Den tabte Verden

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Af Tom Harpøth.

Du bliver grebet. Lige fra starten. Du aner noget. Men du ved ingenting.

Hvorfor vil du gerne giftes med den person, der sidder over for dig? Hvad har I til fælles? Hvad ved I om hinanden? Det er spørgsmål, som den ateistiske Sophie stiller over en café latte til unge mennesker, inden hun kan gå ind for at give dem en borgerlig vielse. Og vi sidder der i biografmørket og rumsterer med de spørgsmål og tænker: Er hun ikke lige nyfigen nok? De vil jo bare gerne giftes med hinanden. Hvad rager alt det andet hende?

Men det bliver værre, da Sophie kommer hjem og konfronteres med sit eget ægteskab. Hvad er det for et liv, de lever? Tilsyneladende et tolerant, kammeratligt ægteskab, som er ved at sprække af kedsomhed.

Ved du, hvem din far er? Har du nogen søstre? Er der noget, du ikke ved om din familie? Ifølge Margaretha von Trotta, instruktøren, som vi især kender for filmen Katharina Blums tabte ære (fra 1975), er der meget, du ikke ved om din familie.

Sophie, som dels er borgerlig giftefoged, dels er fremragende jazzsangerinde, får pludselig kam til sit smukke hår, da hendes far genkender en berømt operasangerinde på internettet som sin afdøde hustru, og dermed mor til Sophie. Sophie er nødt til at rejse til New York (far betaler) for at få klarhed over sagerne. Og der dukker mere og mere op, som filmen skrider frem, som er værd at bemærke.

Det viser sig, at alle familiemedlemmer har noget med i bagagen. Der er onkler og fætre og kusiner og halvsøskende, og alle er gensidigt hinanden beslægtede på en måde, som ingen havde anset for passende.

Nogle er mere sure end andre. Sophies far, Paul Kromberger, som startede hele detektivarbejdet ved at sende Sophie til New York, er ikke vældigt glad for at få sin fortid publiceret i familien. Og det er, tror denne anmelder, første gang, man oplever en slåskamp mellem to brødre på mellem 70 og skindød. Det er ret sjovt og tragisk.

Det er en vild film, som handler om voldsomme og almindelige mennesker som dig og mig, som bliver konfronteret med en fortid, som ikke er helt afklaret med omgivelserne. Alle har en lille kiste med breve fra en fjern fortid, som rykker rundt på almindeligheden. Eller også er almindeligheden rundt på gulvet.

Filmen er anbefalelsesværdig på grund af de stærke skuespillerpræstationer, som alle yder, og på grund af den stærke instruktion som Margarethe von Trotta giver filmen. Det er en skøn film, fuld af stærke følelser om identitet, historie og relationer. Og så er den spækket med god musik, for flere af de implicerede er kunstnere udi jazz og opera. Se den før resten af familien.

Titel: Den tabte Verden

Instruktion: Margaretha von Trotta

Spilletid: 100 minutter

Danmarkspremiere: 26. november 2015