∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Det store Juleterapishow” på Rialto Teatret på Frederiksberg.
Rialto er blevet trendy. Foyeren har fået endnu en opstrammer – og priserne i baren er snart på højde med Det kongelige Teaters. Inde i salen er der også blevet smart juleagtigt med runde borde, røde lamper og hyggebelysning.
Det faste ensemble med tre skuespillere er kommet i raffinerede blå kostumer som smuk kontrast til den røde baggrund og de hvide juletræer skabt af scenografen Franciska Zahle. Men længere holder ”grown up”-stemningen ikke. Der er jul på programmet. Vi er inviteret til juleterapitime, som hurtigt forvandles til komsammen på blå og rød stue i opgearet tempo.
Vi skal omvendes og blive trygge ved julen og ikke have forbier, fordi vi ikke er gode nok til at jule. De tre omvendte personer, som driver terapiforløbet, har hver især haft traumer, som de nogenlunde er kommet over. Ganske vittig er Maria Rich som skilsmissemoren, der simpelthen ikke er god nok til at klippe julehjerter ved skolens store juleklippekallas. Eksmanden, Peter Zandersen, kommer derimod springende som en anden Batman og kan åbne en kasse med sakse i alle størrelser. Det kan tryllebinde et barn i december – og moren fravælges!
Per, alias Peter Flyvholm havde et godt job indtil pokker tog ved HR-afdelingen, og han skulle være nisseven. I stedet for rødt, gik alt i sort. Hvordan være noget for andre? Hvordan give sig hen til julestemningen, købe en gave til andre etc.? Det kan være svært, når man er mand.
Helge er overhealeren, spillet af Peter Zandersen, i korte bukser med skinger, eksalteret stemme og bevægelser, har kun haft en ond juledrøm. I stedet for legetøj fik han Karl Marx’s “Das Kapital” af sine militante forældre!
Langt hen ad vejen er “Juleterapishowet” fornøjeligt og underholdende på en ny måde, men det er som om både forfatteren Tomas Lagermand Lundme og instruktør Viktor Tjerned har svært ved at finde en fornuftig slutning. Her hjælper det slet ikke at skrue op for volumenen.
Måske løser det sig snarest efter nogle gennemspilninger. ”Det store Juleterapishow” er et sjovt bud på juleunderholdning. Apolitisk, men med små stik til vort moderne professionelle liv, hvor alt skal være så perfekt, og et uendeligt antal højtlønnede konsulenter løber rundt til ingen nytte.
Det er glædeligt, at Rialto er ved at finde en identitet som Nørrebro Teaters alternative scene. Bliv endelig ved med at fejre de forskellige årstider ved små forestillinger og gerne med levende musik.
MEDVIRKENDE:
Maria Rich, Peter Flyvholm og Peter Zandersen
Manuskript: Tomas Lagermand Lundme Instruktion og bearbejdelse: Viktor Tjerneld Scenograf: Franciska Zahle Musik: Jens Berents Christiansen (Rumpistol)
Til 22. december 2015.
www.nbt.dk