Kommentar af Ulla Strømberg.
Ny kulturminister træder i .. karakter.
Så fik vi en ny kulturminister, tidligere socialdemokratiske borgmester fra Roskilde, Joy Mogensen. En tilsyneladende stærk og munter kvinde, der både kan tale frit og har en mening. Det lyder godt, og hvad bedre er, hun er måske ikke så indfiltreret i Christiansborg og det stærke embedsmandsvælde, hvis magt er accelereret i de senere år. Man har lov at håbe.
Der har, som vanen tro, allerede været en række goddag‘er, velkommen’er og tillidserklæringer fra diverse ledere af danske kulturinstitutioner og deslige, for de er jo afhængige af ministerens og embedsvældets gunst. Men én stemme har skilt sig ud, billedkunstneren, tidl. professor Bjørn Nørgaard blev af Politiken bedt om at sige nogle ord. Og han advarede, som den eneste, imod de stærke embedsmænd. For med så mange forskellige, og mere eller mindre kulturengagerede, ministre i de senere år, igennem Assistenshusets gange, har der været frit slag for emsige embedsmænd. De har kunnet bestemme over teaterdrift, museumsadministration og har besat ledige pladser i adskillige kulturelle bestyrelser, udvalg etc. Selvfølgelig med et par lunser til den siddende minister uanset om vedkommende var optaget af højskoler, ligestilling, det sønderjyske eller blot havde favoritter, der gerne skulle forfremmes.
24/7
Joy Mogensen har efter få dage på posten lukket af for en videre diskussion om Radio 24/7. Man skal kunne stole på det politiske system, har hun udtalt, og fordi noget ligger i vadestedet omkring et folketingsvalg, skal det ikke partout kunne omgøres: ”Man skal kunne regne med offentlige udbud, selv om der sker et regeringsskifte”. ( Citeret efter Politiken d.5.7.2019) . Resultatet er, at den eksisterende FM kanal plus et årligt tilskud på ca. 80-90 millioner kroner er blevet givet til en række provinsmedier, som allerede har etableret sig i Aarhus. Det bliver en anderledes oplevelse at lytte til (forhåbentlig) end til den københavnerkække, juvenile, lettere mandschauvinistiske Radio 24/7, som har kørt i de seneste 8 år. Men indrømmet: De er hen da vejen blevet mere professionelle i nyhedsudsendelserne, men stadig med et tungt hængeparti, hvor redaktører og venner m.m. kunne folde sig ud om penge, vin, sex, og værst af alt – inden for satiregenren.
Og uden at vide noget, så tror jeg, at netop den nu så berømte og berygtede ”Den korte Radioavis” er en af årsagerne til, at ministeren står fast. Inden for det seneste halve år, hvor radiostationen vidste, at deres fremtid stod på spil, har satireprogrammet uden at undskylde lavet to eklatante fejlbedømmelser, som alle andre steder ville være fyringsgrund. Først ringer de til to DF-politikere, som driver en kro i Jylland. De udgiver sig for at være politiet og siger, at der er en bil, som er kørt ind i kroen og en person dræbt. Det havde intet på sig.
Senest gik de efter en socialdemokratisk politiker, som næsten samtidigt trak sig, på grund af depression og indirekte pressehetz, og fortalte om hans påståede forhold til en ung DSU-er af samme køn. Igen en journalistisk fejlbedømmelse af dimensioner, som burde resultere i lukning af programmet, fyring af medarbejderne, reprimande etc. 24/7 er ikke en privat ungdomsklub, men et statsfinansieret Public Service medie.
For et år siden havde en medarbejder på radiostationen, uden at kollegerene kendte til det, plantet stoffer i stationens campingvogn, der skulle til Folkemødet via Sverige. Chefen, Jørgen Ramskov, gik ud og undskyldte delvist, men sagde, at han og andre havde også taget stoffer – måske ligefrem i arbejdstiden.
