5 stjerner.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Raffineret, gennemmusikalsk krønike i simpel agitprop-stil om kapitalismens storhed og fald.
Kort sagt: den store historie eksemplificeret i beretningen om Lehman Brothers vej igennem mere end 150 år – og ikke mindst om hvordan familiefirmaet klarede frisag ved Wall Street krakket i 1929, men fik tæppet trukket væk, september 2008, så det gav genlyd i hele den finansielle verden.
Med stort overskud og sans for alle detaljer har instruktøren Peter Langdal kogt den italienske tekst, som vist oprindelig var tænkt som et tre-afteners radiospil i 2012, ned til ca. 2 3/4 time. Men de tre skuespillere løber sandelig også stærkt: en helt uimodståelig Henrik Lykkegaard samt en meget velspillende Johannes Lilleøre og ditto Anders Budde Christensen. For med et par kostumeskift og tre hvide klodser oprulles historien fra 1844 til 2008. Vi er med på turen fra Tyskland via New York til Alabama og tilbage til New York og ud i verden. Fra slavearbejdere til lønmodtagere, fra bomuld til usynlige og ikke-eksisterende penge som handelsvare.
Første akt etablerer de virksomme jødiske brødre, når de grundlægger virksomheden, der primært handler med bomuld. Anden akt er den lidt tungere og svære, hvor de ældre brødre er døde, og virksomheden begynder at investere i jernbaner m.m. I tredje akt vender forestillingens energi tilbage, nutiden nærmer sig i lyntempo med bl.a. to kiksede it-nørder, naturligvis iført sneakers og jeans. Lehman Brothers går ind i den nye verden, for at tjene penge. Og lidt for hurtigt kollapser det hele.
Forestillingen er yderst velkomponeret med en charmerende lydside, lige fra klezmermusik over græske toner til en spændende lydunivers.Netop musikken giver spillet energi, og vi kunne godt have klaret et kvarter til og nogle ekstra detaljer om nutiden og nullerne. For spørgsmålet lyder stadig: Hvordan kunne det gå så galt? Der mangler faktisk en forkla,ring til allersidst.
Se, det er et kvalitetstegn, når en forestilling synes for kort. Med “Lehman Brothers” har Teater Republique, i lighed med teatre i London og New York, på eksemplarisk vis demonstreret, hvordan teatret, når det er allerbedst, kan koge væsentlige samfundsproblemer ned til noget, som på overfladen synes underholdende, men faktisk er dybt alvorligt og kalder på refleksion og eftertanke.
Ved konkursen i 2008 var Lehman Brothers tal:
www.osterbroteater.dk
( Anmeldelsen er kort på grund af en fortsat dårlig højre hånd, og der mangler billeder. Beklager.)
Så enig. Flot og dynamisk opsætning.
tak for kommentaren.
Har vi set den samme forestilling? Publikum snorksov undervejs, komikken var ikke morsom selvom skuespillerne gjorde hvad de kunne for at kæmpe sig igennem det uvedkommende persongalleri. Sjældent har jeg oplevet så lang og uforløst en forestilling.
Mystisk. Jeg så forestillingen torsdag til premieren – og sad på første række ( da jeg ikke kan lide stilladser) måske kan det være en af årsagerne. Men min ledsager var ligeså begejstret. Men tak fordi du skrev en kommentar.Hvad dag så du forestillingen?
Vi var 5 personer inde og se stykket i lørdags. Det var en fantastisk oplevelse. De tre skuespillere var blændende og formåede at holde os fanget og underholdt gennem hele stykket. Tiden fløj afsted og det er imponerende at man kan lave et så interessant stykke om et så relativt kedeligt emne som udviklingen af et kapitalselskab
Åh, hvor det glæder mig. Er helt enig. Tak for kommentaren.