Hobbitten i Ulvedalene.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Det Kongelige Teater spiller Hobbitten i Ulvedalene til 5 stjerner.

”Hobbitten” i Ulvedalene appellerer til alle, og man behøver hverken være Tolkien-fan eller bidt af en gal hobbit.

For der er styr på det meste, lige fra historien, dramaturgien til skuespillerne og de talrige statister og hjælpere, som i grå unisex kostumer bærer rundt på masker, dukker eller trækker de nuttede, små ponyer.

Det er kongeligt teaterudtræk af bedste klasse med chefen selv, Kasper Holten som instruktør. ”Hobbitten” af Tolkien synes velvalgt, for historien er klar, så det er ”bare” at sende kaskader af statister ind på spillepladsen i alskens kostumer og håbe på, at de gode kan besejre de onde.

Store masker

En hobbit er som bekendt en meget lille figur. Klogeligt nok har man valgt at lade næsten alle aktører bære rundt på dukker med enten kæmpehoveder eller langstrakte kroppe. Dermed bliver proportionerne anderledes, og det eventyrlige og underjordiske opstår for øjnene af os.

Signe Egholm Olsen er den helt rigtige hobbit. Hun lever sig ind i rollen som Bilbo Sækker, uanset om hun skal bære rundt på den søde maske alene – eller har en ekstra dukkefører med. Hendes replikker i Niels Brunses gode oversættelse lyder myndigt og charmerende ud over aftenskoven. Hun er hele aftenen værd og suppleres flot af Kasper Leisners troldmand Gandalf, der får de uanede kræfter frem i Bilbo. Indimellem er Leisner højt til vejrs på hest og behøver slet ingen ekstra maske for at udstråle autoritet.

 

Moralen er smuk, for den er ikke kun simpel og lineær

Den lille hobbit vælges af troldmanden til at hjælpe dværgene tilbage til deres rige. Først har Bilbo ingen selvtillid, men lidt efter lidt får han mod og ender med at indfri alle krav og ønsker. De onde besejres for en tid, men, men. Intet varer evigt, og den ekstra finesse gør vel også Tolkien til en menneskelig forfatter. Selv om det tilsyneladende går godt nu, så kommer der altid nye farer. Det må Bilbo erkende, og dermed er “Hobbitten” en moralsk fortælling om,  hvordan vi må gøre en indsats, og forhåbentlig lykkes med den, indtil nye udfordringer og farer opstår.

Den lille gruppe af dværge, der skal have hjælp til at generobre deres tabte land, har Jens Jørn Spottag i spidsen. Alle har de masker over armen eller på maven, og det fungerer overbevisende med maskernes skiftende mundbevægelser og ansigtsudtryk, der kan ses nogenlunde på afstand.

Maskemageren Ida Marie Ellekilde

Takket være Signe Egholm Olsen og Kasper Leisner føres de mange publikummer fikst gennem Tolkiens historie.  Som operainstruktør er Kasper Holten jo også vant til at få kor og solister til at arbejde sammen med komparseriet. I ”Hobbitten” fungerer det til ug. Her må scenograferne også roses. Kim Witzel har skabt et kraftfuldt bjerglandskab, der dog først lever, når scenelyset er tændt, mens Ida Marie Ellekildes utallige dukker og dukkehoveder lyser af fantasifuldt overskud.  Uanset om det er væmmelige lyserøde, vortebefængte mammuttrolde eller onde dværgædende edderkopper, er de alle uimodståelige og rørende og kan dermed gouteres af børn som voksne. Der er en snært af menneskelighed over dem.  Ida Marie Ellekilde har tilført teaterdukken som begreb et venligere og mere fordrageligt udtryk end normalt, og hun er med til at skabe successen ude i skoven. Ellekilde er ellers bl.a. kendt for sine fantasifulde scenografier og kostumedesigns til kvindegruppen ”Sort Samvittighed”.

Takket være de gode skuespillere, instruktøren Kaspers Holtens håndelag og Ida Marie Ellekildes uimodståelige masker blev aftenen rigtig god derude på de våde plasticsæder, laaangt fra spillepladsen, men alligevel kunne man vel se det, der skulle ses. Den eneste skuffelse var musikken. Den kom ud af højtalerne, og lød som musik i en højtaler og  indimellem umotiveret  og  faktisk meget anderledes, end hvad man eller kender fra Jeanett Albecks musikerhånd. Også hun er for øvrigt fra gruppen ”Sort Samvittighed”.

Men indrømmet. Jeg sad helt ude på siden. Både det visuelle og lydtæppet er nok valgt og godkendt fra første række midtfor. Og der sad for øvrigt en dansk tolkienspecialist, Dronning Magrethe, majestætisk ved premieren derude i skoven, en mørk fredag aften i maj.

Endelig må der igen spilles teater

”Hobbitten” sejrede i år som samlet udendørsshow. Med et helt års corona-forsinkelse kan publikum glæde sig over, at forestillingen ikke blev henlagt, men gemt. Næste sommer får århusianerne lov at se med ved Moesgaard.

PS Man drømmer jo altid om den smukke, romantiske skovudflugt med tæppe i græsset, stråhatten ned i panden og små, lækre retter fra kurven og efterfølgende en hyggelig teaterforestilling. Den danske sommer er lunefuld. Glem det med maden. Tag masser af tøj på, der kan ikke blive for mange lag og så gode travesko, for der er faktisk to kilometer frem og det samme tilbage!

 

Forfatter: J.R.R. Tolkien

Dramatisering: Glyn Robbins

Iscenesættelse: Kasper Holten

Scenografi: Kim Witzel

Kostume- og dukkedesign: Ida Marie Ellekilde

Dukkeinstruktør: Rolf Søborg Hansen

Lysdesign: Ulrik Gad

Videodesign: Luke Halls:

Lyddesign: Jonas Vest

Koreografi: Sofie Akerø

Komponist: Jeanett Albeck

Oversættelse: Niels Brunse

Stuntkoordinator og kampkoreograf: Kristoffer Jørgensen

Skuespillerheste, ansvarlig: Pia Sebech

Shetlandsponyer, ansvarlig: Maja Frederiksen

Assisterende instruktør: Anna Schulin-Zeuthen

Assisterende instruktør: Johanne E. Holten

 

Signe Egholm Olsen/ Bilbo

Kasper Leisner/ Gandalf

Jens Jørn Spottag/ Thorin

Peder Holm Johansen/ Balin

Bjarne Antonisen/ Bombur

Morten Brovn/ Kili

Lucia Vinde Dirchsen/ Elrond m.fl.

Peter Gilsfort/ Oldermanden m.fl.

www.kglteater.dk