Come Together – Beatles-teaterkoncert i Tivoli.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Kan en drønende succes fra 2009 gentages? Næppe.

Teaterkoncerten ”Come Together” blev oprindelig sat op i Østre Gasværk i 2009 og er nu juleforestillingen i Tivolis koncertsal. Som udgangspunkt er det måske en god idé at genoptage forestillingen, men rummet i Tivoli er stort, goldt og rent fysik ganske koldt og afvisende. Kort sagt, ikke et nemt sted at skabe intimitet, hygge og samvær. Og der skal være et vist fællesskab, når man sammen, små 1000 mennesker, skal nynne med ned ad memory lane og tænke tilbage på de 4 unge gutter i reversløse habitter, som de stod der med deres guitarer dengang i 196oerne.

Tiden er en anden i dag. Vi har været igennem en lang række teaterkoncerter, hvor ikke mindst Nikolaj Cederholm har været mester for de bedste. Men det er ikke helt nemt at hive en gammel idé frem igen, pudse lidt på den – og så håbe, at nye tilskuere kommer til. For vi andre kan stadig huske den først aha oplevelse, da Cederholm, bl.a. sammen med brødrene Hellemann, begyndte at pille ved de musikalske ikoner og genskabte musikken så den blev ny og farligere i forening med nogle fremragende scenografer og unge, engagerede skuespillere og sangeren med en Jimmy Jørgensen i spidsen. Sådan var det med ”Gasolin” – og sådan var det faktisk også første gang med ”Come Together”.

Nu er sommerfuglestøvet væk – det hele virker som big business.

Der er ingen handling i koncerten, men nogle figurer i et univers fra i går, forgårs og lang tid bagud mixet sammen. Det var såre charmerende første gang, nu virker det lidt fortærsket. KimWitzel er igen scenograf og har skabt en træbaggrund, der kan lidt af hvert og også konkurrere med arkitekten Søren Robert Lunds mærkelige Valhalla hus ( nu ombygget) tæt på Plænen. Det er kort sagt Anja Vang Kraghs kostumer, der skal bære igennem. Det gjorde de i 2009, men nu er de en gentagelse, som ikke skaber overraskelser, selv om de er flotte og fantasifulde.Pressefoto.

I først akt er det et miskmask fra alle tider – lige fra reklamemanden, over den franske klovn til charleston-pigen, Napoleon og rokoko-manden og -kvinden. Alt kører trægt i første akt, men man skal ikke gå hjem. Tværtimod – hellere komme efter pausen, for så går det løs, og musik, sang og show skaber tilsammen et brag af en koncert. I starten af anden akt er de alle afpillede og afklædte i deres kostumer, men kommer så tilbage på banen i overdådige dragter stærkt inspireret af bl.a. de store hofballetter under Louis 14. Barokken buldrer i strålende farver hos sangerne – og ikke mindst hos musikerne.

Ikke nok med at det ser godt ud. Musikken folder sig ud, de store numre går hjem, og det vidunderlige orkester trækker frem på forscenen!  Gl. tegning.

Men hvorfor var første akt ikke sådan? Det var såmænd ikke på grund af sangene, for det begyndte med ”Yesterday” og efterfulgtes af bl.a. ”Why Don’t We Do It in the Road”, ”Eleanor Rigby”, ”Help”, ”Hello, Goodbye” og ”All You need is Love”. Der skal meget til for ikke at få dem til at funkle. Men første akt kørte skævt – i hvert fald i onsdags.

Pausen gjorde sin underværker. I ”Here Comes the Sun” fik tre af sangerne lov at deles om et orange mammuttelt og hænge oppe under loftet. Siden fulgte ”Strawberry Fields Forever” og ”A hard Days Night” med Jimmy Jørgensen kravlende op ad stiger og med hovedet nedad, syngende. Imponerende af den voksne mand.

Pressefoto.

Og sådan er det hele vejen igennem. Der bruges uendelig mange kræfter på al den luftakrobatik, som en gang var fornyende og anderledes og ”Cirque du soleil” i dansk udførelse. Nu i 2015 er det helt unødvendigt. For teater drejer sig om nærvær og kunstnerisk nerve – og kontakt til publikum.

Det kan godt være, at der ikke skal være gran af psykologi i en teaterkoncert, men det må alligevel gerne handle om individer, sjælekvaler og glæde.   Måske er det svært at klare det hele, hvis man hele tiden skal have en stålvirre om livet for så at blive hejst op og svæve midt imellem himmel og jord. Jordforbindelse er nu ikke at foragte.

Alle sang fint og upåklageligt sammen og hver for sig. Kun Jimmy Jørgensen gik rundt som en lonely wolf, mens orkestret med Peter Hellemann i spidsen reddede aftenen.

I øvrigt var hele showet centreret, som om instruktøren havde siddet midt på 6. række og styret. Dvs. at man kun får det fulde udbytte, når man sidder midt for.

Men flere hundrede tilskuere sidder faktisk ude på siderne, og der blev mange af finesserne ganske klodsede at skue.

 

www.tivoli.dk