Kommenteret af Ulla Strømberg (6 stjerner til Henrik Ibsen – og 2 stjerner til forlaget Rosinante). (1 stjerne for at vælge Ibsen og 1 stjerne for at finde den version af teksterne).
Henrik Ibsen: Dramaer – bogudgivelse fra Rosinante.
Fantastisk, at et dansk forlag i 2019 udgiver Henrik Ibsens nutidsdramaer! Sådan tænkte jeg for en månedstid siden, da meddelelsen om udgivelsen kom. Men stor var min skuffelse, da jeg fik bogen.
Henrik Ibsen (1828-1906) behøver næppe introduktion til de modne læsere, men til den totale læserskare, som også bør inkludere videbegærlige, unge mennesker under 18 år, er der brug for introduktion. Og den mangler i allerhøjeste grad. Nok skriver RUC-professoren, dr.phil. Lasse Horne Kjældgaard, to siders introduktion, men den er upræcis og gentagende og mangler på mange måder et solidt fundament. Og når flapteksten er trist i det sproglige og direkte fejlagtig i de sparsomme biografiske oplysninger om Henrik Ibsen, (delvist fejlciteret fra Den store Danske Encyklopædi) er man dårligt stedt. Hvorfor dette venstrehåndsarbejde fra forlagets side?
Henrik Ibsen blev født i 1828 og allerede i 1851, uden megen anden baggrund end at have været apotekerlærling blev han ansat på Det Nationale Theater i Bergen. Først i 1857 rykkede han til Christiania (senere Oslo) for derefter fra 1864 at leve i udlændighed, men på paradoksal vis at skrive om det hjemlige, først på historisk baggrund, siden med nutidig indsigt. Og så følger fra midten af 1870erne den ufattelige stribe af nutidsdramaer fra ”Et Dukkehjem” i 1879 til ”Når vi døde vågner”. Den halve vestlige verden læste og opførte dramaerne på teaterscenerne.
Henrik Ibsen skrev selv i forordet til den samlede, trykte udgave i 1898: ”Kun ved at opfatte og tilegne sig min samtlige produktion som en sammenhængende, kontinuerlig helhed vil man modtage det tilsigtede, træffende indtryk af de enkelte dele”.
Og forlaget Rosinante undlader at medtage ”Rosmersholm” og de tre sidste dramaer: ”Lille Eyolf”, ”John Gabriel Borkman” og ”Når vi døde vågner”!
Hvorfor denne udeladelse? Det er netop der, i de sidste tre stykker, at Ibsens nutid kolliderer med en mere universel dæmoni, og det rene billede af verden går i stykker. Ikke mindst derfor kan Ibsen i højeste grad stadig leve på den moderne teaterscene. Jeg kunne nævne flere eminente, nyere teateropsætninger af bl.a. disse tre, udeladte tekster, eks. Peter Langdals opsætning af ”Når vi døde vågner” på Betty Nansen Teatret i 2006. (Det var i 100 året for Ibsens død og det år, hvor hele verden fejrede Ibsen, inc. Norge med internationale seminarer etc.)
Det angives i bogudgaven fra Rosinante, at man har taget teksten fra hovedtekst (med småt?) – og det er vel ok – for teksten fremstår næsten dansk. I mere end hundrede år har man diskuteret Ibsens sprog, både her i Danmark og i Norge, og ofte er man gået tilbage til den ganske reviderede udgave, der udkom i Norge i forbindelse med hundredåret for Ibsens fødsel.
Men der er intet noteapparat til teksterne. Jeg tænker med længsel tilbage på de gamle Dansklærerforeningens udgaver af div. mesterværker. Og det havde såmænd været nemt nok. Selv tyr jeg altid til en lille paperback-udgave med alle introduktionerne fra netop Hundredårsudgaven – skrevet af de daværende, store norske Ibsen-forskere. De tekster er guld værd til forståelsen af Ibsens liv og virke.
Og så til layouten:
På forsiden ses almindelige typer med et lille egern! Det må vist siges at være ret banalt at tage ”Nora Dukkehjem”s kælenavn og lægge det på forsiden. Men værre er den almindelige layout. Her er personerne fremhævet med fed skrift, mens selve dialogen er almindelig og bleg. Dvs. det er personerne, der fremhæves. Det er meget generende at læse. Jeg har checket 20 forskellige trykte dramatekster, inc. Ibsens, det er altid omvendt, for så kan øjnene koncentrere sig om replikkerne og nøjes med at fange personernes navne, når det er ønskeligt. Layouten synes altså uigennemtænkt og uden historisk og faglig forankring.
Tilbage til teksterne.
Nu foreligger Et Dukkehjem, Gengangere, En Folkefiende, Fruen fra Havet, Hedda Gabler og Bygmester Solness på tryk igen – så alle kan købe et eksemplar og have det stående. For selv har jeg det med Ibsen som med Tjekhov og Shakespeare: deres tekster er altid gode at have ved hånden, så man kan søge tilbage og finde netop det sted, hvor verdensbilledet rystes sammen – eller fra hinanden.
Som f.eks. når Hedda Gabler i en fortrolig samtale med husvennen Brack, i anden akt, taler om den netop overståede bryllupsrejse, med Jørgen Tesman, ned igennem Europa:
Hedda: ”at sidde på tomandshånd i kupéen -! (..) rejsen tør bli`lang, – lang endnu. Jeg er bare kommen til et stoppested undervejs.” (….)
Brack: ”Nå men så stiger der en tredjemand ind til parret da.”
Hedda: ”Ja sé,- det er noget ganske andet!”(…)
Brack: ”Trekanten sluttet.”
Hedda: ”Og så kører toget videre.”
Der er uendelig mange eksempler på genuine situationer. Og jeg håber, at alle nye læsere vil opleve Henrik Ibsens menneskeforståelse – i denne omgang uden et anvendeligt noteapparat.
Rosinante:
Henrik Ibsens Dramaer. Udkommer 12.9. 2019.
2019
- I denne uge udkommer også hos Rosinante en biografi om Henrik Ibsen – og nogle små fiktionstekster, der bygger på Ibsens figurer. Men jeg har desværre ikke været i stand til at få fat i bøgerne.