Menu Luk

En historie om Vold – på Aveny-T.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

En historie om Vold – på Aveny-T.

En barsk, velspillet historie, som rammer ned i den aktuelle debat om voldtægt, voldtægtsofre, #MeToo m.m.

Det er veltimet af Aveny-T at vise den kun 28-årige  franske forfatter Edouard Louis’ bog ”Voldens Historie”, som er en autobiografisk skildring af et overfald en julenat i Paris.

Instruktøren Anders Lundorph har dramatiseret romanen og strammet op og vist også strømlinet historien til mere nordiske himmelstrøg, ved at det meget markante franske klassesamfund er underspillet, mens en understregning af en fælles europæisk indvandrerdiskussion er fastholdt.

Men det springende punkt er, at voldtægten foregår imellem to yngre mænd. Det er også markant og anderledes, at det hele begynder ad frivillighedens vej, men udarter sig til vold og voldtægt.

En historie om vold. Aveny-T. 2020. Foto: Emilia Therese.

Anders Lundorphs dramatisering virker fornuftig og spilbar, ikke mindst i betragtning af, at bogen er skrevet i stil med den gamle bølge af ”den ny franske roman” som var på mode i 1960erne og fremstod abrupt, gentagende, måske ligefrem hæsblæsende irriterende sine steder.  Hertil er alt godt. Også valget af skuespillere er interessant med Andreas Jebro som ofret: høj, flot og imødekommende, mens Patrick Baurichter er blevet gjort lidt grim og undseelig som gerningsmanden.  Anders Budde Christensen må tage sig af flere øvrighedspersoner, og Karin Bang Heinemeier har en interessant, kommenterende rolle, der tager stilling til hele historien, som i god, moderne, fransk stil gentages et par gange.

Men på trods af de gode skuespillere har instruktøren alligevel valgt at blæse på teatrets basale egenskab: antydningens kunst.  Aldrig har jeg set to mænd kysse hinanden så længe og så dybt på en scene. Det er hverken sjovt eller nødvendigt, men blot et irritationsmoment. Det samme med den evindelige tagen alt tøjet af og på og af igen og så gang i telefonbruseren i en synlig brusekabine.

En historie om vold. Aveny-T. 2020. Foto: Emilia Therese.

Med denne overdrevne anskuelsesundervisning flyttes hele forestillingens fokus væk fra det væsentlige: hvad sker der med et menneske, der udsættes for en grænseoverskridende, voldelig handling.  Her får Jebro, på trods af de mange tøjskift alligevel mange og fine nuancer med, men det er ærgerligt, at han ikke bare kan spille et menneske i splid med sin samvittighed. For manden havde jo selv indladt sig med fyren på gaden, taget ham med hjem og syntes om ham. Han havde måske ligefrem forstået, hvilken trist skæbne fyren havde. Der overfor står de modstridende følelser, at ingen må udsætte andre for vold, at fyren via volden for altid har berøvet ham hans glæde ved livet og tro på andre mennesker. Derfor skal det anmeldes. Men i det sekund er det som om, øvrigheden overtager hans historie.

Se det er jo et alment menneskeligt dilemma, som kan diskuteres uanset om det er i et bøssemiljø eller i en hetero-alliance.

 

En historie om vold. Aveny-T. 2020. Foto: Emilia Therese.

Scenografien er vist det, der hedder transparent og består af et stålskelet og ellers en seng, bøger m.m. og kan ses fra alle sider og drejer da også lidt på et tidpunkt.  Måske lidt for naturalistisk, men det er vel en pointe.

For mindre end et år siden spillede Aveny-T forestillingen ”Klædt af” om en ung pige, der blev udsat for et overgreb. Her var pointen, at hun fortalte det hele med tøjet på. Det var befriende og betød netop, at man kunne diskutere substansen og ikke hænge sig i, hvorvidt forestillingen var vovet, banebrydende og modig. ”Klædt af” var en begavet, teatermæssig fortolkning af et aktuelt problem.

Og det samme ville kunne siges om ”En historie om Vold”, hvis Anders Lundorph ikke partout skulle gå til grænsen og vise, at han godt turde lade to mænd stå på scenen og kysse hinanden i mere end 10 minutter.

Det ville være interessant, hvis samme cast og samme instruktør prøvede en gang til med samme dramatisering.Så  kunne vi tage stilling til et alvorligt samfundsspørgsmål og ikke hænge os i smarte teaterfolks vovemod.

»Voldens Historie«  en bog af  Édouard Louis.

Medvirkende: Andreas Jebro, Patrick Baurichter, Anders budde Christensen og Karin Bang Heinemeier
Instruktør: Anders Lundorph
Scenograf: Nicolaj Spangaa
Kostumedesigner: Michael Nøhr
Lysdesigner: Malte Haugaard
Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen
Dramatiker, forfatter: Anders Lunddorph
Producent: Aveny-T
Arrangør: Aveny-T

FOTO: Emilia Therese

www.aveny-t.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *