∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Nattergalen hos Dansk Danseteater.
Der er ingen tvivl om, at Dansk Danseteater har været i et kunstnerisk dødvande de seneste år. Selv om det er Danmarks største alternative danseteater, med adskillige millioner kroner i offentlig støtte, er det jo ingen garanti for kvaliteten. Dansk Danseteater har i øvrigt også manglet og mangler stadig et dansk islæt.
Den svenske chef, Pontus Lidberg, har tilsyneladende igangsat et udviklingsprogram, Generator, og resultatet er ”Nattergalen”. På papiret en genial idé: at indbyde to koreografer, der allerede har vist deres ganske forskellige evner, parre dem med musikduoen Den Sorte Skole og så stille en bunden opgave: H.C. Andersens legendariske ”Nattergalen” – og Oscar Wildes mere ukendte novelle ”Nattergalen og rosen”.
Resultatet er blevet til to forskellige balletter i samme program. Sebastian Kloborg lægger sig mest op ad Andersen, mens Alessandro Sousa Pereira er til Wilde.
Men hvor Kloborg plejer at være ret logisk og stringent, er historien her mindre tydelig. Det hele er i gråt. Allerførst møder vi nattergalen, der jo er et undseeligt væsen med en vidunderlig sangerkapacitet. Det er svært at udtrykke i ballet, selv om den unge pige på bedrøvet vis danser og danser (i grå træningsdragt). Kejserens hof er ganske sjovt i starten, hvor alle hoffolkene børster støv af kejserens frakke, men hvorfor de er sorgmodige allerede fra starten, er lidt svært at forstå. Indimellem kalder kejseren på musik, og så drøner Den Sorte Skoles fascinerende sampling ud over højtalerne.
Mod slutningen bindes nattergalen med hoffolkets grå slips. Det er ganske klumset, både visuelt og koreografisk. Den dybere filosofi om ægte og uægte, natur og unatur, har meget svært ved at komme til syne. Balletten synes ufærdig og kunne godt strammes op, ses efter i historien og lade trin og bevægelse komme i større harmoni med musikken og historien – historierne.
Efter pausen er det primært Wildes lille novelle om en forelsket ung mand, der skal give en overklassepige en rød rose. Han kan ikke finde en, før nattergalen hjælper ham på den mest grusomme måde. Hos Wilde vil pigen til sidst alligevel ikke have rosen. Tre dansere i sorte habitter svarer ikke helt til mit kærlighedsunivers, men det går an som en abstrakt historie.
Billedkunstneren Sergei Sviatchenko, der også lagde collage til Kloborgs ballet, får mere fat i historien her, men det er og bliver med kun to dimensioner. Nogle rullende papcollager, der faktisk peger tilbage på billedkunstneriske forsøg i 1920erne og 1930erne hos bl.a. Man Ray og Le Corbusier. Det giver ikke megen mening. Lyssætningen på det ganske ucharmerende Takkelloftet hjælper heller ikke i tilstrækkelig grad til.
Derimod er musikken i denne afdeling mere koordineret med dansen, ja faktisk lydefri – og stadig fascinerende. Den Sorte Skole kan noget!
De to koreografer synes at have bakset alt for meget med den bundne opgave, og sammenhængen var svær at finde. Var det ikke for de meget dygtige dansere, havde der været færre stjerner. Men ensemblet er godt, bare ærgerligt at så få danske dansere tilsyneladende evner at bliver medlemmer af Danmarks næststørste dansekompagni.
Nattergalen har premiere d. 17. januar 2020 i Aarhus på Musikhuset Aarhus. Efter forestillingen i Aarhus spiller den på Takkelloftet og drager herfra videre på turné i hele i landet.
Koreografi: Alessandro Sousa Pereira & Sebastian Kloborg
Dansere: Dansk Danseteaters dansere
Scenograf: Sergei Sviatchenko
Kostumer: Sergei Sviatchenko og Maria Ipsen
Musik: Den Sorte Skole
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Dramaturg: Sosha Teperowska & Amanda Linnea Ginman
Turnéplanen kan ses her:
Sted & tider:
- jan. København
- jan. Nykøbing F
- jan. Ballerup
- feb. Hørsholm
- feb. Slagelse
- feb. Vejle
- feb. Sønderborg
- feb. Rødovre
- feb. Flensborg
- feb. Viborg
- feb. Helsingør
- feb. Stevns
- mar. Vordingborg
- og 6. mar. Roskilde.
- www.danskdanseteater.dk