Samme Ramskov løb af gårde (sagde sin stilling op pr. oktober 2019). Det var samtidigt med, at daværende kulturminister Mette Bock erklærede sig som færdig på Christiansborg, for hun ville til EU- (og måske slappe af). Det kom hun som bekendt ikke. Men ligesom Ramskovs ageren er det tydelige tegn på manglende engagement og opprioritering af mere selviske interesser.
Havde Ramskov siddet på sin pind og kæmpet på en ordentlig måde og styret sine ansatte, kunne meget måske havde været anderledes, og radio 24/7 kunne være nået op på et tåleligt, professionelt niveau efter 8 års tilløb.
På falderebet, efter pres fra ???, meldte Mette Bock en ny DAB kanal ud med 70 millioner kroner årligt. Ingen talte om, hvor pengene kom fra. Den er vel skræddersyet til de tilbageblevne mus og mænd på Radio 24/7. Men der er nok et hul på nogle måneder i statstilskuddet. Og ja, det har andre prøvet før, og ja, sådan er livet. Men stationen er fornærmet. Hvem skal i øvrigt høre en DAB-kanal? Så er det ikke blot understøttelse til nogen ellers arbejdsløse journalister?
Armslængde inden for kulturpolitik (?)
Armslængdebegrebet er at opfatte som en kollektiv sutteklud, hvis fantastiske egenskaber altid fremhæves, når kulturfolk og politikere skal forbrødres og forsøstres.
Der er lige kommet en hel bog, som tager problemet alvorligt, (Merete Sanderhoff: Et spørgsmål om kultur!) ( Læs gerne min kommentar på www.kulturkupeen,dk). Men meget klogere bliver man ikke af bogen. For ingen siger sandheden. Dem, der agerer den frie, uafhængige arm, har alle mulige hensyn at tage og er under skarpt opsyn af embedsmænd. Arbejdet er på ingen måde løsrevet fra ministeriet. Måske fra ministeren, men sandelig ikke fra embedsværket.
Derfor er det også trist at læse om de 21 millioner kroner forskningspenge, som den nye kulturminister sender ud i verden med de glade ord: ”I år har en række spændende projekter fået støtte – blandt andet forskning i inklusion af børn og unge med særlige behov gennem idræt, og en undersøgelse fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium om hvordan teknologi og klassisk musik kan fungere sammen.”( Citeret efter KUMS pressemeddelelse).
Disse to projekter er nu også de mest ”spiselige” af de i alt 38, som har fået penge. Her har et udvalgt på 9 personer sikret sig, at alle deres institutioner har fået midler: Nationalmuseet til 4 projekter, Hirschsprung til to projekter og selvfølgelig alle de repræsenterede universiteter. Mest interessant er dog i alt støtte til 5 projekter på Moesgaard i Aarhus, som ingen repræsentant har!
Vi får ikke listen over de 101 ansøgere. Men jeg er sikker på, at der iblandt er projekter, som er fuldt på højde med de tilgodesete, men måske havde de blot ikke ”venner i udvalget”.
Joy Mogensen kan blive et spændende bekendtskab for dansk kunst og kultur. Det er bare ærgerligt, at hun går på barsel til efteråret. Så vil embedsværket nok få frie tøjler og masser af tid til fri leg uden opsyn. Og så er vi lige vidt.
Men velkommen til en forhåbentlig stærk kulturminister og kom hurtigt tilbage efter barsel.
www.kum.dk
Tak for fornem opdatering af sommerens programmer og tilbud!
For meget om Mette Bock og for lidt (af gode grunde) om den snart barslende kulturminister!
Ja, man kan jo kun håbe på bedre tider!
Tak for kommentaren. Du har ret. Det blev jo alligevel ikke så sjovt med en ny kulturminister, der ikke vil være der det første år. Og så går magten evt. til embedsværket – eller vikaren, som der endnu ikke er navn på.