Soli deo Gloria – Al ære tilkommer Gud – Betty Nansen Teatret.

∗ ∗ ∗ ∗

4 stjerner ( 6 til instruktør og scenograf, 5 til skuespillere, 4 til forfatter – men ikke så mange stjerner til de uudholdelige historier.)

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 

Titlen er den største barriere i Peter Asmussen nye stykke og Betty Nansen Teatrets vintersatsning, selv om det blot er en reference til Bachs kantater og vist ikke tænkt i bogstavelig forstand. Resten er lige at gå til og kan kaperes uden ordbog af enhver – også af de generationer, som ikke har fået den nyttige latinundervisning.pressefoto: Rumle Skafte.

Scenebilledet er underskønt i klare Robert Wilson-farver med de medvirkende i stramme skyggerelieffer: sort på gult – sort på rødt, på gråt på sort etc. Sorte trenchcoats, sorte støvler, sort tøj, sorte bænke. De fire skuespillere er ens og alligevel forskellige, når de bevæger sig igennem persongalleriet i forestillingens revy af menneskeskæbner, som må frarådes børn og barnlige sjæle. Men det hjælper at pakke det næsten uudholdelige så smukt ind.

Peter Asmussen kan skrive en tekst, så den står ren og klar. Det allerbedste er dog, at Asmussen har vendt det hele på hovedet, en omvendt Shakespeare, hvor vi starter med gru og undergang for til allersidst – i forløsende, lattermilde situationer – at se livets muligheder, så vi kan gå opløftede hjem.

Men Asmussens blik mod afgrunden fornægter sig ikke og er til stede i alle skæbneberetningerne: et forældrepar har nok i sig, glemmer det fælles barn, som skulle binde dem sammen. Barnet ender som en grøntsag, forældrene fravælger. Så er stykket i gang, mens Ibsens ”Lille Eyolf” med citatet ”krykken flyder” anes i baggrunden. Næste snapshot er fra en koncentrationslejr. En ung pige udvælges af soldaten, forældrene fravælges og havner i gaskammeret, mens hun skal fornøje Hitlers forlængede arm. Tredje billede: En kvinde kaldes til en barndomsven, hun ikke har set i 50 år. Han sidder lam og stum i en stol – hun er forvirret. Da Asmussens tekst indeholder både spillescener og ræsonnerende replikker, belæres vi om, at hun var hans livs kærlighed. Hun husker ham ikke! Hun har fravalgt ham.

En alfons kvæler sin kvinde, en mand hører stemmer, en ensom terrorrist vil dræbe, en kvinde er ensom – virkelig ensom. To mænd i en bunker, midt i krigens krydsild, har kun tanke for sex og mænd. Allerede her lægges lidt demonstrativt op til den forløsende latter hos nogle tilskuere, mens resten indfanges af slutbilledet, hvor to fugle, en ugle og en sangfugl, skal deles om verden. De sidder på en pind/bænk under et træ, der er så smukt og stiliseret, at det giver mindelser om Becketts ”Mens vi venter på Godot”, skønt spillestilen og atmosfæren peger i retning af Strindbergs ”Spøgelsessonaten”. Og sådan kunne man blive ved. Både forfatter og instruktør kan deres klassikere, og vi kan blot humpe efter for at forstå modsætningerne: menneskets valg og fravalg, kærlighed og ondskab – og livets held og uheld. Vi kan ikke alle være født en søndag, siger jeg med henvisning til Strindbergs student i ”Spøgelsessonaten”.

En mulig nøgle til forestillingen er nok at se teatret som det sted, hvor man søger hen for at nå frem til en form for katarsis, renselse af følelserne, ved at se det tragiske i øjnene. Det lyder dyrt, men må ikke afskrække nogen. I fællesskab løfter instruktør, det unge scenograftalent Julian Juhlin og de fire skuespillere, Kasper Leisner, Marie Louise Wille, Thomas Levin og Tina Gylling Mortensen, det bedste ud af skæbnerne understøttet af den franske musiker Yann Coppier, der næsten usynligt er til stede på scenen.pressefoto: Rumle Skafte.

Men er der forbehold, skyldes det den valgte kalejdoskopiske form, hvor de enkelte figurer ikke får lov at udvikle sig. EN indstilling og så videre og ikke som hos Schnitzler i den lystige ”Kærlighedskarusselen”, (”La Ronde”) hvor én person hele tiden går videre i næste historie. Hos Asmussen skæres hårdt, dog formfuldendt løst i den på alle måder fremragende instruktion af Bendixen, bl.a. ved nogle meget harmoniske og musikalske skift.

En konsekvent forestilling, der visuelt er en nydelse – intellektuelt forståelig – følelsesmæssig en prøvelse, mens nytteværdien? Dog værd at se, hvis man har tilpas med livsmod at tære på.

Ps. Betty Nansen Teatret fortsætter sin nye æstetisk smukke linje i hele den visuelle fremtrædelsesform, plakat, program og teaterfoyer. Smukt: hvidt, sort, gråt og et stænk farver. Sådan har det været i den nye direktions tre første produktioner og er en markant og glædelig kontrast til det ellers farveladeagtige københavnske teater. Men bare publikum ikke er blevet afhængig af farveladen og ikke tror på det monokrome!

 

Instruktør Thomas Bendixen

Scenograf Julian Juhlin

Dramatiker Peter Asmussen

Komponist og live musiker Yann Coppier

Medvirkende Tina Gylling Mortensen, Marie Louise Wille, Kasper Leisner og Thomas Levin

 

www.bettynansen.dk