∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Helligtrekongersaften hos Grønnegaards Teatret.
”Også denne gang er der nok at glæde sig over – og Shakespeare er ukuelig og udødelig” – slutter anmeldelsen.
Kærligheden overvinder alt, og kærligheden er med til at forvikle alt. Sådan er det stadig ude i virkeligheden, og sådan er det i mange af William Shakespeares komedier. For i sidste ende er kærligheden på godt og ondt roden til det meste.
Med pangfarver og masser af smækkys på tværs af køn, men ikke af klasse, danser skuespillerne sig igennem det mere en 400 år gamle stykke. Grænsen imellem kønnene er i dobbeltforstand ved at blive udviskede i dagens Danmark, så på teatret må det visualiseres med flæser, farver og gramserier på kryds og tværs.
Skuespillerholdet slider i det. Der løbes og råbes for at holde de forskellige intriger adskilte. Det er jo udendørsteater, så det hele skal være lidt støjende for at overdøve publikums uro, når kaffen skal drikkes, kagerne bydes rundt, vinen hældes op og frakker af og på.
Årets komedie lægger sig i slipstrømmen af Grønnegaards Teatrets lange række af succeser. Og da teatret hvert år ønsker at forny sig, har kønsdebatten fået en ekstra omgang på drejebænken i år.
Handlingen er nem og svær. Præcis som var det en opera, er det med Shakespeare altid godt at have et handlingsreferat ved hånden. Til gengæld forstyrrer programmets artikler mere end de oplyser. For vi har ikke brug for semiteoretiske eller personlige fortolkninger og sniksnak. Det er forestillingens opgave at give os de forskellige brikker, mens programmet kan give facts.
“Helligtrekongersaften” var et gement bestillingsværk, der skulle være underholdende, så William Shakespeare greb ned i sin fond af forvekslinger og klovnerier.
Et ungt tvillingepar – Viola og Sebastian – tror hinanden druknede, mens de bevæger sig rundt i Illyrien, et idyllisk fantasiland med både en forelsket hertug og en afvisende grevinde. Og som det ofte sker hos Shakespeare (der i øvrigt kun havde mandlige skuespillere), iklæder Olivia sig en mandsdragt, og da broderen endelig dukker op, accelerer forvekslingerne, og kærligheden kommer på vildspor. Men alt ender godt i stor harmonisk kærlighed, hvor mand og kvinde forenes. Udenom står de bekendte narre Tobias Hikke og Andreas Blegnæb – suppleret af kammerpigen Maria, narren Feste og tillige Malvolia, som hos Shakespeare er en mandlig hushovmester med honnette ambitioner.
Skuespillerne klarer sig overraskende fint med den shakespearske tekst i Niels Brunses letløbende oversættelse.
Som narren Feste er Niels Ellegaard lidt af en gave. Med sin revyerfaring kan han på et splitsekund skifte stemning og stemmeleje – og så er han musikalsk. Laura Bro behersker som skuespiller det meste nu, og her er hun et komisk og finurligt ankerpunkt for spasmagerne Tobias Hikke og Andreas Blegnæb. Ikke mindst den unge Anton Hjejle overrasker ved sine mange nuancer, for hans kostumer giver ham just ikke meget. Andreas blegnæb er hos Shakespeare og igennem teaterhistorien en lille, mager, rig, anæmisk nar, men her er han blevet til et fastelavnsris i et overdådigt og farverigt kostume. Asbjørn Krogh Nissens magre Tobias Hikke er en sjuft, der kun tænker på at få næste drink betalt af andre. Han fungerer fint, hvor puden på maven er erstattet af rockerguldkæde og glinsende Elvis-dragt. Det lille trekløver kan hen over sommeren nok udvikle deres samspil, så det bliver et genneminstrumenteret show i showet.
