∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Flot ser det ud, når Kizzy Matiakis som ene, spinkle kvinde i sort står midt på scenen og ER Blixen. For danserinden skaber et smukt, bevægende portræt af den forfatterinde, som vi alle sammen vel synes, at vi kender – og som er en vigtig del af vor kulturarv. Kizzy Matiakis løfter balletten og sørger for, at vi holder koncentrationen.
Karen Blixen var den store storyteller, som var god til at skabe sig et image – mange år før det blev moderne. Vi ved, hvordan hun så ud – uden måske at have læst hendes historier. Og med Maryl Streeps legendariske portrættering i filmen “Out of Africa”, blev Karen Blixen world wide kendt, også uden for litterære cirkler.
Det er rigtigt set af balletmester Nikolaj Hübbe, at en Blixen-ballet kan samle det voksne publikum. Der var TOTALT udsolgt til urpremieren, og rigtige ballettomaner var lyksalige: over 3 timers dans – i en lang, velfortalt historie med de smukkeste kjoler og ind imellem også fine pas de deux’er. Hvad kan man forlange mere?
Solodanseren Gregory Dean har koreograferet hele balletten og brugt Debussy-musik arrangeret af Martin Yates. Et valg der syntes indlysende i kærlighedspas de deux’en imellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton (danset overbevisende af Dean selv), kun med klavermusik, mens både åbningen og mange andre scener måske var for voldsomme, selv om kapellet ydede det optimale. Debussy og Blixen? Jah, måske.
Dean har valgt at fortælle hele livshistorien, men intet om litteraturen: Om den lille Karen hjemme i Rungsted, om faderen, der begår selvmord og om årene i Afrika. Den utro Bror Blixen og den kultiverede Denys Finch Hatton folder sig ud med masser af figurer uden om – og sandelig om Dean ikke fortsætter, hvor filmen slap, og fortæller om fruen på Rungstedlund omgivet af intellektuelle og vartet op af Thorkild Bjørnvig. Dermed kommer der alt for mange detaljer og for lidt litteratur. Vi hører ikke et ord, men ser en gang imellem nogle ord kradset på baglærredet, men hun var jo forfatter!
Karen Blixen har selv fortalt, at hun havde kontakt med Djævelen. Derfor synes det helt naturligt, at Djævelen i Jon Axel Franssons altid dæmoniske skikkelse, følger hende hele vejen. Men hans figur bliver for enstrenget, selv om djævelen jo både er flink og ond. Koreografen har ladt djævelen i stikken.
Det er en lang livsfortælling, hvor alt synes velkoordineret, men som det er med djævelen, mangler også historieforløbet nogle brudflader. Det er ikke nok, at vi ved, at det faktisk ender skidt hver gang: ægteskabet, kaffefarmen, elskoven, livet. Intet er lykkeligt. Men som ballet på næsten tre timer, må der mere til.
Trinene er ovre i det klassiske hjørne, dog afbrudt af nogle flotte dansante charleston-momenter i den britiske klub i Kenya og hos de intellektuelle i København i 1950erne.
Uden at forkleine de andre dansere er det dog Kizzy Matiakis’ Blixen-nævær, som redder aftenen.
Scenografen Jon Morrell er en eminent kostumedesigner, men hans scenografi først i Rungsted – så et par steder i Afrika og efterfølgende tilbage i København synes lidt for spartansk og for lysende. Lysdesignet ved Jesper Kongshaug har heller ikke den glød, som kunne hjælpe scenografien og give flere dimensioner både til det attråede Afrika og det elskede Rungsted.
Blixen er en stor produktion, og det er dejligt at se hele korpset på scenen. Men det er nok for stor en mundfuld at fortælle en hel livshistorie, i trin og toner, om en person, der brugte ordet og stemmen som redskaber.
Teaterprogrammet er fint og indholdsrigt i redaktion af Lise Kaiser.
Der er flere hold dansere på! Jeg så balletten lørdag d.9.11.2019.
Koreografi: Gregory Dean
Musik: Claude Debussy
Komponist og musikalsk arrangement: Martin Yates
Scenografi og kostumer: Jon Morrell
Videodesign: Adam Ryde Ankarfeldt
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Dirigent: Tim Murray
Dirigent: Robert Houssart
Jeg oplevede slet ikke Blixen balletten, som en sammenhængende ballet, men sanere en danse forestilling med små ballet oplevelser, lidt i musical changeren, og uden dramatik. Hele forestillingen var klædt i sorg. Karen Blixen var alt andet end et liv i sorg. Et menneske som levede med op og nedture, men aldrig kedeligt.
At Blixens livsforløb skulle dokumenteres, som var vi til en litteratur time, gjorde at forestillingen blev for lang og mistede dramatik.
Tak for kommentaren. Kan godt forstå din opfattelse. Lang var balletten, men den fortalte jo hele historien.
En storslået forestilling. Jeg mindes ikke, hvornår jeg har siddet så intenst optaget af noget i 140 minutter, som selve forestillingen varer. Alle Blixen beundrere bør se den. Denne form for biografi giver en del af baggrunden for hendes forfatterskab. Scenografien herunder video rammer plet specielt med hensyn til Rungstedlund, som jeg har levet tæt på i årtier.
Jeg kunne blive ved, men siger blot tak.