Kommentar af Ulla Strømberg.
Rigtige venner i en Corona-kulturtid – om kulturlivets trængsler.
Nu er det ved at blive acceptabelt at være en smule kritisk – ca. 11 uger inde i Corona-krisen. Derfor tør jeg godt kommentere kulturlivets trængsler set fra sidelinjen.
Fornylig læste jeg en bog til anmeldelse. Da jeg var lidt langsom, kom der flere anmeldelser før min, og et par af dem allerede på selve udgivelsesdagen. Alle var ekstremt positive. Det var lidt overraskende, men pointen var, at anmelderne selv havde udgivet bøger på den nye bogs forlag og i øvrigt var kolleger med forfatteren til bogen. Det er godt at have venner på parnasset!
Når historien er relevant lige nu skyldes det bl.a. de nødråb, der dagligt ses på Facebook og i udvalgte aviser. En række kulturinstitutioner lider lige nu efter et par måneders lukning og uden klare retningslinjer for genåbning i den nære fremtid. Nogle råber op, andre sidder stille, fordi de allerede er sikret takket være ”gode venner” , mens endnu andre er tavse, fordi de ikke tør lægge sig ud med bevilgende myndigheder og muligheder. Det er en farlig tendens, at angsten for ikke at please,om det så er Kulturministeriet, en styrelse eller private fonde, lægger låg på ytringsfriheden.
Der har været skrevet meget om den manglende opmærksomhed over for kulturen, mens det ”rigtige” erhvervsliv, takket være diverse organisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv, har fastholdt politikerne og mediernes fokus på erhvervslivets problemer allerede fra dag 1. Alt for hurtigt meldte den nye kulturminister ud, at der måtte være lige vilkår for erhvervsliv og kulturliv: Samme problemer, samme muligheder, samme hjælpekasser. Det kom hun til at fortryde, og at en maler er en maler, uanset om han maler plankeværker elle skilderier, er en meget forenklet konstatering. For at råde bod på miseren fulgte efter et månedlangt tovtrækkeri et kludetæppe af diverse lappeløsninger, som skulle råde bod på kulturlivets trængsler under krisen.
Kulturministeriets ressort er en blandet landhandel, hvor både folkeoplysning og idræt hører hjemme sammen med individualister og enkeltindivider som folkemusikere, gøglere, revykunstnere, dyr i bur og områder som litteratur, billedkunst, teater og musik. Selvfølgelig er det svært at overskue, men det er jo derfor vi har et kulturministerium med departement, styrelser (sammenlagte), uendelig mange faglige udvalg m.m. Det burde ikke have været så svært at forstå kulturlivets struktur – fra dag 2. Det er jo deres arbejdsområde!
Sværest har det vist været for Københavns Zoo og Den gamle By i Aarhus. De har følt sig overset, forbigået, fordi de er virksomheder, der både kan tjene mange penge på entreindtægter m.m. og er en del af den danske kultur – ovenikøbet i den mere synlige og lettilgængelige hjørne. Men her spiller det ind, om man har ”muskler” til at råbe op – og indrykke helsidesannoncer eller markere sig på facebook.
Udover Dansk Skuespillerforbund, Dansk Artist Forbund, ”Danske Museer” har enkeltinstitutioner som Mungo Park og Aveny-T-Teatret, bl.a. på grund af en inaktiv organisation som ”Dansk Teater”, selv råbt op. Aveny-T’s leder, Jon Stephensen har endog i mangel af teatrenes gennemslagskraft foreslået kulturlivets pendant til ”Dansk Erhverv” som kunne hedde ”Dansk Kultur”. I betragtning af, at Dansk Erhvervs direktør, tidl. konservative kulturminister Brian Mikkelsen, har været ganske meget ”på” i medierne i de seneste måneder, er ideen nok ikke så tosset. Forudsat at kulturlivet kan enes.
Allerseneste udmelding fra kulturlivet kommer fra Design Museum Danmark (tidl. Kunstindustrimuseet.) Her har direktøren meldt ud, at museet, som har været gearet til at modtage over 250.000 turister årligt (mere end 90 % af det samlede besøg), ikke kan klare sig lige nu og vil lukke i ca. halvandet år. En mærkelig beslutning, som nok bunder i andet og mere end Corona-krisen. ( Uddybende kommentar følger snarest).
Men tilbage til gennemslagskraft og vennebegrebet: Meget hurtigt i Corona-krisen gik Ny Carlsberg-Fondet ud og havde en hjælpepakke til udvalgte museer. Andre store fonde er kommet med hjælp til de institutioner, som de plejer at støtte, bl.a. et samarbejde imellem Aarhus Kommune og Sallingfondene peger i den retning. Senest er Kulturministeren ( og ikke Kulturministeriet) gået i samarbejde med en række af de største kulturfonde og med DR (for at få PR, eller som der står i pressemeddelelsen: synlighed) om et specifikt projekt, der er inspireret af Corona-krisen. Ministeriet investerer 5 millioner kroner i det. En pulje vil blive opslået snarest. Spørgsmålet er, om det er et beskæftigelsesprojekt for arbejdsløse kulturfolk eller det er et Corona-informationsprojekt. Det vil i hvert fald give arbejde til nogle embedsmænd. I øvrigt er det ikke nogen god idé, at ministeriet samarbejder tæt med private fonde. Det giver en ekstrem magtkoncentration, som vil gå ud over mindre og mere perifere kulturinstitutioner.
Der er brug for alternative støttemuligheder, og de private (og semioffentlige fonde som Bikuben og Realdania) kan være en god modvægt til de eventuelt tendentiøse moderetninger inden for statens tildelingsprincipper. Det peger tilbage på en mærkelig sag: Dengang Brian Mikkelsen som kulturminister opfandt den store Kulturkanon inden for flere områder. Efterfølgende skulle kanonen pine død på nettet, og private fonde måtte spendere i nærheden af 13 millioner kroner, hvis jeg ikke husker galt. Kanonen blev ikke brugt ret meget, men som et par fonde dengang sagde til mig: for et par millioner kroner orkede de ikke at lægge sig ud med ministeriet.
Men der er brug for kritisk afstand, ikke mindst i disse tider, fordi der er behov for at små, som store kulturinstitutioner, kan finde midler forskellige steder og ikke støde ind i Tordenskjolds soldater af bevilgende hænder, kasser og meninger.
Selv om Kulturministeriet vist har 10 presse- og kommunikationsfolk ansat, ved jeg ikke, hvor mange penge Kulturministeriets nye hjælpepakker indeholder, men de 5 millioner kroner, sammenlignet med de summer, som dansk kulturliv har brug for på grund af lukkede museer, dyreparker, teatre, koncerthuse, musikfestivaler, biografer m.m., forslår næppe og synes snarere som en flink, men ret tom gestus. Den danske stat har jo udtalt, at det forventes at hjælpepakker m.m. vil koste op imod 190 milliarder kroner.
På det seneste har statsministeren i sine offentlige taler inddraget begrebet kultur, som jo også omfatter sport, idræt etv. Det er et fremskridt, men den foreløbige konklusion må lyde, at det på trods af de mange gode bestræbelser på det seneste, stadig kan være svært for en mindre kulturorganisation eller for den sags skyld kunstner eller kulturarbejder at finde en plads i kulturministeriets genopretningsplaner.
Ulighederne trives. Det bedste for alle kulturfolk og institutioner vil være at få – ikke en besøgsven – men en ven, der besidder magt og power.