut Danseteater, Sebastian Kloborg, Maria Kochetkova
og Den Sorte Skole live on stage.
Kostumedesign i samarbejde med Filippa K med fokus på bæredygtighed og upcykeling.
Lysdesign: Andreas Buhl
Fotos: Raphael Frisenvænge Solholm
Tegninger: Claus Seidel