∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Hans Dahlerup Berthelsen – ny bog om overset arkitekt.
Kunsthistorikeren Leila Krogh har skrevet en interessant bog om en ganske ukendt og overset arkitekt, Hans Dahlerup Berthelsen. Han døde allerede i 1939, men havde da fuldført mere end 50 byggeprojekter, mange af dem store. Det allerstørste på Frederiksberg, Hostrupshave, har 700 lejligheder.
Han var en stilfærdig mand, der ikke gjorde stort halløj af sig selv. Derimod arbejdede han støt og roligt i samarbejde med et par faste investorer. Det blevet til en række ganske velkendte boligområder i København. Og jeg tør vove at sige, at alle, der er opvokset i Hovedstaden, med ubevidst glæde har iagttaget nogle af hans gedigne og gennemtænkte byggerier, ofte udført i røde sten: En lang række boligblokke i den dyre ende, med gode lejligheder: på Strandvejen ved Svanemøllen – på Jagtvej ved Kanslergade – og så de smukke og i dag attraktive og (dyre) rækkehusbebyggelser ved fuglevejsområdet på Frederiksberg, ved Svanemøllen, tæt ved vandet, og i Hellerup op mod Charlottenlund Slotspark.
Leila Krogh har været i hver en krog, der var mulig, men er kommet til kort et par gange, fordi det var en arkitekt, som ikke ruttede med oplysninger. Heller ikke hans efterladte famili, har gjort meget ud af hans eftermæle.
Leila Krogh forherliger ikke manden, og det er måske synd. For er det ikke netop den slags arkitekter, vi har brug for? Hans værker bygger nemlig på fornuftige proportioner, gennemprøvede materialer og hensyn til både området og beboerne . Behøver alt være et eksperiment for at få omtale og komme i historiebøgerne?
Et af hans tidligste værker er det meget charmerende hjørne ved Sct. Jacobs plads på Østerbro. I dag ligger der en luksusdelikatesseforretning (Letz), men engang var det en benzintank beregnet på de velpolstrede beboerne, som allerede i 1927 kunne efterlade bilen i sagkyndige hænder. På Strandboulevarden ligger der også et bemærkelsesværdigt hus som er ganske bastant, men attraktivt, midt imellem pakhus og kontorhus. Også det har Dahlerup Berthelsen tegnet i 1915.
Som flere andre arkitekter i begyndelsen af det 20. århundrede (bl.a. Hack Kampmann og senere Arne Jacobsen) fornemmede Dahlerup Berthelsen tidsånden og ændrede stil, hvis bygherren ville det.
Det eneste hus, blandt alle hans frembringelser, der har fundet nåde for fredningsmyndighederne, er det grønne funkishus på Fasanvej, lige overfor Frederiksberg Hospital. Det blev bygget i 1932 og er i datidens moderne betonstil med stålskelet og stålvinduer. I samme periode arbejder han dog videre med de røde sten, såfremt bygherrerne ønskede det.
Ikke langt fra det grønne hus på Fasanvej byggede Dahlerup Berthelsen på Emanuel Olsens Vej en række smukke dobbeltvillaer. I dag er de hvide, men ved opførelsen i 1933 var husene gule og havde knaldrøde døre. Også indenfor har der været farver, præcis som hos datidens påstemplede funktionalister, PH og Arne Jacobsen. Men årene åd farverne – og igennem flere årtier gik mange rundt og troede, at funkis var lig med bleghed og hvide mure. Sådan var det slet ikke. Derfor er disse huse, som i dag fremstår hvide, ikke fredede. Men det er synd. Uanset farve er det en spændende vej på Frederiksberg – og helt anderledes organisk end det nybyggeri, som finder sted for tiden, ofte i funkissens navn.
Det samme kan man sige om bl.a. Constantia på Strandvejen i Charlottenlund. Et flot hus, der har ændret karakter. En sjov redegørelse i bogen fortæller, hvordan sælgeren, den gamle A.P. Møller, vil bestemme, også efter at han har solgt grunden. Der skal være lavt byggeri og ikke musik for åbne vinduer. Taget må ikke have for høj en hældning etc.. I dag er byggeriet stadig ok, men nye, billige altaner skæmmer. Og sådan er det mange gange. Tænk hvis folk tænkte sig om.
Leila Kroghs bog er et pionerarbejde, som bl.a. er udsprunget af, at hun selv i mange år har boet i et af Dahlerup Berthelsens rækkehuse. Leila Krogh er en meget gedigen kunsthistoriker. Derfor rummer bogen ikke megen kritik – hverken af offentlige myndigheder i går eller i dag – eller pegefingre ad nye bygherrer som molesterer gammel, velfungerende arkitektur.
Leila Krogh er heller ikke nyfigen. Derfor viser bogen næsten ingen interiørbilleder, som ellers havde været sjove at se.
Men i disse tider, hvor dameblade og aviser i et væk forherliger de samme tre – fire arkitekter, er det en lise at stifte bekendtskab med en hårdtarbejdende arkitekt, som var så let at samarbejde med, at både offentlige byggeinstanser og bygherrer var fornøjede. Det ser man ikke hver dag.
Mere end 4000 boliger har Dahlerup Berthelsen (som ikke er i familien med den kendte arkitekt Dahlerup) skabt. Her er så den ideelle julegave til venner, der bor i et Dahlerup Berthelsen værk!