∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
About miss Julie – Dansk Danseteater på Takkelloftet.
Tre dygtige dansere redder en alt for lang minimalistisk ”About Miss Julie”.
”About Miss Julie” har københavnerpremiere nu, mens urpremieren fandt sted for mere end et år siden, i januar 2018, ved Holland Dance Festival. Selv om det her i København er de gode dansere, der redder den korte aften, lægger balletten dog op til en refleksion over Dansk Danseteaters manglende danske forankring.
About miss Julie
Der er vrid og drejninger. Men var det ikke, fordi det nu er guldrandet “modern dance”, ville man nok kalde det for kluddermor, når Miss Julie, Jean og Kristin i 60 minutter prøver kræfter og autoritet med hinanden i den amerikanske koreograf Stephen Shropshires ”About Miss Julie”.
Forlægget er ikke til at tage fejl af: August Strindbergs epokegørende skuespil ”Frøken Julie” fra 1888, hvor Strindbergs forord indirekte kom til at markere naturalismen indtræden på teaterscenen. Vi kan blive ved med at vende tilbage til dette kammerspil for tre personer. Den evige trekant, hvor Strindberg på formidabel vis får både kønsroller, klassekamp og almindelig umenneskelig omgang proppet ind i stykket. Strindberg lå i 1888 selv i skilsmisse fra Siri von Essen, der var adelig. Også det er med i stykket: Tjenestepigens søns eget opgør.
”Frøken Julie” appellerer til teaterfolk, og også balletmennesker har set potentialet. Jeg glemmer aldrig Birgit Cullbergs ballet, oprindelig koreograferet i 1950, og bl.a. danset på Det Kongelige Teater af Kirsten Simone fra 1958. Svenske Cullberg forstod Strindberg og ”læste ham”, så de for Strindberg så nødvendige rekvisitter faktisk var til stede i balletten: bordet, støvlerne etc.
Amerikanske Stephen Shropshire er desværre et helt andet sted. Han har nok forstået, at historien foregår midsommernat i Sverige, men hans monotone koreografi og ikke mindst lyssætningen er helt forkert, og manglen på rekvisitter og miljø ligeså. For man kan ikke løsrive Strindbergs historie fra den sociale kontekst, og det hjælper kun lidt, at koreografen har lagt en træbjælke på gulvet, som skal signalere den svenske overklasse. Julie kan balancere på bjælken, Jean falder ned. Det er vist stavepladekoreografi uden splinter! Koreografen er også bange for den fascinerende svenske folkemusik og skruer helt ned, bortset fra det øjeblik, hvor Jean og Julie forenes i et varmt favntag.
Åh, vi er hoppet med på den minimalistiske limpind, som sikkert elskes af teaterøkonomer, for så sparer de en masse i materiale, der er dyrt at transportere etc. Men for publikum kan det blive lidt fattigt.
Taget isoleret og skåret ned til måske 25 minutter ville denne ”About miss Julie” være helt ok og kunne indgå i et større, semiklassisk balletprogram, men som en enkeltstående helaftensballet er det for sølle, både visuelt og koreografisk. Trinene er simpelthen for repeterende og retro. Der er vrid og slag og mærkelige fagter ved start og slut, men forløsende eller fortvivlende dans ses ikke.
Men hvilke gode dansere! Uden dem havde det været en træls oplevelse. Danserne går helhjertet ind for projektet: Jessica Lyall som den hudfarvede overklassefrøken, der ægger Jean, tjeneren: Stefanos Bizas, som stråler af maskulinitet, indeklemt vrede og begær. På fløjen ligeledes en smuk præstation af Merete Hersvik som kokken Kristin, Jeans forlovede, der ser til som tavs og alligevel agerende medkombattant.
Der danses fra d.13-18. juni på Takkelloftet. Der er udsolgt, for som bekendt er det et lille rum.
Det var så, hvad Dansk Danseteater ønskede at vise os nu. Det er faktisk tredje program her i foråret, som danses få gange for udsolgte huse.
