∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Flashdance – The musical. Nu på Operaen.
Ben strækkes ud og op, spotlysene danser, musikken lyder for fuld skrue, mens en legendarisk vandstråle gennemlyses. Publikum hujer. Sådan skal det være – og helst hele tiden. Men ak, det sker faktisk kun én gang under ”Flashdance”, selv om publikum er beredt til den helt store ekstase. Forestillingen bliver derimod nede i 4. gear.
Hvad vi får: en flot scenografi og ellers en flink dansk udgave af ”Flashdance” med gode kræfter i alle rollerne. Forestillingen slæber til gengæld rundt på en tung 1980er-dramaturgisk og -musikalsk bagage. Spørgsmålet er, om det kunne være anderledes?
Først var der en film i 1983, siden kom sceneversionen. Og det er denne udgave, som i den seneste halvanden måned har spillet i Musikhuset i Aarhus og nu er landet i København. 70.000 billetter allerede solgt, siger annoncerne. Publikum elsker ”Flashdance”. Sådan var det i 1983 – og sådan er det altså igen her i Danmark – og sikkert også på de tusind af andre steder ”Flashdance” har været sat op.
Sandheden er nok, at historien er lidt pauver, og musikken, bortset fra to-tre numre, slet ikke er til at huske eller gemme på.
Det er måske lidt unfair at anmelde eller bedømme denne danske version. For kan de danske bagmænd gøre det bedre end det forlæg, de har? Næppe. Joh, de kunne lægge nogle bedre sange ind, peppe koreografien op, og måske fjerne nogle af de fladeste vittigheder. Spørgsmålet er blot, om de må i forhold til rettighedshaverne. Og så er vi lige vidt. Men instruktøren, svenske Philip Zandén, kunne måske have skrællet noget af traditionen af og genskabt historien, så den blev mindre mekanisk.
De to hovedroller, Cecilia Gadborg og Silas Holst, slider i det og klæder hinanden. Hun er uddannet skuespiller, men kan både synge og danse – han er kommet til teatret via dansen, men kan også synge og agere.
I ”Flashdance” er hun arbejderpigen Alex, der hele dagen står på fabrikken og svejser, men når mørket falder på, danser hun på en lokal beværtning. Han er Nick, ligner enhver svigermoders drøm, og er rigmandsbarnet, der skal prøve at arbejde på gulvet. Naturligvis forelsker han sig i pigen. Men der er ingen dansetrin til ham. Udenom er der det sædvanlige galleri af personer, som skal fylde og skubbe til handlingen: den søde veninde, den vrisne, men godhjertede dame – de strenge dommere, her i form af danselærere, og så koret, der både er arbejdere og dansepiger, mere eller mindre afklædte. Joh, strukturen er den gammelkendte. Ingen overraskelser. Ikke uden grund var kritikerne skuffede, da filmen kom frem. Publikum var derimod på fra dag ét, og filmens indtjening var ti gange indsatsen.
Så nemt er det nok ikke for One And Only Musical Teater med Jesper Winge Leisner i spidsen. Uden statstilskud produceres uforfærdet musicals i stor skala i Danmark. Det gøres fermt, effektivt og med gode navne. Men ikke alle forlæggene er lige charmerende. Og her er ”Flashdance” nok på det musikalske område ikke interessant nok – eller tiden er løbet fra stemningen. Og så er der ikke meget tilbage.
Mens handlingen slæber sig af sted, er det visuelle ved Benjamin La Cour i top. Her er der ”Danish Design”, da La Cour i de seneste år har høstet stor ros for sine ikke mindst teknisk velfungerende scenografier med masser af videomateriale. Uovertruffen og uforglemmelig var hans ”Klokkeren fra Nortre Dame” i Fredericia.
Her i ”Flashdance” danner en fiks opbygning med trapper og gangbroer en god ramme, så der hurtigt kan skiftes fra fabrikshallen til den smålumre natklub. Oppe bagved kører skiftende videos i et væk, og når musikken og dansen er på sit højeste, tændes for skiftende fod- og loftsprojektører på bedste rockkoncert manér. Det er flot, og vi er på!
