∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Dyr i Kunsten på Arken.
Sjov og anderledes udstilling på Arken om dyr. En vellykket balancegang imellem det sofistikeret moderne – og det let tilgængelige, som der også kan være ved god kunst.
I katalogets forord fortæller Arkens direktør Christian Gether følgende vittighed:
En mand og en pingvin spadserer sammen hen ad fortovet. En politibetjent stopper dem og beder manden omgående at tage pingvinen med ind i Zoologisk Have. Dagen efter kommer de igen gående, og de møder den samme betjent, som siger: ”Bad jeg Dem ikke om at tage pingvinen med ind i Zoologisk Have?” ”Joh”, siger manden, ”det gjorde jeg også. Nu er vi på vej i Tivoli.”
Denne vittighed er et godt eksempel på Arkens intentioner: et ønske om at ramme noget fundamentalt menneskeligt ved den kunstneriske bearbejdelse af forholdet imellem dyr og mennesker. Samtidig forsøger museet også på pædagogisk vis at udnytte den tiltrækningskraft, de enkelte værker umiddelbart har, for at forklare nogle spidsfindigheder ved moderne kunst.
Der har altid været dyr i kunsten. Engang, hvor jeg var med nogle lidt urolige børn på National Gallery i London, begyndte vi at lede efter hunde og fugle i de klassisk værker på væggene. Det gav pote, for der var uendelig mange dyr. Nu har også moderne internationale kunstnere vendt deres øjne mod dyreverdenen. Og ved at lade dyr været det gennemgående tema kommer Arken godt omkring og kan udstille en flot håndfuld interessante og internationalt berømte kunstneres tilgang til det animalske, måske i forklædning, måske som sindbillede på det menneskelige. Men det havde såmænd også været muligt at lægge en dansk vinkel på samme emne. Tænk på Hans Scherfig, Henry Heerup, Jørgen Haugen Sørensen, Arne Haugen Sørensen for ikke at nævne Cobra- kunstnere som Jorn og Carl Henning Pedersen og yngre kunstnere som Adam Saks. Der er mange muligheder blandt danske kunstnere som har fyldt billedfladen med dyr,
På Arken er det de topinternationale kunstnere, der udstiller større som mindre værker.
Et scoop er den særopstilling i den store kunstakse af den italienskfødte billedkunstner Paola Pivis værker. I dag lever den kvindelige kunstner i Alaska. Derfor er det ligetil, at Paola Pivi netop tager isbjørnen under kærlig og farveentusiastisk behandling. Naturtro og i størrelse 1:1. Isbjørnene har fjer i stedet for pels og er iklædt de muntreste farver. De optræder næsten menneskeligt i vidt forskellige attituder: liggende, henslængte, stående – og sjove billedtekster hjælper yderligere til. Flere af isbjørnene har det udtryk, som i øvrigt hele udstillingen kredser om: det venlige, tillidsvækkende, ind imellem ”nuttede” blik, som visse dyr, uden at være bevidst om det, sender til menneskevennen. Og med disse isbjørne, er det næsten for meget og alligevel ikke til at stå for. Den svære kunstakse i Arken har endnu engang vist sig fra den bedste side – præcis som det skete for få år siden, hvor den schweiziske kunstner Ugo Rondinone udstillede menneskefigurer iklædt de mest fascinerende klovnekostumer. Det store rum kræver volumen og farver, og når det lykkes, bliver oplevelsen overrumplende og favner alle aldre blandt publikum.
Inde i salene – bliver der flere steder til uhyggelig alvor.
Dyr i Kunsten. Arken. William Wegman: Looking Right, 2015.Courtesy kunstneren.
Jeg har det meget svært med fotografen William Wegmans store iscenesatte fotos med påklædte hunde. Ifølge kataloget er det samme race han altid arbejder med, for han har fundet den ro og koncentration i hundehovederne, som giver associationer til den menneskelige natur. Det let deprime hundeudtryk og de stilfærdige kostumer refererer blot via det visuelle til et trist familieliv i menneskeverdenen. Hvis jeg var dyreværnsforkæmper, ville jeg måske reagere.
Også videokunstneren Douglas Gordon bevæger sig på kanten af det moralsk tilladelige, når han inviterer en cirkuselefant ind i det berømte Gasgosian Gallery på Manhattan og efterfølgende filmer forskellige attituder, hvor elefanten synes død. Nu var vi lige blevet færdige med diskussionen om cirkuselefanter i Danmark, hvor socialdemokraten og fødevareminister Mogens Jensen fik tilstrækkelig PR ved at være elefantven. Og så kommer Douglas Gordon med sin film. Det er svært at forklare, men museumsinspektør Dorte Juul Rugaard kan, med og uden frememedord, beskrive nogle af de mekanismer, der sættes i gang hos mennesker: at dyrene er nuttede – (Det synes jeg nu ikke) – at kunstnerne kan hjælpe dyreejere med at interagere med deres kæledyr etc. etc.
Af en anden kaliber er den på Instagram ekstremt aktive David Shrigley, der er med på udstillingen bl.a. med en række tryk, som også kan købes som plakater. I et stramt formsprog, altid med en strejf – ( eller en tyk streg) af humor tegner han dyr og objekter og lader en tekst forklare resten: eksempelvis den pinkfarvede giraf, der siger: ”Jeg foretrækker min pasta farvet af blæksprutte” eller hønen der er blå, som er træt af at høre: ”Læg æg, Læg æg, Læg æg” – og svarer: ”Gå ad helvede til”. Shrigley kan i øvrigt også opleves på CC.
Den fantastiske fotograf Candida Höfer er også med, men desværre med nogle fotografier, som er så små, at man ikke fanger essensen og styrken. Nogle af dem er også afbildet i kataloget, og der lyser de af deres iboende dobbelthed: den elegante giraf, der står i sit bur og spiser – på baggrund af et malet landskab på savannen.
Nogle sjove input til udstillingen er bl.a. en tekst af Bengt Holst, vicedirektør i Kbhs Zoo – om giraffen. Journalisten Lone Frank skriver om den kloge gris, verdens tredje bedst begavede dyr – altså efter menneskelig målestok.
Der er nok at tage fat på, og bliver det regn i denne sommer, eller blot en smule gråvejr, bør turen med hele familien gå til Arken. (Se også snart anbefaling af hele museet her på www.kulturkupeen.dk )