Det kan der nok filosoferes over. Ønsker Dansk Danseteater at have en høj belægningsprocent? Eller vil de gerne nå flest mulige publikummer? Jeg ved det ikke, men for at blive klog på det hele, har jeg gennemlæst deres seneste årsrapport – og kan i øvrigt henvise til, vedr. den gamle historie, udstillingskataloget fra Teatermuseet i Hofteatret: Nyt Dansk Danseteater, 1981-2006 (2006).
Dansk Danseteater
Oprindelig var Nyt Dansk Danseteater et af flere danseprojekter, der med både udenlandske og danske dansere så dagens lys i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. Nyt Dansk Danseteater var det stærkeste og overlevede og kom til at betyde meget for dansk modern dance. Flere af de gamle balletter huskes stadig: bl.a. “Knudsen Variationer”, “En Gudedrøm”, “Speranza”, “Skagen” og “Peer Gynt”. Men gruppen kørte træt, og i 2002 kom Tim Rushton til. Han internationaliserede korpset og med sig selv som storleverandør af koreografier blev det hurtigt et ”Rushton kompagni”, hvor det vigtigste tiltag nok var den gratis ”Summerdance” i Politigården i København. Det sluttede desværre for et par år siden.
Ny leder er Pontus Lidberg, og han har tilsyneladende fortsat Rushtons internationale linje med meget få danske dansere og slet ingen dansk koreografi. Halvdelen af alle forestillinger vises i udlandet.
Dansk Danseteater må i dag siges at være en meget misvisende titel for det kompagni, der, indrømmet, har levet ganske rundtosset med adresse forskellige steder, bl.a. Folketeatret, Carlsbergbyen og nu på bagsiden af Operaen hos Det Kongelige Teater.
Årsrapporten for 2017/18 ser dog flot ud med alle de ord og beregninger, som kulturministeriet elsker. Der er balance i regnskabet og det fremgår, at der tjenes flere penge på at sælge hele forestillinger end ved billetsalg. Gavmilde fondstilskud er på 2 millioner kroner årligt.
Med over 12 millioner kroner direkte fra finansloven og ca. 9.000 publikummer i Danmark er der et statstilskud på 1300 kr. på hver billet. Eller tager man de 10.000 publikummer i udlandet med, er det et statstilskud på lidt over 600 kr. hver gang en person ser til – om det så er i Langtbortistan.
Dansk Danseteater er en selvejende institution, hvor kulturministeren(!) (Senest Mette Bock – LA) udpeger tre medlemmer af bestyrelsen, Statens kunstfond udpeger to medlemmer. (I alt er der fire mænd og to kvinder i bestyrelsen for tiden. De seneste to udpegede af ministeren er mænd.) Der er netop kommet nye medlemmer, og tilsyneladende er der ingen i bestyrelsen med primær viden om dans og ballet. Til gengæld er der en advokat, en juraprofessor, en konservatorierektor, en festivalleder og en filmmand samt en medarbejderrepræsentant.
Hvor er dansk Danseteater henne? Dansemiljøet har brug for et begavet og nytænkende dansekompagni, som også har ambitioner på dansk grund med danske talenter for et dansk publikum. Jeg vil håbe, at den ny bestyrelse og den kommende kulturminister vil gøre op med flere års negligering af Dansk Danseteaters basale forpligtelser som bannerfører for moderne dans i Danmark med danske dansere og koreografer – for et hjemligt publikum.
About Miss Julie:
Koreografi: Stephen Shropshire
Dansere: Dansk Danseteater
Lyddesign og -afvikler: Mikkel larsen
Lysdesign: Adalsteinn Atefansson
Kostumedesign: Stephen Shropshire & Maria Ipsen
Musik: Maria Hulthén Birkeland, Per Gudmundson, Erik “Kicken” Ingels & Ingrid Ingels, Emilia Amper, Kirsten Bråten Berg, Per Gudmundson, Gro Marie Svidal, Thet Liturgiske Owäsendet