∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Suzanne Brøgger – samtalememoirer af Alf van der Hagen.
Samtalememoirer er en sjov genre, for det er hverken personens egne formuleringer eller den udefrakommendes analyse af den andens liv. Samtalememoirer er snarere en journalistisk genre, hvor intervieweren har forberedt sig mere eller mindre godt og bagefter småredigerer den båndede samtale.
Drejer det sig om en person, en ”myte” som Suzanne Brøgger, er det både godt og skidt. Vi slipper for de mest krukkede iagttagelser, men mister til gengæld også Suzanne Brøggers ofte raffinerede og ualmindelige sproglige formuleringer. For skrift og tale er to vidt forskellige ting. Gid det havde været radio, for så ville det autentiske have brændt igennem.
Denne samalebog har sin force, ved at den norske bagmand går kronologisk til værks og stilfærdigt kommer igennem hovedværkerne og henad vejen søger baggrunden for, hvordan og hvorfor værkerne, eller tekstsamlingerne, egentlig blev til.
Men den norske forfatter borer ikke i svarene. Og det er ærgerligt. For hvordan kunne Suzanne Brøgger allerede fra sine ungdomsår gå ud fra, at hun kunne bære den primadonnarolle, som hun var ved at forme? At det er lykkes så godt, får vi dog uddybet et par steder, hvor Suzanne Brøgger netop forklarer, at de tidlige bøgers gennemslagskraft bl.a. skyldtes, at hun var et kendt fotoobjekt.
Barndommen fylder meget og var ikke spor lykkelig og bestod af skilsmisse, en ustabil mor og sidenhen et ulykkeligt forhold til en søster. Her ligger kimen til det hele og er vist aldrig helet – uanset hvor mange forskellige heksedoktorer, klostre og lignende muligheder, SB har opsøgt. Også en semiborgerlig herkomst beskrives uden at den på anden vis end rent genetisk ytrer sig hos SB.
At forholdet til mænd, taget over en bred kam, er til offentlig diskussion, er tilsyneladende helt bevidst og ønsket af SB. I kapitel 4 bryder hun nordmandens kronologi og fortæller om ni vigtige mænd på vej hen mod den 10., som hun flytter sammen med, siden får barn med og bliver gift med. Men de ni mænd skal vi lige have på plads først, uden navne, selv om nogle genkendes. Den tidligste er fransk diplomat. Et uhyggeligt bekendtskab, der leder tanken hen på filmen ”An education”, men med større og længerevarende betydning. En voksen mand vil forme og styre den purunge Suzanne. Sidenhen brevveksler de i flere år. At han også er gift og i øvrigt har en ven, som også er en del af historien, gør det hele mere frastødende.
Alle portrætter beskrives brudstykkevis, også når vi får lidt at vide om ægtemanden, som hun i flere år brevvekslede med uden at møde, selv om de begge boede i nærheden af København og var intellektuelle!
Det er dog også en såkaldt ”sober” bog. Mand og datter beskrives og omtales 100 procent positivt, for egentlig er det mest den gamle familie, det går ud over. Og så virker det som om, SB altid har ønsket at fremstille sig selv som anderledes. Da hun stadig er i 20erne og flytter til Sydsjælland, hvor hun vist stadig bor, understreges det, hvor livgivende, men også anderledes, hverdagen bliver. Naboerne er jo bare så forskellige fra SB, der læser bøger og lytter til klassisk musik!
Men det er farligt at distancere sig selv fra udvalgte grupper. Måske skulle hun have fået det at vide tidligt. Jeg har hørt en historie fra 1970erne, hvor SB på Danmarks Radio gik ind i et studie. Hun så sig omkring, og uden hverken at hilse på den kvindelige journalist eller den kvindelige tekniker sagde hun med høj, skinger og krukket stemme, ”Jamen HER er jo ingen” og halsede ind i det tilstødende studie, hvor to halvgamle mænd hilse hende velkommen i en tobakståge og med guldøl på bordet.
Så hvorfor ikke citere den kendte popsang af Lex og Klatten, sunget af Peter Frødin:
De kender mig fra TV og fra radio
På stribevis af talkshows og fra interview
De sender mange breve og kræver mig, forlanger mig
Privatpersoner skræmmer mig
[Omkvæd ]
Jeg er for kendt til det her sted
Jeg vil ha’ andre kendte med
Så ta’ mig dog væk fra det her sted
Til et sted, hvor jeg får fred
Før Facebook, instagram og hvad det ellers hedder, var Suzanne Brøgger i stand til at etablere sig som ”fænomen” – eller også var hun, men det står der ikke i bogen, ”Et væsen” som skuespillerinden fru Heibergs mor yndede at kalde den lille Johanne Luise, som i øvrigt også havde en voksen opdrager og opvarter!
Men med alderen og erfaringen ændrede SB sig og har i de senere år været i stand til at tale med også “almindelige” mennesker og gebærde sig socialt acceptabelt!
SB har været heldig og mødt de store navne: Henry Miller brevvekslede hun med, og de amerikanske feminister mødte hun og blev tidligt veninde med Judith Thurman, som skrev biografien om Karen Blixen. Netop Thurmans tekst blev grundlaget for filmen “Out of Africa” og Karen Blixen i øvrigt et forbillede for SB!
I lille Danmark kom SB hurtigt til at kende nogle ”kloge”, bl.a. Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg – og i de nyere generationer: Madame Nielsen og Carsten Jensen, som får rigeligt med lovord drysset ned over sig. SB blev også medlem af Det Danske Akademi, men det omtales ikke så meget i denne bog og derfor heller intet om den seneste exit.
Men Suzanne Brøgger har selv kunnet give meget tilbage til sine læsere. I dag er hun ganske belæst og velbevandret i sagaer, mytologien og er i øvrigt internationalt, politisk orienteret. Det går bogen nok lidt for hurtigt henover. Men det er vel ret ualmindeligt i DK.
Forfatteren, norske Alf van der Hagen, har lidt irriterende valgt ikke at sætte sine egne spørgsmål eller udsagn i kursiv. Det får teksten til at flyde, og nogle gange er man virkelig i tvivl om, hvem der taler, bl.a. fordi SBs sprog er overraskende strømlinet og mainstream. Lidt synd, men noget er måske gået tabt i oversættelsen fra norsk.
Det mærkes også generelt på nordmandens referencer, at de er norske og svenske, og at han slet ikke er inde i dansk kulturhistorie. Samtidig har han heller ikke oplevet, hvilken placering Suzanne Brøgger, næsten på trods af bogudgivelserne, har og har haft i den danske folkeopinion.
Men måske er det godt, at en næsten uvildig person, der ikke skal ”fedte” for primadonnaen stille og roligt lytter til hende og skriver ned.
Bogen afdækker langt fra alt. Og ikke mindst Suzanne Brøggers skrivestil er forsvundet. Her havde det måske ikke været så dumt, såfremt centrale citater havde kunnet vise omfanget af forfatterskabet. Det er jo en forfatters arbejdsmetode og værk, der er emnet.
Men nu ligger bogen der og er en oplagt smutvej for undervisere og lignende, der måske ikke orker at gennemlæse de mange forskelligartede tekster og samlinger med Suzanne Brøggers signatur på.
Fænomenet SB er i hvert fald delvist indfanget og nedskrevet.
Udkommet efteråret 2020. ( Udk. I Norge 2019)
www.gyldendal.dk