∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det er så det nye – lille skuespil af Line Knutzon fra 1993.
Absurdisme i nutidsklæ’r på Teatret ved Sorte Hest.
Der er ikke en floskel, og indimellem er det også sjovt. For Line Knutzon kan skrive replikker. Men den gode dramatiker, som Line Knutzon så mange gange har demonstreret, at hun er, synes svær at skimte her. Stykket er fra 1993 og genopsat nu 22 år efter.
I ”Det er så det nye” er det næsten kun stykkets titel, replikken: ”Det er så det nye” og så nogle hyppigt omtalte buddhister i hobetal, som fænger.
Historien er hurtigt fortalt: to unge mennesker bor sammen og taler til hinanden som personerne hos Ionesco i ”Den skaldede Sangerinde” – og andre lignende tekster – far back. Altså fremmedgørende. Det var sjovt i 1950erne, fordi det var nyt, det var det nye dengang, men nu er det kun den tredje person, viceværten, underfundigt spillet af Lars Knutzon, dramatikerens fader, der trækker nogle stik hjem. Mens handlingen om de fremmede, dem derude, betegnet fætrene, ikke rammer. Kun replikkerne kan af og til afføde overraskelse.
Ellers sidder man lidt rådvild og undrer sig over, at den gode, indarbejdede gruppe på Teatret ved Sorte Hest, med lederen Maria W. Vinterberg og scenografen Marianne Nilsson, ikke har set, at tiden faktisk er løbet fra stykket. Der mangler nutidsbelysning. Der mangler det væsentlige, det livsnødvendige, det, der gør teater så anderledes end al anden kulturel oplevelse: nærværet og livet. I øvrigt er Line Knutzon bestyrelsesmedlem på Teatret ved Sorte Hest.
Scenografien har ellers gjort sit til, at vi både er moderne og i fortiden, dengang – og ligeså i kostumerne. Interessant og tankevækkende. Men teksten er bare ikke stor nok. Ærgerligt. Pressebillederne harmonerer ikke med den færdige forestilling, man må have skiftet retning midtvejs. Derfor ingen illustration.
MEDVIRKENDE:
Lars Knutzon, Morten Holst & Josephine Ingrid Raahauge
TEKST: Line Knutzon
SCENOGRAFI: Marianne Nilsson
ISCENESÆTTELSE: Maria W. Vinterberg