Menu Luk

Scavenius på Bådteatret.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Scavenius på Bådteatret.

Begavet portræt af en berømt og berygtet dansk politiker og embedsmand.

Efter alskens forholdsregler inviterede Bådteatret til urpremiere på et stykke om Scavenius, den berømte og berygtede udenrigsminister og statsminister under Anden Verdenskrig.  Og så sad vi der, vel 30-40 mennesker, flere med ansigtsbind på, og fik oprullet en mærkværdig danskers skæbne.  Yderst interessant – selv om vel højst et par tilskuere overhovedet levede dengang i 1940erne. Men historien er aldrig blevet glemt.

Erik Scavenius, født i 1877, var udenrigsminister under Første Verdenskrig og gjorde det så godt, at statsminister Stauning efter den tyske besættelse i 1940 næsten tvang Scavenius til at blive udenrigsminister igen.  Men situationen var sværere, og Scavenius’ venlige attitude over for tyskerne faldt mange for brystet.

Skuespilleren Kristian Halken har både skrevet teksten og spiller titelpersonen og gør det med alle de små nuancer, der altid karakteriserer hans raffinerede og neddæmpede spillestil.  Her gives ingen nemme løsninger, heller ikke i persontegningen, og forestillingen lykkes da også med at fastholde et portræt af Scavenius som en begavet mand, der alligevel lod sig rive med af sine følelser. Dette demonstreres meget kontant med hans hang til kvinder. En konkret affære, han ikke vil opgive, selv om hustruen måske er syg, viser alt for tydeligt en moden mands akilleshæl. En stærk og en svag mand, en reflekteret og rationel mand, der i manges øjne spillede for højt spil over for tyskerne, først som udenrigsminister – siden som statsminister.

Scavenius. Bådteatret. 2020.Kristian Halken i titelrollen. Foto: Miklos Szabo.

Han troede selv, at det var den rigtige kurs at samarbejde med tyskerne, og han var vist også, i hvert i forestillingen, lidt for imponeret af den lille tysker med overskæg, der skaffede arbejdspladser til hele nationer. Men hvad med koncentrationslejrene? Lukkede Scavenius øjnene  eller…

Vi får ingen svar, men vigtige brikker til en historisk epoke i denne forestilling, som er præget af instruktøren Rolf Heims foretrukne stil med dukker.  Næsten alle tyskere, plus Stauning og Christmas Møller, er dyredukker. Dvs. de har dyrehoveder og en overkrop.

Nu er dukketeater ikke min favoritspillestil, men det fungerer egentlig fint: Stauning som en sød hund, mens et par af tyskerne har fået nogle fæle hoveder. Hitler derimod spilles i fuld figur af en meget højrøstet Thomas Bang. Selvfølgelig var Hitler en skrigeballon, men ondskaben kan også være lavmælt.

Scavenius. Bådteatret. 2020. Kristian Halken i titelrollen. Foto: Miklos Szabo.

De to kvindelige skuespillere må tage sig af flere mandlige dyrefigurer og tillige kvinderne omkring Scavenius. Pernille Nedergaard Haugesen og Jeanette Lindebæk Birk har travlt, men klarer skærene med de hurtige stemme- og stemningsskift.

Forestillingens styrke er Halkens suveræne spillestil. I øvrigt er teksten overraskende klar og stringent, selv om der selvfølgelig er sket en masse fravalg, og hele beretningen ender før krigens afslutning. Det er måske et fornuftig beslutning, der netop får koncentreret historien om de vigtige år i Scavenius’ virke.

Scavenius. Bådteatret. 2020. Foto: Miklos Szabo.

Scenografen Jonathan Hjorth har skabt en ideel ramme for det  komplicerede spil, der foregår  i tog og i privathjem i København og hos nazisterne i Berlin.Den minimale scene har fået en diagonal opbygning med to forskellige togkupeer – med det rette 1940er-look. Ret genialt, og det douce lys understøtter den fortidige stemning, så også de lidt slidte dyremasker m.m.af Katrine Karlsen glider umærkeligt ind.

En gennemtænkt opsætning, uden nemme løsninger, men som til gengæld skaber eftertænksomhed hos publikum.

Kan anbefales til alle med behov for at tænke over magt og medløb samt magtens begrænsninger.

Instruktør Rolf Heim
Dramatiker
Kristian Halken
Medvirkende
Pernille Nedergaard Haugesen, Thomas Bang, Kristian Halken & Jeanette Lindbæk Birk
Dukkemager
Katrine Karlsen
Lysdesign
Sonja Lea

Lyddesign  Janus Jensen

Scenografi og bygger Jonathan Hjorth

Prem. 24.8.2020  – spiller et par uger eller mere.

www.baadteatret.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *