∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Interessant Hamlet som dukketeater på Kronborg i slotsgården med hjælp fra Sigmund Freud. Diagnosis Hamlet. Companyia Pelmànec (Spanien).
Hamlet, Gertrud og Ophelia – flere figurer behøver man såmænd ikke for at forklare og udlægge handlingen i Shakespeares ”Hamlet”. Den spanske skuespiller og dukkefører Miquel Gallardo klarer det overraskende godt i den grønne laboratorium-kulisse. Pointen er nemlig, at Hamlet, en stor dukke med et bedrøvet udseende og udtryksfulde øjne, er indlagt på psykiatrisk afdeling. Han har traumer på grund af faderens død, moderens hurtige giftemål med onkelen og alle de andre problemer, som har hobet sig op omkring ham. Det er underholdende og krydret med diverse ordspil fra the real thing, Shakespeares ”Hamlet”. Først mere end halvt inde i dette velkomponerede oneman dukkeshow, bliver man opmærksom på, at patienten i virkeligheden er dukkeføreren, psykiateren, som altså ikke er behandler, men den handlede. Dukkerne er DUKKER – hans eget værk i et forsøg på at få has på de destruktive tanker. Inden da er moder Gertrud blevet personificeret som en ret frastødende, indladende kvinde, der ikke går af vejen for ret meget, mens Ophelia, en anden dukke, er punker, sørgmodig, ulykkelig og ganske suicidal. Slutningen er derfor helt rigtig. Mere skal ikke røbes.
Forestillingen er godt fundet af Shakespeare-festivalen, Hamletscenen. Men det er ikke nok at finde forestillinger af høj kvalitet. Første aften var der ikke engang kvart fyldt. Der skal også investeres kræfter i at få publikum til. Det er en læreproces, som kræver en indsats på flere planer.
Alternativet er, at de ”små” forestillinger spilles i andre omgivelser, så det bliver mere intimt og derfor acceptabelt, at der sådan en aften måske kun er 80 mennesker, der har behov for at opleve en gang Shakespearespex.
Men alle elsker jo udendørsteater. Publikum skal bare lokkes til, og priserne må ikke være for høje!
En god oplevelse – kan nås endnu d. 6. august kl.21 på Kronborg Slot, Helsingør. Søndag aften – er det afslutningskoncert – ligeledes i Slotsgården på Kronborg.