∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Gennem glasvæggen af Henning Jensen.
Skuespilleren Henning Jensen har skrevet en meget modig bog. For ”Gennem Glasvæggen” er beretningen om hans eget, hårdtslående sammenbrud i 1978 og vejen tilbage til livet og kunsten – beskrevet minutiøst med et både sprogligt og humoristisk overskud og befriet for selvynk. Det er unikt.
Allerede i 2001 begyndte Henning Jensen at tale åbent om at leve med en depression, og han har siden holdt mange foredrag og sidder i dag i Psykiatrifondens præsidium.
”Gennem Glasvæggen” er derfor en definitiv status over en depression set og oplevet indefra, men skrevet til både ligesindede og deres pårørende. Symptomerne er beskrevet så detaljeret, at depressionens vilkår næsten hopper ud af teksten og over i læseren.
Depression er med Henning Jensens ord en sygdom, men ikke en sygdom, man kan kureres for. Depression er en ubalance, der kan stabiliseres, men ikke forsvinde: ”Depression er vores eget sind, vores egne følelser, tanker og adfærd, der af kemiske grunde forvrides, forkvakles og sygeliggøres indefra og af sig selv, uden at vi ved egen kraft eller vilje kan værge os imod det”. Men hvor og hvordan de neurokemiske sammenbrud opstår, er ifølge Henning Jensen endnu ikke gennemforsket og dermed afklaret fuldt ud. Men der er heldigvis sket meget i den folkelige forståelse og accept af sygdommen siden 1978.
Tilbage i 1978 kom det ene symptom efter det andet hos den unge, succesrige skuespiller, der i løbet af et arbejdsdøgn havde en håndfuld opgaver. Om formiddagen i radioen eller på tv, derefter eftermiddagsprøver på Alléscenen (i dag Betty Nansen Teatret), for om aftenen at stå på Det Kongelige Teaters scene og spille over for Danmarks to største skuespillerinder: Bodil Kjer og Ghita Nørby. Hvem ville ikke blive angst af det. Henning Jensen havde på det tidspunkt netop afsluttet tre års samliv med Ghita Nørby.
En majdag kom sammenbruddet, mens han var på vej til endnu en opgave. Men som professionel fortsatte han med det meste af arbejdet, selv om kædereaktionerne i de følgende uger og måneder blev værre og værre. Han græd i kollegers nærvær, turde ikke gå ind på scenen og havde svært ved at lære replikkerne.
Noget var galt, tænkte han, men at det var regulær sygdom, forstod hverken han eller omgivelserne, hvor en række navngivne kolleger fremhæves positivt: Bent Mejding, Peer Gregaard, Erling Schroeder og Lars Junggren. Alle forsøgte at hjælpe.
Henning Jensen begyndte at søge løsninger på sine problemer. Første forsøg gjaldt et besøg hos Hari Krishna, siden kontaktede han Scientologi, men han flygtede væk.
Derpå fulgte rækken af diverse kvaksalvere beskrevet så underholdende, at alene denne del af bogen er lige at sætte på en teaterscene. Det kunne også blive til en kortfilm med overskriften: “Hold dig væk fra velmenende, halvgamle kvinder, der påstår at kunne hjælpe dig med terapi, strygninger, håndspålæggelser, clairvoyance og værst af alt besøg i zoologiske haver og på konditorier”.
Han flyttede ind hos en jungianer, en ældre terapeut, hvis drævende sønderjyske gjorde ondt i den unge skuespillers ører. Hun førte ham videre til Zurich – til midaldrende damer, der også ville redde og forstå ham. Men depressionen blev værre og værre, og til sidst kunne patienten nærmest ingenting og var et nemt offer.
I detaljer beskrives, hvordan angsten bemægtiger sig hele kroppen, så kun en regulær fosterstilling er mulig. Appetitten forsvinder, tidsfornemmelsen smutter, og de almindelige grænser, som voksne mennesker intuitivt lever efter, fordufter.
Redningen blev en indlæggelse over flere måneder på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, hvor både en sygeplejerske og en kvindelig psykolog, Alice Theilgaard, som han i de følgende år frekventerer adskillige gange, hjælper ham på fode. Via medicin begynder vejen tilbage mod et almindeligt liv uden for murene at blive en mulighed, men desværre brolagt med flere tilbagefald.
Fra foråret 1979 har Henning Jensen fået en livslang følgesvend, som han må lære at leve med.
Og så er der nogle navngivne skurke, som Henning Jensens skrøbelige sind aldrig glemmer: Den almægtige instruktør John Price, der undrede sig højlydt over, hvad han skulle på Det Kongelige Teater. Andre af den gamle skole fulgte trop. Der stod vist daglig mobning på programmet for de nyankomne, dengang i 1970erne på Det Kongelige Teater. Værre blev det, da den berømte og berygtede, psykiatriske overlæge Thorkil Vanggaard ved den første og eneste konsultation sagde: ”Med den baggrund De har, vil det nok være begrænset, hvad de kan forvente Dem af tilværelsen”. Siden blev overlægen sat fra bestillingen, men skaden var sket.
Barndommen ligger og lurer latent igennem hele bogen. For tilsyneladende er det den nøjsomme opvækst på Stevns hos en svag far og en kold mor, der har lagt kimen til det hele. Det er jo en trossag, men inden for visse psykoanalytiske skoler bunder alt i barndommens traumer. Det tror Henning Jensen fuldt og fast på og leverer bevis derpå i form af genfortællinger af drømme.
Bogen er naturligvis i ekstrem grad selvcentreret. Den handler alene om Henning Jensen, som ikke siger undskyld, men dog prøver at forklare, hvorfor han i perioder har været så ulidelig over for omgivelserne.
Men flere spørgsmål trænger sig på. Hvis den begavede og velskrivende Henning Jensen havde valgt en anden metier, f.eks. som teateranmelder eller terapeut, ville han så have haft en nemmere liv?
”Gennem glasvæggen” er velskrevet, humoristisk midt i alvoren, og minder sine steder om en meget vellykket selvhjælpsbog. Samtidig er bogen også så personlig, at Henning Jensens karakteristiske stemme synes at læse teksten op for ens indre øre. Bogens formfuldendte opbygning bærer på den gode måde præg af, at Henning Jensen ud over at være en meget brugt og anerkendt skuespiller, i de senere år har holdt foredrag og i det hele taget været med til at formidle viden om depression, set og oplevet indefra.
En bog – ikke mindst skrevet til lidelsesfæller og deres pårørende, og hvem er ikke det?
www.gyldendal.dk udkommer 5.5.2020.