∗ ∗ ∗ ∗ (6 for underholdningsværdien, 2 for form og struktur).
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Selveste Gyldendal – ren striptease – betalt af forlaget selv.
Gyldendals jubilæumsbog om 250 års virke er paradoksalt nok udgivet af forlaget selv, men fremstår som rå striptease hjemme i familien. En virksomhed og en forlagsbranche klædes af, og bogen har tilsyneladende et bevidst sigte: at sværte udvalgte personer fra fortiden til.
Måske er jeg blevet for gammel, måske er denne corona-tid med til at gøre mig mere moralsk, men jeg kan simpelthen ikke lide bogen, selv om jeg i ekstrem grad var underholdt under læsningen. Der er for mange mennesker, som jeg har kendt og interviewet igennem mit eget professionelle liv, der hænges ud. Det gør ondt. Og nogle af nutidens ”skurke” slipper derimod alt for let. Det er unfair. Dvs. en uegal bog, som på flere niveauer synes ganske frastødende og dermed ender som unyttig historieskrivning.
Det er lidt af en mavepuster: denne portrætbog om Danmarks mest prætentiøse og glamourøse bogforlag Gyldendal – grundlagt i 1770 af en mand, som tog navnet Gyldendal og siden ledet af en lang række duelige og ikke mindst uduelige, primært, mandspersoner. Tonen i bogen er hård, sarkastisk, nedladende og i mine øjne for meget!
Jeg føler mig ilde berørt af at skulle læse om disse nutidens og fortidens bogmennesker, herunder også de mange gentagelser om ikke mindst Ole Wivel, Knud W. Jensen og det gamle dynasti Hegel, som huserede i 1800-tallet.
Bogen er akronologisk. Er snarere bygget op, så læseren indfanges af udvalgte skandaler. Og som den drevne skribent, forfatteren og journalisten Pernille Stensgaard er, ender hvert kapitel med en såkaldt cliffhanger. Vi drives fremad og hen igennem en næsten uendelig række af gentagne insinuationer og parallelbilleder. Nogen ville måske kalde det for kulturjournalistik med dyb ironi, andre vil nok snarere se bogen som journalistik med staveplader, som det kendes fra kedelige TV-udsendelser. De uendelige gentagelser af hændelser og cv’er ville slet ikke være nødvendige, såfremt bogen var skrevet som en kronologisk eller blot mere tematisk opbygget beretning, og ikke mindst såfremt en redaktør (!) havde været inde over. Men Stensgaard (og Gyldendal) vil tilsyneladende noget andet.
Målet synes at være de endelige karaktermord på forfatteren og forlagsmanden Ole Wivel og museumsstifter og gyldendal-ejer fra 1952, Knud W. Jensen. Takket være Knud W. Jensens penge fra familiens ostegrossistvirksomhed, blev Jensen i stand til at købe det skrantende Gyldendal i 1952 og indsatte sine venner, herunder Ole Wivel, på vigtige poster. Senere, i 1958, åbnede Knud W. Jensen Louisiana Museet, som siden udviklede sig til det vigtigste mekka i Norden for moderne kunst.
Med i Stensgaards smædekampagne inddrages en række andre personer, som vel er Gyldendal-sagen ret uvedkommende, f.eks. de førnævntes ægtefæller. Alle er afdøde i dag, men tilbage sidder børn og børnebørn. Det er fortidens synder fra årene op til Anden Verdenskrig, der stadig spøger og oprindelig blev fremdraget i avisartikler i 2001 og siden 2004 og efterfølgende i forskellige publikationer. Stensgaard er altså ikke første skribent på pletten, men det er, som om hun ikke kan få nok af både homoerotiske og nazistiske anklager.
På samme vis føler jeg med de forlagsfolk og deres familier, som også får nogle hak fra den skarpe pen, bl.a. Mogens Knudsen, der var litterær direktør op til 1980-erne.
Forlagets øverste direktør igennem 1980erne og det meste af 1990erne, Kurt Fromberg, slipper heller ikke, selv om det mere er hans person end hans gerninger, der er Pernille Stensgaard imod. Meget mærkelig metode. Derimod kan de ligeledes nulevende Johannes Riis, Stig Andersen samt Klaus Rifbjergs efterladte læne sig veltilfredse tilbage: Ingen afsløringer, ingen injurier, måske lidt nedladende ord om deres påklædning, men ikke om deres gerninger. Den nye ”direktøren for det hele”, Morten Hesseldahl, slipper også.
De døde får med krabasken – dem, der betaler for gildet og stadig kan give middage i dag og i morgen på enten Gyldendal, Louisiana, Politiken eller Weekendavisen (hvor forfatteren er ansat) går fri. Ingen afsløringer.
Pernille Stensgaard har styr på sit kildemateriale. Der er sikkert ikke så mange hemmeligheder tilbage, som hun ikke er bekendt med. Men meget må hun have beholdt for sig selv, for på trods af bogens længde, er der så meget, man gerne ville vide om forlagsvirksomhed, oplagstal etc. Nok er det drysset lidt arrogant rundt i bogen, men oversigter etc. er ikke-eksisterende.
Hvor ville jeg gerne have haft en bog, og også gerne af Pernille Stensgaards vittige pen, hvor man efter endt læsning kunne se udviklingen for sig og herunder også være beriget af en analyse af de allerseneste års forlagspolitik, hvor kulturhistorien nærmest er skubbet ud af kataloget og populistiske skriverier af og om yngre skuespillere og mediefolk udkommer i bekvem afstand til julesalget.
Der er masser at tage fat på. Men at den vigtigste pointe om Gyldendal, grundlagt i 1770, skulle være de to borgerbørn, Ole Wivel og Knud W. Jensen og deres eskapader på tennisbanen og siden på Café Kronborg i tiden før og i begyndelsen af Anden Verdenskrig, er for mig at se en eklatant fejlproportionering i en bog om Gyldendal, 1770-2020. Øv, siger jeg bare.
Louisiana Museets direktør igennem snart mange år er Poul Erik Tøjner. Han er også bestyrelsesformand for Gyldendal. Der er noget jeg ikke forstår.
Selveste Gyldendal
www.gyldendal.dk
ca. 480 sider. Pris 399,- kr.
Er langt hen ad vejen enig med dig, Ulla. Jeg bryder mig heller ikke om bogen, om tonen, om sladderhistorierne fra privatliv og om den nedladende tone om tidligere direktører. Der er for meget Se & Hør over indholdet. Ærgerligt, fordi det skygger for de mere interessante og relevante historier om litteraturens højborg i 250 år.