Også kostumerne, dvs. dansepigernes mange outfits er nutidige og 80er-agtige på den rigtige måde. Alligevel kan ingenting kompensere for den langtrukne historie med kun to hits: ”Maniac” og tilsidst ”What a feeling”. Kun tre musikere og et propfyldt keyboard gør det ud for orkestret. Her er noget af charmen gået fløjten, og musikerne er ikke synlige! Hvorfor skal de altid gemmes væk?
Ros til Cecilia Gadborg, der er sød som naboens datter og endnu engang viser en overraskende god forvandlingsevne, mens Silas Holst ikke er til at stå for. Heldigvis får han ved fremkaldelserne lov at røre bentøjet med spjæt, der mere ligne ”Saturday Night Fever” (hans gamle hit) end “Flashdance”. Også Robert Hansen, Ditte Graabøl, Nastja Arcel, Rikke Hvidberg og Emil Birk Hartmann leverer plausible portrætter, mens Jimmy Jørgensen ikke synes at befinde sig godt i endnu en skurkerolle som en natklubejer.
Har man set filmen mange gange, bliver man nok skuffet, for på en teaterscene er alt én til én – og der kan ikke snydes. Men ellers kan “Flashdance, the musical” gå an som uforpligtende underholdning.
Medvirkende:
- Alex Owens: Sicilia Gadborg
- Nick Hurley: Silas Holst
- Harry: Robert Hansen
- Mrs. Wilde/Louise: Nastja Arcel
- Hannah Owens: Ditte Gråbøl
- CC: Jimmy Jørgensen
- Joe/ensemble: Morten Kjeldgaard
- Gloria: Rikke Hvidbjerg
- Tess: Tara Toya
- Jimmy Kaminsky: Emil Birk Hartmann
- Kiki: Gina Maria Hudsom
- Andy/ensemble: Martin Gæbe
- Bud/ensemble: Steffen Hulehøj
- Balletdanser/ensemble: Hannah Ohlsson & Robert Thomsen
- Swing/ensemble: Kirsty MacDonald & Vegard Kristiansen
- Ensemble: Elise Ruusunen, Linnea Stenbeck, Patricia
- Tjørnelund, Emilie Lismatz Johnsson, Andrea
- Schirmer & Patrick Terndrup
Det kreative hold:
- Instruktør: Philip Zandén
- Koreograf: Tim Zimmermann
- Scenograf: Benjamin La Cour
- Arrangør/Executive Music Producer: Joakim Pedersen
- Producent: Rikke Lange
- Executive Producer: Jesper Winge Leisner
Operaen, København, 5. juli til 3. august 2019
Priser:
Fra 198 til 1.025 kr. ex. gebyr
Billetbestilling:
www.flashdancemusical.dk
Hjemmeside:
www.flashdancemusical.dk
INFLATION I TEATRET
Når jeg står og klapper i teatret, tænker jeg ofte på en historie, som min mor fortalte: En lille mand tog efter mange år mod til sig og gik ind til chefen og spurgte, om han måtte kalde sig kontorchef. Chefen overvejede det og sagde så ja. Men da manden var på vej ud, sagde chefen: ’Hør, sig lige til de andre, at de også gerne må kalde sig kontorchefer.’
Engang var stående ovation noget sjældent, som skuespillere mindedes med glæde. Nu er det en dagligdags foreteelse. Det begyndte for adskillige år siden i de mindre teatre, hvor familie og venner udgjorde en stor del af publikum til premiererne; få klakører kunne hurtigt få hele salen med op at stå. Nu er det overalt, også på det Kongelige Teater.
Jeg bryder mig ikke om det. Hvis jeg bliver siddende, er jeg en sur, gammel mand, som der bliver skulet til. Og når jeg rejser mig, selv om jeg ikke har fundet forestillingen specielt god, føler jeg mig som en hykler.
Tak for kommentaren. Er ikke helt enig. Ofte er det blot for at takke skuespillerne at folk rejser sig op, men indrømmet, det sker nok lidt for ofte.