Anbefaling af Ulla strømberg.
Ny bog om billedkunstneren Marianne Hesselbjerg.
Kvindelige kunstnere er in for tiden. Louisiana Museet viser næsten ikke andet – og fortsætter vist fremover i samme retning. Men Marianne Hesselbjergs kunst havde nok klaret sig alligevel på trods af kønnets indlysende fordele.
Nu foreligger der en bog om 40 års intenst arbejde, det hele trykt i gråhvide toner med masser af billeder og kun lidt tekst.
Bogen er udkommet på et italiensk forlag, så teksten er på engelsk, mens der med små typer er en dansk version bagest. Bogen er ”moderne” og delikat, men valget af sort/hvid avis-agtigt tryk gør, at den fingerfornemmelse, som mange af Marianne Hesselbjergs værker appellerer til, forsvinder. Dermed bliver bogen mere til en status end til en oplevelse, og det er nok lidt synd. Forlaget selv kalder det for en “hybrid” (…) et poetisk rum til egen forståelse”.
Marianne Hesselbjerg er fra Aalborg og var 30 år, da hun i 1979 kom på Akademiet, men i årene før havde hun arbejdet ganske visuelt, bl.a. inden for reklamebranchen.
Hun kom ind i de ”vilde år”, men valgte nok lærerkræfter, der var mere ”klassiske”, og hun gik hos billedhuggeren Villy Ørskov. På de andre studielinjer på Kongens Nytorv var man ganske optaget af det vilde maleri, som det udviklede sig i Tyskland og med filosofiske lærerkræfter som Hein Heinsen i spidsen.
Marianne Hesselbjerg var vedholdende. Der skulle ikke tages politisk stilling – hverken til samfundet eller kunsten. Hun koncentrerede sig om materialet og rummet – og interaktionen imellem. Det er hun blevet ved med, og bogen om hende, som hun sikkert selv har anbefalet, er bevidst akronologisk. Det kan skabe problemer, for jeg kender ingen eksistenser, det være sig mennesker, dyr eller planter, der ikke nødvendigvis må forholde sig til kronologien i deres levetid. Men sådan er bogen blevet.
Marianne Hesselbjerg har været flittig og skabt mange værker, som hun ikke nødvendigvis vil sætte ord på: ”Man kan tale et værk ihjel ved at fortælle for meget” (citeret fra bogen).
Men i Marianne Hesselbjergs tilfælde kan der nu tales om en vedholdende og for at bruge det fortærskede udtryk ”insisterende” kunstner, der ved, hvad hun vil i det givne øjeblik – ud fra nogle foreliggende materialer.
Det er blevet til installationer i mange udstillingssammenhænge og heldigvis også til en række udsmykninger, bl.a. i Jylland – og senest på Niels Bohr Instituttet.
Marianne Hessebjerg har modtaget en lang række anerkendelser og priser – og i 2020 det eftertragtede Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, mens den mere officielle anerkendelse fra kolleger modtog hun i 2016 med Eckersbergmedaljen.
I bogen er aftrykt (stadig i sort/hvid) gamle anmeldelser af mindre galleriudstillinger og lign. Det er bemærkelsesværdigt, at det netop gang på gang understreges, hvor ”gedigen” Marianne Hesselbjergs materiale- og rumfornemmelse er. Der snydes ikke på vægten, natur og unatur stilles over for hinanden i smukke og anderledes konstellationer. Og sådan har det været i snart fire årtier – og bliver forhåbentlig ved længe endnu.
Bogen er god at have – for på trods af den anvendte akronologi er der udmærkede oversigter bagest om udstillinger – etc.
Forlaget Yard Press: Marianne Hesselbjerg Works 1981-2020.
www.yardpress.it