4 stjerner.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Musikken er vidunderlig, historien frygtelig sørgelig, men ellers er de rette ingredienser tilstede for at skabe en fascinerende ballet efter Shakespeares tragedie til Prokofjevs toner. Og i disse dage, hvor medierne, og ikke mindst Politiken, er overstænkt med kommentarer om menneskehedens sexliv, er det velsignet at opleve kærligheden løftet op på et højere, smukkere og mere æstetisk plan. Så tak for det.
Helgi Tomassons balletversion fra San Francisco af tragedien har 25 år på bagen. Selv om danske Jens-Jacob Worsaaes scenografi er smuk og fuld af venetianske 1400-tals detaljer, ikke mindst i kostumerne, er der noget gumpet dukketeater over hele afviklingen og alt for mange gange, hvor scenerne blot går i stå. Så aftenen blev lang.
Men amerikanerne, og heriblandt en række asiatiske dansere, viste flotte præstationer. Ikke mindst herrerne havde gode udfordringerne. Men, men, har man vores ikoniske version af John Neumeiers 1970-er udgave i erindringen, er Tomassons bud lidt irriterende. Der er indlagt en ekstra, lidt brutal åbningsscene, med fuld gang i ledemotiverne og bulder og brag fra første færd. Flere andre scener er uklare. Her hjælper det heller ikke, at Montague’erne (dvs. Romeos fløj) skifter farver: I starten er de blå, til det store bal har de røde overdele (og hvide ben) – og ved mordet på Mercutio er de igen i blåt. Forvirring.
Men korpset er fint dansende, og Romeo og Julie kunne ikke gøre det smukkere i de store pas de deux’er. Men jeg så ingen tårer på publikumspladserne.
Det er godt med forandring, men det er svært, når man bare eeelsker Neumeiers Romeo og Julie-udgave. San Francisco-dirigenten stod på podiet og dirigerede Det Kongelige kapel med Sturm und Sturm.
Gæstespillet varer 3 dage: der danses torsdag, fredag og lørdag på Operaen.
www.kglteater.dk
( Anmeldelsen er fortsat kort og mgl. billeder grundet dårlig højre hånd)