∗∗∗∗
Anmldelse af Ulla Strømberg.
“Celeste” – en hurtigproduktion på Mungo Park.
Henrik Prip er mere end en god skuespiller. Han er altid fremragende, for han former sine karakterer, så der bliver ægte mennesker, der sidder på scenen i Allerød. Faderskikkelsen i ”Celeste” er endnu en sejr, som bør anerkendes.
Modne, erfarne skuespillere som Henrik Prip er guld værd for et teater som Mungo Park, der gerne vil være et ungt og eksperimenterende teater med Anna Malzer som chef.
Teatret har i mange år været kendt for sin løbende repertoireform, dvs. forestillingerne spilles ikke blot en måned eller to, men, såfremt kvaliteten er der, kan forestillingen genoptages gang på gang, som det bl.a. er sket med ”Kvinde kend din krop”.
Ikke mindst derfor skal der hele tiden findes nye talenter inden for både tekst, instruktion og skuespilleri. Med det i sigte, er den ”hurtigform”, som Balzer har indført, både god, givende og interessant at overvære. En idé opstår, en forfatter, en instruktør og nogle skuespillere er med på ideen, der prøves i 2-3 uger – og forestillingen realiseres med begrænsede scenografiske midler. Men teatrets iboende magi og fascination skal gerne lyse ud af forestillingen alligevel.
Med ”Celeste” er det lykkedes over måde. Henrik Prip former den lidt triste mands- og faderskæbne og gør det så naturligt, at man indimellem føler, at man sidder ved hans kakkelbord og lytter til hans blanding af stolthed og irritation over den fraværende datter og den dybtliggende tristesse over livet. Prip forstår at materialisere den ensomhed, man kan føle, når al opmærksomhed på ens 60 års fødselsdag er nogle sms-beskeder m.m. Men ”Celeste” rammer også ned i et politisk spørgsmål om aktivisme og det moderne samfunds fortsatte diskrimination.
Skuespilleren og aktivisten Amelia Høy debuterer som både dramatiker og instruktør. Teksten er i dagligdags sprog, og heldigvis formår hun at skabe lidt mystik ved kun bid for bid at afsløre de enkelte personers identitet. At moderen er død for mange år siden, at moderen var sort og at datteren også er det etc. For i starten kan teksten egentlig ligeså godt handle om en mand, der tror på og kæmper for den hvide danskers nationale rettigheder. Men det er faktisk lige omvendt. Det er ”Black Lives Matter” sat ind i dansk køkkenrealisme. Og det er ikke så dumt. Iscenesættelsen er heller ikke ueffen i al sin stilfærdighed. Et sofabord, en sofa – en trist kaffekop og et flag, da det jo er fødselsdag – og så stemmerne udefra, sms-beskeder og erindringens dialoger.
Fint og flot teknisk realiseret er det også. Men der er noget ved denne monologform, som jeg har mødt mange gange de seneste par år, der gør mig lidt bange og lidt trist over fremtidsmulighederne for dansk dramatik. Det er fint, at Amelia Høy afprøver monologen, der nok har flere selvbiografiske elementer, her i sin dramatikerdebut, men teater må gerne være dialog og meningsudveksling imellem mennesker, eller i hvert fald gerne med flere figurer på en scene.
Og jeg er sikker på, at Amelia Høy fremover vil kunne honorere nye og større krav som skribent.
Forestillingen kommer op igen i september. Ikke mindst for Henrik Prips skyld er der al mulig grund til at drage til Allerød, hvor Mungo Park stadig fungerer i deres gamle hus. Men snart får de af den gavmilde kommune og et par af de rige fonde en flot, ny teaterbygning med øvelokale. Forhåbentlig bevares den gode og intime stemning,
Medvirkende: Henrik Prip
Instruktør og dramatiker: Amelia Høy
Lyddesign: Emil Bøll
Spilles igen til september 2021.
www.mungotpark.dk