Huskeseddel fra Ulla Strømberg.
Kulturen Kalder. III. Ude i landet.
Wagners Ringen i Esbjerg, teater i Marstal, fascinerende musik ved Stevns Klint. Verdensballetten er stadig på turné, og musicalen ”Lyset over Skagen” spilles i Frederikshavn, i København og siden i flere andre byer.
Det hele kan nås endnu. Tag en smuttur ud i det danske land og gå til sommerteater om aftenen. Jeg er selv på vej til alle produktionerne (anmeldelser følger) og har bl.a. bestilt ”Bed and Breakfast” ved Marstal. Til Wagner i Esbjerg kan man nå hjem til København efterfølgende og ligeså med Stevns Klint.
Den ny Opera i Esbjerg er ambitiøs. Og det gik fantastisk i 2017, hvor operaen lagde ud med ”Valkyrien” – for i år, 2019, at opføre ”Rhinguldet”. Målet er naturligvis hele Wagners ”Ringen” i 2024. Med operachefen selv, Lars Ole Mathiasen, på dirigentpodiet, Kasper Wilton som instruktør og Mari i Dali som scenograf er niveauet lagt. Sangerne var i 2017 fremragende – ikke mindst Magnus Vigilius som er med igen sammen med et nordisk sangerhold: Jens Søndergaard, Randi Stene, Niklas Björling-Ryggert, Jesper Buhl, Cornelia Beskow, Lars Møller, Morten Staugaard, Jesper Brun-Jensen, Jakob Næslund Madsen, Hanna Husáhr, Trine Bastrup Møller og Johanne Højlund.
Tidsplanen ser således ud:
2017 VALKYRIEN – 2019 RHINGULDET – 2021 SIEGFRIED – 2023 RAGNAROK
2024 DEN SAMLEDE RING-CYKLUS
Musikhuset Esbjerg spiller “Rhinguldet”:
Sø. 25. august kl. 15.00, On. 28. august kl. 19.00, 31. august kl. 15.00
Varighed ca 3 timer – med pause.
Mere info: https://www.mhe.dk/program/rhinguldet/
Carsten Jensens roman som teater i Marstal
Carstens Jensens roman ”Vi, de druknede” fra 2006 er endnu en gang blevet til et teaterstykke, som havde premiere for få uger siden i Holland. Den belgiske instruktør Judith Vindevogel har i ni år haft drømmen om at opsætte romanen om mænd på havet og livet i et skibsmiljø netop der, hvor også forfatteren er født.
6.-10. august bliver romanen til musikdramatisk totalteater på et bådeværft i byen, hvor fortællingen udspringer. Forestillingen hører jo hjemme i byens stemningsfulde havnemiljø.
VI, DE DRUKNEDE skabes af Walpurgis i samarbejde med BOT og Kloppend Hert (BE/NL) og præsenteres i Danmark af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med BaggårdTeatret, HCC Bådeværft og Marstal Søfartsmuseum.
DATO 6.-10. august kl. 20.30
STED HCC Bådeværft, Marstal, Ærø
BILLET 210 kr. / grupper 150 kr. / VARIGHED 100 min.
Ærøfærgerne sejler: Svendborg-Ærøskøbing, Faaborg-Søby og Fynshav-Søby. Alle færger medtager biler. Det er gratis at køre med bus på Ærø. Ærøfærgernes hjemmeside viser opdateret busplan samt info om taxakørsel.
Mere info: https://www.baggaardteatret.dk/forestilling/vi-de-druknede/
Teater ved Stevns Klint
Hvornår har du sidst været ved Stevns Klint? Nu er der mulighed for igen at få en uforglemmelig oplevelse. For i Pyramiden i Boesdal vises den visuelle koncertforestilling URKLANG I SPIL. Der spilles fra den 22. – 25. august 2019, alle dage kl. 20.00. Holdet bag den Reumert-nominerede forestilling KLINT står bag. Birgit Løkke er komponist, og Lene Vestergård står igen for teksten og er primus motor i hele projektet.
Fra PR–teksten lyder det: Forestillingens omdrejningspunkt er Bo Karbergs unikke verdensarvsinstrument UrKlang, der kombinerer kalk og flint fra Stevns Klint. UrKlangs rørklokker og kalksten hænger i en cirkel i centrum af Pyramiden. Midt i cirklen står Birgit Løkke og spiller på rørene. Rundt om UrKlang er metalplader med en lyd som torden, en ’sky’ af flinteflækker og andre instrumenter placeret i et landskab af kalkblokke og vandpytter. Rundt om dette landskab i en stor cirkel sidder publikum. Verdensarvsinstrumentet så dagens lys i forbindelse med KLINT 2 i 2018. Siden er der blevet arbejdet videre med det enestående instrument, så man vil kunne opleve et bredere og mere nuanceret lydbillede i den kommende forestilling.
Komponist: Birgit Løkke
Tekst og iscenesættelse: Lene Vestergård
Medvirkende
Musikere på UrKlang: Birgit Løkke og Charlotte Muus Mogensen
Tubaist: Tonni Hellebek
Skuespiller og sanger: Lene Vestergård
Koret består af 12 korsangere
Billetinfo
Billetsalg: www.stevns-teater.dk
Billetpriser: 310 kr. og 250 kr. (halv pris for børn og unge under 25 år)
Spiller i perioden 22. august – 25. august; alle dage kl. 20.00
Læs også mere på www.stevnsklint.com
Lyset over Skagen
Musical fra 2007 om det legendariske skagensmiljø med kunstnere, fiskere og masser af himmel foroven. Igen er Daniel Bohr instruktøren, men skuespillerne og sangere er nye og nogle de bedste musicalsangere fra bl.a. Det Ny Teater. – Det er en ambitiøs rundtur, produktionen tager efter premiere i Frederikshavn, derefter videre til København og efterfølgende rundt i landet. Se nedenfor:
Frederikshavn: Arena Nord | Frederiksberg: Falkonersalen | Skive: Kulturcenter Limfjord | Aarhus: Ceres Park & Arena | Sønderborg: Koncertsalen ALSION | Flensborg: Deutsches Haus | Aalborg: Aalborg Kongres & Kulturcenter | Nykøbing Mors: Morsø Teater | Holstebro: Holstebro Musikteatret | Næstved: Arena Næstved | Odense: ODEON | Aars: Messecenter Vesthimmerland | Kolding: Comwell Kolding Teater | Vejle: Vejle Musikteater
Få flere oplysninger på:
https://www.lysetoverskagen.dk/
God fornøjelse rundt i det danske sommerland.