Adressaten ubekendt. Det Kongelige Teater. Skuespilhuset. Repremiere.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Adressaten ubekendt. Det Kongelige Teater. Skuespilhuset.

Stjernespil på Det Kongelige Teater. Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen kæmper i bogstavelig forstand over for hinanden i begavet og uhyggeligt brevdrama fra de tidligere 1930-ere. Men det er ikke blot oplæsning af en brevveksling. Instruktøren Thomas Bendixen har skabt et interessant fysisk spil, hvor både stemmer og kroppe er gennemkoreograferede, og de to skuespillere honorerer kravene med eminent spil. Man fornemmer virkelig to mænd, som har kendt hinanden godt. De har arbejdet sammen i San Francisco om moderne kunst, men den ene har besluttet at tage tilbage til München med familien. Den anden, som er jøde, vil blive i USA, og så begynder deres breve at rejse over Atlanten.

Vi er i 1932, men næppe er Hitler blev valgt, før tonen får en anden lyd. Martin i Tyskland vil pludselig ikke vide af Max. Som han skriver: ”Jeg havde dig som ven, på trods af at du var jøde”.  Deres forhold bliver yderligere tilspidset, da Martin i troskab mod Der Führer, og for at hytte sit eget skind, nægter at hjælpe Max’s søster, der som jødisk skuespiller bliver forfulgt i Tyskland.

Stykket bygger på en lille roman, der blev publiceret allerede i 1938 og er skrevet af Kathrine Kressmann Taylor. Historien har en overraskende barsk slutning, som ikke skal røbes.

Det er anderledes og meget vedkommende teater. Der er ikke mange overflødige ord, og takket været den eminente iscenesættelse og de to skuespilleres koncentrerede spil, får vi en hel epokes håbløse, uretfærdige og frygtelige vilkår serveret i løbet af fem kvarter. Sådan kan teater være.

I øvrigt er der ikke megen scenografi, men via videos og videodesign er det lykkedes Jonas Fly, Frederik Heitmann og Jakob Thorbek at skabe et meget interessant filmisk bagtæppe midt imellem konstruktivisme og dada, som jo var den kunst og den æstetik, som det tyske rige anså for skadelig og nedbrydende. Her står scenografien som en raffineret undertekst til et spil, som i sig selv rummer så mange nuancer.

Forestillingen er i øvrigt delfinansieret af en privatperson, forretningsmanden David v Kauffmann, der for år tilbage så stykket i Paris og i flere år har arbejdet på at få det til Danmark.  Det er lykkedes. Og som publikum kan vi kun være taknemmelige.

 

Men hvorfor Det Kongelige Teater har valgt at udvide stykket med en ”anden halvleg”, med folkeoplysningsforedrag om den danske samtid, dvs. forholdene i 1930-ernes Danmark, må stå hen i det uvisse. Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Lassens spil er så stærkt, at man blot har lyst til at forlade teatret og reflektere over fortiden og samtidigt glæde sig over stor skuespilkunst.

Efter pausen skifter fokus, og tidl. chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, træder ind på Store Scene og taler – og søger siden efter publikums reaktioner. Det virkede ved premieren lørdag, som om publikum godt kunne lide efterspillet, men efter min mening hører det ikke hjemme på Store Scene. Den plads er beregnet på kunsten. Ude i foyeren kan man afholde højskole og endnu bedre, lade Lidegaards ellers udmærkede indlæg være optakt til den blændende forestilling. (Nogle dage er det journalisten Christoffer Emil Bruun, der er foredragsholder.)

De 6 stjerner er derfor forbeholdt stykket, mens foredrag m.m. ikke skal anmeldes.

 

Medvirkende: Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen

Forfatter: Kathrine Kressmann Taylor

Iscenesættelse: Thomas Bendixen

Scenografi og kostumer: Jonas Fly

Lysdesign/videored.: Frederik Heitmann

Videodesign: Jakob Thorbek

Oversættelse: Per Vadmand

www.kglteater.dk