∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Fidelio, Beethovens eneste opera på Det Kongelige Teater.
Det er sjældent en operahandling er så aktuel som ”Fidelio”s. Historien bag tonerne om Leonore, der vil frelse sin politisk fængslede mand, er som skrevet ud af 2020s barske, internationale politiske situation. Tænk bl.a. på uroen i Hviderusland, hvor en kvindelig oppositionsleder, med en fængslet ægtemand, kæmper for demokratiet.
Der ville for operachef og instruktør John Fulljames og scenografen Steffen Aarfing være nok at samtidshistorisk stof at gribe til, så ”Fidelio” ville blive et uhyggeligt og levende billede på vor usikre verden. Men instruktør og scenograf har i stedet valgt en meget gold, minimalistisk vej, hvor det meste (eller det hele) næsten bliver overladt til fantasien, og hvor visualiteten på ingen måde bliver historiens fødselshjælper. Det kan man være uenig i og ærgre sig lidt over. Først til sidst og ganske urytmisk bruges de store hvide lærreder, som går op og ned og hen ad vejen også skiller scenen ad.
Heller ikke lysdesignet, som altid er en mulig stemningsskaber synes at befordre historien, tværtimod. Mærkeligt. Her står man med en opera, der er bristefærdig af politisk samtidighed, og så afvikles det hele som var det en post-avantgardistisk performance for de indviede.
Til gengæld giver de danske operasangere med international succes deres fulde engagement. Hvor er vi rige på talenter. Ann Petersen som Leonore/Fidelio synger meget smukt i en næsten ubevægelig statuarisk position, hvilket dog kan synes lidt mærkeligt. Og hvor er det glædeligt, at Stephen Milling igen er i København (betalt af en dansk fond), her som den forholdsvis milde fængselsbetjent. Hvilken stemme og hvilken udstråling.
Niels Jørgen Riis er en velklingende Florestan, den fængslede ægtemand, som først i anden akt bliver en synlig del af historien. Han er overraskende medtaget af sit fængelsophold, men det høres heldigvis ikke på stemmens pragt, men rent fysisk må han holdes oppe af flere personer. Hvis han ikke overlever i denne version, er Leonores indsats vel forgæves?
Jens Søndergaard er smuk, mild og velsyngende som altid i ministerrollen. Han løser både problemer og i bogstavelig forstand fængselskæderne. Og ham får vi lov at se på baglærredet!
Det altid fremragende kor har ikke meget at gøre godt med før til allersidst, men indgår dog som diverse statister for endelig at være både frigivne fanger og glade borgere. Kostumerne er naturligvis ret ensartede hos både fanger og fængselsvogtere. I programmet er der en note om, at de kommer fra et firma, Carcel, som arbejder med indsatte kvinders mulighed for at tjene penge til familien uden for fængselsmurere: mærkelige beigefarvede sweatre og bukser til fangerne og maolignende jakker til vogterne. Det er en bagatel, for det vigtige er musikken.
2020 er Beethoven-år, 250 året for hans fødsel. ”Fidelio” oprindelig med titelen ”Leonore” er Beethovens eneste opera, som blev bearbejdet flere gange for at finde sin endelige form i 1814 og i øvrigt fik i alt 4 ouverturer, hvor Det Konelige Teater bruger den tidligste, såkaldte nr. 2 fra 1805. Operaens manglende positive modtagelse tilbage i 1805 og 1806 skyldtes bl.a., at Wien var besat af franske tropper. Men siden har flere stillet spørgsmålstegn ved dynamikken i operaen, som dog i denne version er meget nydbar, og musikken indtil det sidste kvarter, næsten elegisk. Så sætter koret ind og en vis forløsning folder sig ud. Det er godt at høre Beethoven på en operascene.
Samtidigt er det uhyggeligt at tænke på, at tilblivelsesperioden i den grad var politisk urolig. Også den danske situation var ustabil med englændernes gentagne angreb og den efterfølgende bankerot og tabet af Norge. Tiden var på alle måder vanskelig dengang, men kunstnerne fortolkede den omgivende verden. Heldigvis er situationen visse steder blevet bedre, men på globalt sigt lever vi stadig i en urolig og uforudsigelig verden. Det kan en uskyldig opera som ”Fidelio” ikke råde bod på. Men en mere sprælsk opsætning kunne måske have været grobund for en engageret diskussion om dagens internationale politiske situation og ville dermed have fået Den Kongelige Opera til at ramle direkte ind i et aktuelt, politisk spørgsmål om demokrati og ytringsfrihed.
Faktisk havde jeg været tilfreds med en koncertversion, hvor det endegyldigt var accepteret, at det er en stillestående opera. Så havde den minimalistiske scenografi eller dele deraf også været legitim og helt acceptabel.
Instruktør: John Fulljames
Dirigent: Gregor Bühl
Scenograf: Steffen Aarfing
Kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Lee Curran
Videodesign: Steffen Aarfing
Medv.
Ann Petersen/Leonore
Niels Jørgen Riis/Florestan
Stephen Milling/ Rocco
Thomas Johannes Mayer/Don Pizarro
Mary Bevan/Marcelline
Petter Moen/Jacquino
Jens Søndergaard/Don Fernando
www.kglteater.dk