5 stjerner.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det store drama om den rene kærlighed, som først kan realiseres efter døden. Høj international kvalitet i “Tristan og Isolde” på Operaen.
Det meste var vendt rundt på Operaen ved koncertopsætningen af “Tristan og Isolde”. Hele kapellet sad på scenen – og på en smal gangsti foran og bagved orkestret kunne sangerne agere. Flot og enkelt tænkt og understregede netop de kvaliteter, som operachef John Fulljames introducerede forestillingen med i programmet: hos Wagner og ikke mindst i operaen “Tristan og Isolde” ligger det store drama i musikken. Det er her, ledemotiverne fører fra den ene situation til den næste, det er her håbet spirer, og det er i musikken, at drømmen om kærligheden kan leve videre efter døden, når de elskende forenes i fred.
For mig var det mere end behageligt at slippe for en iscenesættelse med masser af dekorationer og fortænkte konklusioner og i stedet møde musikken og sangere på lige fod – og kun lidt ageren, til gengæld tættere end normalt på publikum. Man var faktisk ganske nær sangerne og kunne ikke mindst nyde synet af de måske 100 musikere. Så flot og imponerende. Det er nok allerbedst at skue det hele fra balkonen, for fra parteret er der kun udsigt til strygerne og dirigenten. Men omme bag ved sad jo både blæsere og fløjtenister.
Koncertversionen er faktisk “iscenesat” – med sikker hånd af Natascha Metherell og som staffage blot en simpel klode eller sol i baggrunden i forskellige belysninger. Enkelt og velfungerende.Men hvor er dødsriget?
Selvfølgelig er det sangerne, det drejer sig om. Ann Petersen har sunget partiet mange gange i udlandet og er nok den indirekte årsag til opsætningen. Og tak for det. Hun gør det fint og overbevisende, men tårer fælder man ikke – heller ikke tilsidst, hvor en egal Liebestod afslutter den fire timer lange tour de force. Tristan synges af Christopher Ventris, en fin tenor i sin modne alder. Måske er det netop denne “modenhed” hos begge sangere, der står i vejen for indfølingen, selv om Ann Petersen faktisk var smuk i de forelskede øjeblikke. Sekundanterne gav til gengæld de flotteste, næsten statuariske og psykologiske præstationer. Vores egen Hanne Fischer sang med så smuk en mezzotone og fyldte rummet og ligeså Egils Silins som Tristans følgesvend Kurwenal.
Orkestret under ledelse af Lothar Koenigs var 100 procent nærværende og med kraft – måske lidt for meget i tredje akt og lidt for lidt blødhed og for få nuancer i ouverturen. Men der skal også disponeres med kræfterne – både for sangerne og for hver af musikerne.
For mig må Det Kongelige Teater gerne slå sig på flere koncertopførelser. Så kan man glæde sig over vore sangeres store registre uden at blive irriteret over en skæv og selvhævdende instruktørindsats. Og så er det vel trods alt billigere, og teatret kan med god samvittighed i år krydse Wagner af. Tristan og Isolde af høj, international kvalitet – og kunne det kaldes for “unplugged”?
Opføres to gange til: d.3.11. og d. 14.11. priserne er lave: 115 – 535 kr – det er også en grund til at drage i Operaen.
www.kglteater.dk
(Anmeldelsen er kort og uden billeder – stadig p.gr. a. dårlig højre hånd. )