Sværere er det for Anne Eleonora Jørgensen, der har fået den utaknemmelige rolle som Malvolia – en kvindelig hushovmester, der er forelsket i sin herskerinde. Hos Shakespeare er det en krukket og manieret mandsling. Men i disse LGBT-tider har instruktøren Christoffer Berdal vel følt, at han måtte rette lidt på Shakespeare. Men i og med at der allerede leges kispus med kønsrollerne synes det helt overflødigt. Og et mærkeligt kostume, halvt tyrkisk – halvt jeg ved ikke hvad, hjælper sandelig ikke. I øvrigt modarbejder kostumerne flere af figurerne. Dog overvinder Ann Eleonora Jørgensen modstanden og får meget ud af den rollen, men med stemmen lagt et mærkeligt uskønt og fladt sted. Malvolio (altså som mandsfigur) er teaterhistorisk set en perle, der har lagt op til sologang, hvor skuespilleren med gule, korslagte strømpebånd kan få lov at blæse på de medspillende. Sådan har det altid været, og sådan kunne det også være her, hvis ikke Berdal havde ment, at han skulle korrigere Shakespeare.
“Helligtrekongersaften” indeholder i det hele taget en perlerække af glansnumre, som bare skal gribes og poleres for derefter at blive indsat i den store, samlede helhed.
Alle skuespillere er fortræffelige, på egne præmisser. Katrine Greis-Rosenthal er fin og velafbalanceret som den unge Viola, der straks forelsker sig i sin ”Herre”, grev Orsino. Men helt poetisk bliver det ikke. Heller ikke i mødet med tvillingebroderen, Sebastian, Henrik Lund, får poesien lov at blomstre. Og Troels Lyby, der skal være en verdensfjern hertug Orsino, hæmmes af det alt for naragtige kostume. Også den meget dobbeltbundne og velspillende Julie Agnete Vang, som den kolde grevinde, har sit hyr med alle de iklædninger, som designeren Nicholas Nybro har fundet på.
Det er fint, at scenografien, skabt af Peter Schultz, er en stor kraftig skummende blå bølge (lidt i japansk tegneseriestil). Og at denne baggrund suppleres af spektakulære kostumer er endnu bedre. Men et eksplosivt farverorgie i kostumerne fungerer kun, hvis det er hensigten, at Nybro skal løbe med hele opmærksomheden. Og når der tillige er indsat tre knaldgule, nydesignede møbler af Rasmus Bækkel Fex stikker det visuelle i alt for mange retninger, som ikke umiddelbart lader sig fortolke på begavet vis. At der skal være sjov i gaden og at ”kostumerne skal larme” – som der står i programmet er ikke svært at få øje på.
Men et strammere samspil og sammenhæng i iscenesættelse, scenografi og kostumer ville ikke gøre forestillingen mindre ”moderne”. Der er lidt for meget krudt til husarer i denne omgang, bl.a. til dem, der har fulgt udsendelserne ”Danmarks Næste klassiker” i DR, hvor Rasmus Bækkel Fex deltog, og måske husker de fleste også Nicholas Nybros røde flæsekjole til Ghita Nørbys deltagelse i et hofbal i 2016.
Grønnegaards Teatret følger med tiden og går vist ikke af vejen for at være lidt dumsmarte, når en forestilling planlægges og skrues sammen. Men larm på scenen må aldrig ende som en mistillid til hverken publikum eller de optrædende skuespillere. Det er ikke nødvendigt. Dertil har teatret alt for mange gange ramt tæt ved plet i sommerens klassikeropsætninger.
Også denne gang er der nok at glæde sig over, og Shakespeare er ukuelig og udødelig! Men det er vi andre ikke: så husk tæppe, varmt tøj og pude.For Grønnegaards Teatret er altid et must.
Medvirkende: Katrine Greis-Rosenthal, Troels Lyby, Ann Eleonora Jørgensen, Niels Ellegaard, Laura Bro, Julie Agnete Vang, Morten Hauch-Fausbøll, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Henrik Lund og Søren Birch Plum.
Iscenesættelse: Christoffer Berdal
Scenografi: Peter Schultz
Kostumedesign: Nicholas Nybro
Oversættelse: Niels Brunse
Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause.
Spilleperiode: 27.juni -24.august 2019.
OBS: Forestillingen spiller dog IKKE i perioden 8. juli til og med 14. juli 2019.