Anbefaling af Ulla Strømberg.
Work in progress – Frøken Julie på Bellevue Teatret.
Spændende eksperiment på Bellevue Teatret med et af verdensdramatikkens vigtigste værker: ”Frøken Julie”.
Mange teatre og andre kulturinstitutioner har i denne corona-tid opfundet nye formater og aktiviteter. Også Bellevue Teatret har i et stykke tid annonceret ”Work in progress: Frøken Julie”.
Det lød jo spændende – men endnu bedre blev selve demonstrationen, som jeg overværede fredag aften på scenen – i selskab med ca. 49 andre tilskuere.
For Bellevue Teatret er det helt atypisk at spille den store verdensdramatik. Det er kun sket et par gange før i teatrets 84 årige levetid – og uden stor succes. Der skal helst være musik på scenen derude i Klampenborg. Men tiden er en anden nu, og kunstnerne bag er mere end interessante, og i øvrigt er der også musik med.
Skuespilleren Thure Lindhardt debuterer som instruktør, og med sig har han den erfarne skuespiller Sonja Richter som frøken Julie – og den kendte verdensdanser Alban Lendorf, der tilsyneladende vil lægge dansen på hylden og gå nye veje. Her er Jean-rollen oplagt. Med på scenen er også Signe Hørmann Sørensen som tjenestepigen Kristin og musikeren Andreas Bernitt på violin, der leverer en spændende danseatmosfære.
”Frøken Julie” foregår en sommernat 1888 et sted på en herregård i Sverige. Under skriveprocessen, som foregik i Holte i Danmark, var August Strindberg vred som vanligt, mens han tumlede med alle de underklassefornemmelser, han aldrig kom fri af. Samtidigt var han midt i et dårligt ægteskab med den svensk/finske overklassekvinde Siri v. Essen. Derfor er det ikke mærkværdigt, at det ”naturalistiske sørgespil”, som Strindberg selv betegnede ”Frøken Julie” som, handler om forholdet imellem lakajen Jean og overklassekvinden Julie. Hun spiller op til ham, og til sidst kan han ikke modstå hende, mens hun efter ”sejren” ikke ved, hvad der skal blive af hende. Og hvem elsker hvem? For som Jean siger:””Elsker” er ikke noget vi bruger hernede”.
Der er nok at tage fat på, og den måde, som Lindhardt er gået til teksten på, er spændende, for i den grad udnytter han de talenter, som han står overfor. Richter får lov stilfærdigt at udvikle den spleen, som overklassens uvirksomme kvinder led under, mens Lendorf heldigvis kan bruge sin krop og udtrykke nogle af de også indre kampe og sejre, som Jean gennemlever i køkkenet på herregarden.
Frøken Julie-projektet tegner fantastisk, men desværre bliver det først i næste sæson, at den færdige forestilling vil være rede til at blive sat på repertoiret og møde (til den tid) et forhåbentlig stort publikum.
Nu må man bare være taknemlig over at få lov at se ind i ”værkstedet”, hvor teaterfolkene i flere måneder har arbejdet. Selve fortolkningen vil jeg gemme til den tid, men det tegner godt i den klassiske retning, hvor Thure Lindhardt og scenografen Maja Ravn ikke blæser på Strindberg, men snarere føjer han så langt, det er fornuftigt. Og spændende er det også med en ny skuespiller i klassen, og heldigvis er han jo vant til at stå på eller springe på en scene.
Kan derfor varmt anbefale disse lidt skæve arrangementer, hvor det ikke er hele og guldrandede forestillinger, man møder, men til gengæld ildsjæle på vej hen mod noget forløsende og interessant.
”Frøken Julie” rangerer i dag i toppen af verdensdramatikken sammen med ”Hamlet”, ”Et Dukkehjem” – og ”Mens vi venter på Godot”. Hver tid har sine værker, der kan klare det meste, men som også til stadighed udsættes for bombastiske angreb.
Men det greb, som kunstnerne denne oktoberaften havde om Strindberg, var ikke kun interessant, det skabte en begavet og almen, velfunderet og gribende historie om forholdet imellem mennesker, klasser og miljøer.
| Med | Sonja Richter, Alban Lendorft & Signe Hørmann Sørensen |
| Musik | Andreas Bernitt |
| Scenografi | Maja Ravn |
| Instruktion | Thure Lindhardt |
