Bogomtale af Eva Zierau.
Lady in waiting. My Extraordinary Life in the Shadow of the Crown er en selvbiografi af den engelske Lady Anne Glenconnor. I bogen fortæller hun om sit liv i det engelske aristokrati fra 1930erne til omkring år 2010.
Anne blev født i 1932. Hendes far var Earl of Holkham, det femte største gods i England. Hendes mor Elisabeth York kom ligeledes fra en rig adelig familie. Parret var et af de mest populære og beundrede aristokratiske par i 30ernes England. Anne og hendes to år yngre søster Carey voksede op på det enorme gods. Det var en anden tid. Børnene så ikke meget til deres forældre. Skiftende nannies og guvernanter tog sig af deres opdragelse.
Forældrene havde et nært forhold til Kongehuset. Faren var bedste ven og jagtkammerat med Dronning Elisabeth’s far King George V.I. 12 år efter Annes fødsel nedkom moren til forældrenes store skuffelse med endnu en lille pige, som fik navnet Sahra. Skuffelsen beroede på, at det kun var drenge, der kunne arve godset og dermed føre slægten videre. I 1939 da krigen brød ud, flyttede forældrene til Ægypten, hvor faren blev udstationeret. De to piger så ikke deres forældre i 3 år. Senere blev forældrene udstationeret i Wien. Pigerne blev passet af familie og venner og gik på diverse kostskoler.
I 1953 var Anne Dronning Elisabeths Made of Honour ved Dronningens kroning i Westminster Abbey. Et særdeles ærefuldt hverv, der understregede hendes families tætte tilknytning til kongehuset. Det var i øvrigt den første kroning, der blev transmitteret i tv.
I 1956 giftede Anne sig med den utilregnelige og excentriske Colin Tennant senere Lord Glenconner, Han var rig, rastløs og skejede ud i en uendelighed. Han arvede godset Glen, et gods på over 50 værelser og købte øen Mustique i Caribien, som på et tidspunkt blev verdens mest eksklusive ø, hvor kongelige og kendisser fra hele verden mødtes, Her blev der holdt et væld af opulente og vilde fester. Ægteparret fik fem børn, men mistede ulykkeligvis to af dem som voksne.
I 1973 blev Anne Prinsesse Margarets Lady in Waiting(hofdame) og fulgte hende på hendes mange officielle rejser og opgaver i knap 30 år indtil 2002, hvor Prinsesse Margaret døde.
I 2010 døde Colin, der efterlod hele formuen til en tidligere ansat på øen Mustique.
Lady in waiting. My Extraordinary Life in the Shadow of the Crown giver ikke et just flatterende billede af den engelske overklasse. Man misunder dem ikke. De har alt, hvad der kan købes for penge, men det gode liv kniber det med. I første del af bogen beskriver Anne sin i bund og grund ensomme opvækst og savnet af sine forældre, der var væk i lange perioder. Da hun selv får børn følger hun samme mønster. Et sted i bogen skriver hun om sit liv med sine fem børn: Som alle andre jeg kendte efterlod vi vores børn med barnepiger og guvernanter, når vi var væk, hvilket vi var meget af tiden ikke blot i weekenderne men også på ferier m.v….I 60erne når vi var i England, havde vi sociale arrangementer næsten hver aften og var hver weekend inviteret til venners hjem til overnatning. Børn stod ikke højt på prioriteringslisten dengang.
Set med dagens øjne har man svært ved at forstå, hvorfor hun ikke forlod sin mand, men holdt ud i 54 år indtil hans død. Han efterlod som nævnt intet til hende. Vi befinder os trods alt i 70erne og frem, hvor feminisme og fokus på kvinders rettigheder bliver mere og mere fremherskende. Colin var utilregnelig, skræmmende og ødsel ud over alle grænser. Fra 1973 havde hun et job som Prinsesse Margarets hofdame. Derudover havde hun en del andre betroede og godgørende hverv, så hun skulle nok have kunnet klare sig.
Interesserer man sig for, hvordan det på godt og ondt er, at leve på toppen af samfundet, er Lady in Waiting rigtig god underholdning. Anne Glenconnor fortæller med stor indlevelse og ærlighed om sit livs op og nedture i det engelske aristokrati. Det er ikke kedeligt. Tværtimod. Hun er i øvrigt også portrætteret i Netflix-serien The Crown, hvor hun bliver spillet af skuespilleren Nancy Caroll.
Forfatter: Anne Glenconnor
Udgivelse: Efteråret 2019
Pris: 16 £, amazon.co.uk
Sprog: Engelsk
Forlag: Hodder & Stoughton, Ltd,London