Ordet – streamet 2. påskedag fra Folketeatret.
Kommentar af Ulla Strømberg.
Velspillet, velinstrueret og forholdsvis klassisk version af Kaj Munks skuespil om tro og ikke mindst troen på undere.
Det var næsten som at skulle i teatret. Jeg havde en fast aftale 2. pinsedag kl.15 og fik serveret Folketeatrets nye version af Kaj Munks “Ordet”. 100 minutter. Et ambitiøst projekt, der i Coronaens skygge er en filmatiseret sceneversion sendt denne ene dag til og med kl.23. Frit og kvit. En alvorlig sag, der passer til dagen, i modsætning til bl.a. en avis som Politiken, der ikke havde fattet, at avisens yndlingsemner som sex og porno, ikke egner sig for en påske.
Det er en meget professionel filmatisering af sceneversionen, som Torben Skjødt Jensen står for. Hele produktionen og streamingen samt informationer og ikke mindst introduktion ved teatrets direktør Kasper Wilton forløb også upåklageligt, uden fejl og uden stop.
Opsætningen af ”Ordet” er interessant. Det er på alle måder et stykke, der handler om tro og kristendom. Men det danske samfund ændrer sig, og på de seneste 30 år er medlemsprocenten i Folkekirken faldet fra næsten 90 % i 1990 til 74,3 % i 2020. Det var en helt anden tid i 1925, da Kaj Munk skrev dramaet som 27 årig næsten nybagt teolog, og, som nogle litterater bemærker, i skyggen af både dødsfald i Munks nære omgivelser og få år efter Første Verdenskrig og den efterfølgende pandemi: Den spanske syge. Men jeg tror nu, at Folketeatret havde planlagt produktionen før, vi alle blev henvist til isolation, ensomhed og eftertænksomhed og for nogles vedkommende et større religiøst engagement.
Kaj Munk var præst, følsom, men, hvad introteksten i programmet til forestillingen går udenom, også en mand, der hurtigt kunne skifte både filosofi og tro. Ikke troen på gud, men på de spilleregler, som det moderne samfund er bygget op over. I 1930erne var Munk tilhænger af et diktatorisk Tyskland og Italien og delte ud af sine tanker i mange avisartikler m.m. Men i 1940 sadlede han om, skiftede sindelag og stod på Danmarks side imod den tyske besættelsesmagt. Vi ved desværre ikke, hvilke indre kampe og overvindelser, som Munk skulle igennem for at indse, at den store stærke ener ikke nødvendigvis ville være til gavn for menneskeheden. Men vi ved, at han kom til at give sit liv for at værne om Danmark. Han blev likvideret i januar 1944 som et tydeligt signal fra den tyske besættelsesmagt.
I ”Ordet” er modsætningerne meget konkret stillet op over for hinanden, men det handler ikke om demokrati contra det modsatte. ”Ordet” er primært et spørgsmål om at være traurig i troen – eller se lyst på livet. Alligevel vil den velbjergede bonde Borgen, der er grundtvig-tilhænger,
ikke lade sin søn gifte sig ind i Peter Skrædders familie. For den nøjsomme, krakilske håndværker er en hård og uforsonlig indremissionsk repræsentant. Men Munk nøjes ikke med disse modpoler, hvor sociale og religiøse kampe markeres.
Også blandt Borgens tre kuede sønner varierer Munk mønstret med den forløbne teologistuderende Johannes, som er blevet sindssyg og tror, at han er Jesus. Udenom er den koldsindige læge, der er rationalist og tror på naturvidenskaben som religion, mens den nye, unge præst repræsenterer morgendagens flegma.
Men da den gode unge svigerdatter Ellen dør og siden genopstår, får Johannes sin forstand tilbage, mens de kirkelige fraktioner kan give hinanden hånden igen og lade kærligheden få førsteprioritet.
I Moqi Simon Trolins iscenesættelse er det religiøse hverken over- eller underspillet. Til gengæld er der ikke gjort noget for, at vi kan indfortolke andre religioner eller tankesæt. For måske er det ikke lige netop troen på Gud og Jesus, der i dag gør ”Ordet” til et stykke brugbart og nødvendigt dramatik. I øvrigt er der flere paralleller til eks. Henri Nathansens ”Indenfor Murene” om religions- og klasseskel. Også flere af Henrik Ibsens senere stykker har raffinerede replikker, som omfatter menneskelige overvejelser, der kan fange os og måske ligefrem skabe identifikation.
Det lykkes ikke helt med identifikationen i denne opsætning – efter min opfattelse. Og det er ikke skuespillernes skyld. Alle spiller faktisk smukt og egalt, og ingen forfalder til salvelsesfulde toner. En vis moderne replikføring fungerer på bedste vis. Selv Esben Dalgaard, som spiller den gale Johannes, der til sidst efter miraklet får sin forstand tilbage, holder sin sti ren og skaber fin afstand til Preben Lerdorff Ryes legendariske figur, skabt af Carl Th. Dreyer.
For Dreyers filmversion fra 1955 kendes af de fleste over 50 år – og er på en måde blevet den ultimative, men tidsbundne forløsning af teksten. Også Waage Sandø, Amalie Dollerup og Preben Kristensen får skabt nogle levende figurer, der sprogligt har rystet Dreyer-støvet af sig.
Palle Steen Christensens næsten abstrakte scenografi virker bevidst teatralsk med et bakkelandskab, der lige så godt kan ligge i himlen som på den jyske vestkyst. På den baggrund og suppleret med den stilfærdige, også semiabstrakte lydkulisse, kunne forestillingen godt have bevæget sig op i højere luftlag; men valget er faldet på en klassisk attitude til teksten.
Dvs. at ”Ordet” i denne version for mig at se forbliver at være et spørgsmål om den bløde og den hårde tro, hvor mirakler kan ske, hvis man er modtagelig. Men de store essentielle spørgsmål, løsrevet fra navngivne religioner, får forestillingen ikke rørt ved. Og 25 procent af den danske befolkning har faktisk vendt Folkekirken ryggen.
Holdet er sat med instruktøren Moqi Simon Trolin, scenografen Palle Steen Christensen og en lang række skuespillere: Waage Sandø, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Esben Dalgaard Andersen, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen & Mia Ellen Kjær.
NB: Der gives ikke stjerner ved religiøse emner.
Desværre blev der kun streamet denne ene dag, mandag d.5.4. 2021.
www.folketeatret.dk